Skrevet af gæstebloggeren Kiowa Rudolph
“Nytårsfyrværkeri for åben skærm…” ja eller… (g)uld i mund… kommer jeg til at tænke på. Jeg var virkelig helt tom, og lidt foruroliget inden i, efter at have hørt vores (allesammens?) Statsminister, Mette Frederiksen tale 1. Januar 2023. Og nu har jeg genlæst den og det har ikke ændret sig.
Tænk engang ikke et eneste ord om Fields (svigt i psykiatrien)… Ikke et eneste ord om Brian Larsen (at nedbryde et menneske i det offentlige system, gennem umenneskelig behandling, i flere årti’er)…. Ikke et eneste ord om Ahmed Samsam (sidder i fængsel på 5. år, højest sandsynligt et justitsmord i “lille” Danmark).
Der er da virkelig noget, at gå i gang med for den nye regering, hvis de mener det alvorligt! “Noget af det, jeg er mest stolt af i den nye regering, er vores ambitioner om en ny socialpolitik.” siger hun. Derefter “For de mest udstødte og udsatte mennesker skal værdighed nu være det vigtigste. Det skal være slut med, at alvorligt – ja, endda dødeligt – syge borgere sendes i aktivering.”
Tænk at, vi skulle nå helt til 2023, før det blev anset som uværdigt og umenneskeligt. Jeg håber på, at hun mener hvad hun siger “De vagtsomme øjne skal mødes af et samfund, der tror på hver eneste af os. Det er vores røde tråd i socialpolitikken.” Men lige efter den sætning kommer “Sammen kan vi mere, end vi selv tror.”. Det er godt nok starten på et afsnit om klimakrisen… Men nu får vi se… Jeg er i hvert fald urolig i hele, så vel krop som hjerne, efter statsministerens tale…