Ophavsret: Stina Louise Vagner Larsen
Kære sårbare og lykkelige gravide
Vær heldig, hvis du ender med at føde i tide.
Vær heldig, hvis der lyttes, når noget er galt.
Hvis din fortid er noteret i en oldgammel journal.
I et såkaldt familieambulatorie på et hospital.
Blev jeg hurtigt stemplet som splittergal.
Mistroen, der altid følger med min brogede fortid.
Gjorde tiden som gravid til det rene vanvid.
“Goddag, velkommen til og sæt dig ned…”
“Må jeg slå op i din journal og citere dig et sted?”
Før jeg nåede at svare eller skrige
Begyndte min puls for alvor at stige.
Pludselig hører jeg mig selv sige “STOP! –
Hva’ bilder du dig egentlig ind?! Vil du så holde op?!”.
Notatet, som min jordemor havde fundet frem.
Handlede om min kolossale frygt for lige netop dem.
Dem i Blåt team på et hospital.
Som sikkert også ville tro, at jeg var skingrende gal.
I 2010 fik jeg diagnosen Skizofreni.
I Danmark ka’ man ikk’ bare slette dét svineri.
Konsekvensen? Et liv i konstant pineri.
Så få dog fjernet dén lovgivning indenfor dansk psykiatri!
Hér er, hvad dén blandt andet er skyld i:
“Vi kender jo hverken din mand eller dig.
Så vi har taget en beslutning, mit bagland og jeg.
Vi kontakter allerede nu kommunen og B92.
For med din diagnose, får I brug for en masse hjælp!
Det’ klart bedst, at de møder jer nu
Og ikke med sirener og blink, når barnet er 2!”.
Mens mine øjne gik fra glade og tørre.
Fortsatte min jordemor sin enormt lange smøre.
Hun ævlede løs om mit barns ve og vel.
Mens jeg langsomt brød sammen – gravid, og hormonel.
“STOP!” sagde jeg igen og snøftede to gange.
“Du sidder lige nu og gør mig skide bange!
For jeg er ikke dén, som du er i gang med at gøre mig til!
Så før du slår mig hjem i dit eget fordrejede Ludospil.
Læs da for fanden dén del af min journal –
Som du rent faktisk har fået tilladelse til!
Tænk, at du ud fra nogle ældgamle papirer
Bare anta’r, at vi som forældre kapitulerer.
Så hellere trykke på knappen til flere millioner…
End løsningen, der koster et par sølle lønningskroner.
Jeg fik gudskelov et samarbejdsmøde op at stå.
Jeg havde skrækkelige smerter og ku’ næsten ikke gå.
Min jordemor tilså̊ mig lige inden mødet.
Hun havde set frem til dagen og var helt i stødet!
“Du har nok fået dig en lille blærebetændelse.
Du er sikkert lidt nervøs over dagens hændelse.
Ring til egen læge i morgen og få stixet din urin.
Der sidder 10 mand og venter – jeg sku’ nødig bli’ til grin!”.
“Ska’ du ikke undersøge min kæreste – hun har virkelig mange smerter?”
“Nej, det er ikke nødvendigt – Det’ helt naturligt, at de er der!”.
“I tre uger har hun klaget over ændret slim fra skeden.
Og ofte er du flere dage om at svare på beskeden!?
Er du sikker på, at alting er helt normalt?
For min kæreste er ret sikker på, at der er noget galt!”.
“Tag det nu roligt, træk vejret og hold fokus!
Om lidt er alt godt igen – sådan helt hokus pokus!”
60 minutter med smerter og jag i lænden.
60 minutter med gråd og desperation i stemmen.
60 minutter med uanstændig manglende tiltro.
60 minutter, hvor ingen om bordet smilte eller lo.
60 minutter med en smerteramt gravid.
60 minutters spild af tid!
Nu var Blåt Team ikke længere nervøse.
De anede jo ikk’, at de blev skyld i 984 gram i en kuvøse.
“Er du sød at smide dine trusser, mens jeg stixer din urin?”
Sagde en fremmed jordemoder med et forlegent grin.
Så lå jeg dér, halvnøgen, sårbar og vred mig i smerte.
“Din urin er altså̊ helt normal, så nu vil jeg lige mærke…”
“Hvor langt er du henne?” Blev der forsigtigt spurgt.
Mens handsken kom på og to fingre blev smurt.
“26+3” og så gled et par fingre helt op.
Alarmen gik og ind kom 6 sygeplejersker i fuld galop!
“Du er i gang med at føde!” lød det fra Højre mellem bak.
Uden al den sædvanlige og beroligende omsvøbssnak.
7 døgn med vehæmmende drop og penicillin i mine vener.
70 specialister, der gør, siger og noget ganske forskelligt mener.
“Du føder inden længe – Du er 5 cm. åben!”
“Det hjælper ikke med alt den skrigen og råben!”
“Klem sammen om din søn, alt det du kan!
Enhver time tæller og vil afspejle hans fødetilstand!”.
“Du må ikke selv gå på toilettet eller vende dig i sengen!”.
“Du skal ligge fladt på ryggen og urinere på et bækken!”.
“Vi ved, de 2 spåede døgn for længst er gået.
Vi ved, du har smerter – Vi tør bar’ ikk’ at gi’ dig noget!”.
Veer hvert 8. minut i 7 døgn ude på Riget.
Hvor ikk’ én eneste Panodil eller Ipren blev givet!
En hel uge uden søvn og ordentlig mad.
Desperate forsøg på at tage sig et lunkent brusebad.
Først da infektionen tog til og tallene steg på dag nr. 7.
Fik jeg lattergas og mærkede næsten ikk’ ve nr. 3020.
Fødslen blev så endelig sat aktivt i gang.
Jeg fødte ham faktisk til Svigerfars yndlings sang.
Men først hentede jordemoren kaffe.
Jeg var i chok over, at hun sådan bare ku’ daffe.
Her var jeg end’lig i gang med at føde
Og så spørger damen, om han bruger sukker og fløde?
“Jeg tror han kommer. Jeg kan mærke ham dernede.”
“Ej, vandet ska’ først gå, før du for alvor begynder at svede!”.
10 minutter senere kom damen så tilbage:
“Kaffe til farmand… der var desværre ingen kage!”.
“Hvis alle på stuen ellers har fået fyldt op?! –
Så er der altså et lille menneske på vej ud af min krop!”.
“Jeg har jo sagt til dig, at vandet først skal gå!”
Så så hun efter og var tem’lig chokeret over dét, hun så!
“ALLE IND FRA GANGEN – HUN FØDER NU!!!”.
Jeg skreg i frygt “Jeg sagde det jooooo”!
“Kald børnelægen! Jeg ka’ ikk’ hold’ ham tilbage!”
“Ikke presse Stina”, begyndte hun så at beklage.
Jeg gispede desperat i halvandet minut
Og fødte så end’lig vores elskede, lille prut!
Han blev født 20.50 på Valdemarsdag.
Han blev født på en glohed sommerdag!
Efter en uges veer og før, at vandet gik
Blev Snorre Sejr født, på kun et enkelt øjeblik!
Et kys i panden fra mor og fra far
Og så stod kuvøsen på fødestuen klar.
984 gram og kun 830 dagen derpå̊.
Fordi min jordemor gjorde absolut INTET… udover at se på!