Af Sussi Malene Jacobsen
De sidste 10 år har jeg været mere indlagt end udskrevet. Fem gange har jeg været bæltefikseret – og det er heldigvis mange år siden nu. Om det var nødvendigt ved jeg ikke. I april 2014 skrev jeg en kronik om min første bæltefiksering, som var en – efter omstændighederne – acceptabel oplevelse. Men den anden bæltefiksering valgte jeg at klage over, da alt ved den situation bare ikke var i orden.
Det skete fredag den 3/1-2014, hvor jeg bliver indlagt på det, der dengang hed Psykiatrisk Center Hvidovre. Da de visiterer mig, overser de nogle barberblade, jeg har købt og gemt flere uger tidligere.
Jeg har det ikke skidegodt, men siger, at jeg nok skal henvende mig til personalet, hvis jeg får det værre. Det siger jeg altid, selvom jeg faktisk ikke er i stand til dette. Man kan sådan set ikke komme videre, hvis man ikke lover dette. Det er i hvert fald min oplevelse.
Bruger barberbladet
Kort efter jeg bliver indlagt, får jeg det dårligt og bruger barberbladet. Kun lige så jeg skal have strips på. Tre ridser i mit håndled. Da de opdager det en halv times tid senere, bliver der taget omsorgsfuldt af det.
Jeg får skærpet fast vagt. Jeg sidder på min stue, og der kommer en fra personalet ude på gangen, som taler med de andre fra personalet, som også står derude. Hun lukker min dør, som om jeg sad og lyttede med eller var nysgerrig på anden vis. Jeg får en fornemmelse af en person, der ikke ser på patienterne som mennesker. Det viser sig så at være hende, der skal være min vagt.
Hun får at vide, at døren skal være åben ind til mig, og hun finder ud af, at det er mig hun skal være vagt for.
Da diverse praktiske ting er ordnet, spørger hun om jeg skal have nattøj på, og det er sgu lige før hun putter mig – så ivrig er hun for at få mig i seng!
Jeg lægger mig i sengen og tager min telefon. Men hun siger, at jeg skal sove nu og ikke SMS’e.
Behandler mig som et barn
Senere i forløbet, da jeg er blevet mere modig, spørger jeg hende, om hun arbejder med børn, for hun behandler da mig som et barn.
Jeg siger at lægen har givet mig lov til at lytte til musik, men det er hun fløjtende ligeglad med. Vi diskuterer frem og tilbage.
Der står faktisk på daværende tidspunkt i min sygeplejeplan fra sidste gang, jeg var indlagt – og det var jeg hele tiden i den periode – at det beroliger mig med musik. Jeg falder altid i søvn med musik i ørerne.
Jeg går ud på gangen og skaber mig. Brokker mig over min vagt. En flink nattrisse fra sidst jeg lå i bælte kommer løbende og siger, at det må vente.
Vagten stiller sig for døren
Jeg går ind på stuen igen, men kan ikke falde til ro. Jeg vil gå ud igen. Vagten stiller sig for døren. Jeg smider min dyne, hovedpude og madras på gulvet i håbet om, at hun vil samle det op og altså fjerne sig fra døren. Det gør hun ikke, så jeg går ud på toilettet og låser døren.
Så kommer nattrissen og jeg klager min nød til ham, men han vil kun tale med mig, hvis jeg åbner døren. Det gør jeg først, da jeg stiller mig under bruseren med tøjet på. Det er noget, jeg gør af forskellige årsager – både fordi personalet holder sig på afstand, da de ikke vil blive våde, men også fordi det våde tøj mod min hud beroliger mig.
Jeg siger på et tidspunkt til min vagt, om vi ikke bare skal blive enig om, at vi holder os så langt fra hinanden som muligt.
Jeg får tørt tøj på og en ny vagt.
Tager resten af mine ejendele
De tog allerede de fleste af mine ejendele, da jeg skar mig, men nu tager de så resten bl.a. min telefon. Jeg forklarer igen, at lægen har givet mig lov til at høre musik, og jeg får at vide, at jeg kan klage min nød til lægen, som kommer lige om lidt.
Da han kommer får jeg at vide, at de har besluttet sig for at lægge mig i bælte.
Da de kæmper med at få mig i bæltet – hvilket jeg naturligvis modsætter mig, for jeg ved ikke, hvad årsagen er? – får jeg at vide, at de står med et hjertestop andetsteds, og at jeg har været meget devaluerende overfor min vagt og vistnok en tredje ting. Jeg griner i vantro og beder ham gentage det, for jeg vil gerne kunne huske det til min klage, men han ønsker ikke at gentage det.
Hånlig, sarkastisk, provokerende og devaluerende
Jeg indrømmer gerne, at jeg allerede her er utrolig hånlig, sarkastisk, provokerende og devaluerende –ja, kald det, hvad du vil. Jeg prøver virkelig at ramme dem på deres ømme punkter, men de griner jo bare af den psykotiske tosse – sådan føler jeg det i hvert fald.
Jeg spørger: ”Hvor er min omsorgsperson?” og får intet svar. Jeg SKRIGER i desperation ”HVOR ER MIN OMSORGSPERSON?” og får intet svar.
Det er vist ikke et lovkrav, men man arbejder med, at der i tvangssituationer skal være en omsorgsperson. En person, der yder omsorg for patienten og informerer patienten om, hvad der sker i tvangssituationen, da det jo er en ret skræmmende oplevelse.
Jeg sviner den ene fra personalet til og får at vide at: ”Så kender vi dig igen, Sussi!” som i: ”Du er altid så uforskammet” eller lignende. Jeg synes måske ikke, det er den mest professionelle bemærkning til en bæltefikseret desperat patient.
Føler det som et overgreb
Det værste er, at jeg stort set aldrig har talt med manden, så jeg tænkte, at det må være, hvad personalet generelt mener om mig. Men jeg er også en patient, der i denne situation føler, der bliver begået et overgreb mod mig, og denne bemærkning gør det ikke bedre. Jeg græder – måske ikke lige der, men da jeg ligger alene og tænker over, hvad der lige er hændt mig.
Det skal dog siges, at jeg ikke er alene. Min nye vagt sidder der. Først sidder hun bare – endda når jeg græder. Men hun er faktisk vildt sød og ender med at tale stille og roligt med mig om alt muligt og nusser min hånd, nærmest til jeg falder i søvn.
Under hele dette scenarie bliver jeg også tvangsmedicineret. Først giver de mig det i pilleform, som jeg kaster op i luften, for jeg ved jo godt, hvad den står på nu – bælte! Sidenhen får jeg to sprøjter Stesolid i ballen. Også her spørger jeg, hvor min omsorgsperson er og får at vide at ”Den gider vi ikke gå ind i nu!”.
Jeg bliver til sidst spændt fast så hårdt, at jeg hverken kan bevæge arme eller ben hele natten, indtil dagvagterne tjekker ind klokken 7, eller senere vil jeg tro. Jeg vågner hele tiden den nat med ondt i hele kroppen, fordi den er fastlåst i én bestemt stilling, som jeg ikke kan bevæge mig ud af.
Hvad der blev af mindstemiddel-princippet?
Da de strammer mig helt ind, spørger jeg, hvad der blev af mindstemiddel-princippet? Jeg tænker, at de ikke behøvede stramme mig helt ind, men så jeg kunne bevæge arme og ben bare lidt? Jeg får at vide, at det har de prøvet. Så de går altså fra bælte om maven, som er ”mindstemiddel” til at stramme mig helt ind, så jeg slet ikke kan bevæge mig. OK, men hvor er den gyldne middelvej så?
Der er også en episode under bæltefikseringen, hvor jeg tager forbindingen af. Det er, da jeg stadig kun har bælte om maven. De lægger så ny forbinding på, og den sætter de så stramt, at jeg næste morgen har en temmelig hævet hånd.
Dagen efter spørger jeg, hvorfor jeg var kommet i bælte og får at vide, at det var, fordi jeg var selvskadende. Jeg ved, at jeg skar mig, men dette klarede de med en fast vagt. Men hun nævnte, at jeg tog forbindingen af–men der lå jeg jo allerede i bæltet?
Hun sagde også, at jeg havde prøvet at hive ørerne af mig selv? Det ved jeg, at jeg ikke har, men det kan jeg jo desværre ikke bevise. De var minimum fem, og jeg er én psykotisk patient. Men jeg lod min mand tjekke mine ører, og der var intet tegn på, at nogen havde udøvet vold mod dem.
Hvad er grunden til, at jeg kom i bælte? Som de sagde til mig i kampens hede, må det ha’ været, fordi jeg var devaluerende overfor min vagt. Det kan man ikke komme i bælte for. Men lægen formulerede naturligvis noget tilsyneladende legalt.
Selvdestruktiv og truende adfærd
I min journal har lægen skrevet som grund for at lægge mig i bælte: ”Pt. er opkørt, devaluerende, truende og set i lyset af hendes både selvdestruktive og truende adfærd, vurderes pt. til fare for sig
selv og sine omgivelser.”
De må faktisk skrive, lige hvad de vil om mig, men at de skriver, jeg er truende, er bare ikke i orden. Jeg har aldrig været truende i hele mit liv. Der var endda en vagt, der sagde til mig, at det gode ved mig var – at når man var bange for, at jeg ville smække toiletdøren i hovedet på dem for at låse mig inde – så kunne bare sætte hånden i døren, for jeg kunne aldrig finde på at smække den, hvis de kunne komme til skade.
Hvad er grunden til, at jeg kom i bælte? Som de sagde til mig i kampens hede må det ha’ været, fordi jeg var devaluerende overfor min vagt, og at de ikke havde tid til mig, fordi de stod med et hjertestop. Jeg kan såmænd sagtens forstå prioriteringen, men så vidt jeg ved er det lovstridigt. Jeg følte mig meget nedværdigende behandlet under hele forløbet.
Får ikke medhold
Jeg vælger at klage over denne bæltefiksering, hvilket jeg ikke har gjort ved en tidligere bæltefiksering, da jeg der blev behandlet ordentligt og forstod grunden til, hvorfor jeg blev bæltefikseret. Men jeg får ikke medhold. Det virker ærlig talt en anelse korrupt. Patientklagenævnet er muligvis bestående af et medlem fra SIND, en læge og en jurist – men de kommer jo så tit på det psykiatriske center, at de alle sammen – overlægen jeg klager over og patientklagenævnet – kender hinanden! Det er da også overlægen, jeg klager over, der denne dag bestemmer, at mødet kommer til at foregå i afsnittets spisestue og ikke ude af afsnittet som først aftalt.
Også i lægeerklæringen står der, at jeg har virket truende, og at det er en af grundene til, at jeg kom i bælte. En fra personalet gjorde mig opmærksom på, at lægen ikke bare må skrive, at jeg har virket truende, uden at komme med eksempler på, hvordan jeg har virket truende. Så jeg spørger ind til dette på mødet, men den glider hun let hen over og siger, at det primært var, fordi jeg var selvskadende og til fare for mig selv, at jeg kom i bælte. Jeg får aldrig et eneste eksempel på hvordan jeg var truende.
Patientklagenævnet giver overlægen medhold, og selvom de heller ikke fik et eneste eksempel på, hvordan jeg havde været truende, stadfæster de hendes erklæring om, at jeg var truende i det endelige dokument.
Lidt ”crazy” men ikke bæltefikseringsgrund
De nævner også, at jeg har skrevet LIFE på væggen–som om det er en vigtig faktor. Som om den er udslagsgivende på, at så skal man altså i bælte. Jeg kan godt se, at det er lidt ”crazy”, men jeg kan ikke se, at det er bæltefikseringsgrund.
Men lægen og en fra personalet – som begge ikke var tilstede den pågældende aften, jeg kom i bælte – gør meget ud af at fortælle, hvor ubehagelig jeg bliver i disse situationer – som om det gør påstanden om, at jeg var truende gyldig. Hvem ville ikke blive ubehagelig, hvis de blev lagt i bælte uden grund?
Personalet må kun tvangsfiksere, hvis et menneske:
1. Udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
2. Forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3. Øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Jeg har skåret i mig selv masser af gange uden at komme i bælte. Det var et overstået kapitel, som var blevet klaret med en fast vagt. Som sagt handlede det om, at de ikke have tid til mig pga. hjertestop på en anden afdeling. Det er ikke i orden, men patientklagenævnet er ubrugeligt!
Jeg har en god læge nu, som kan rumme mig og mine ”traumer fra psykiatrien” – og ikke bare siger: ”Det har du nok misforstået” eller lignende. Hun siger dog, at reglerne har ændret sig, så man ville ikke kunne forsvare at bæltefiksere i sådan en situation i dag. Heldigvis.