Det ”hemmelige” sprog i psykiatrien fastholder os i at være sygere, end vi er som patienter

Jeg tror, at alle patienter, der har været indlagt i psykiatrien i Danmark, kender til dette ”hemmelige” sprog, som der er i psykiatrien. Faktisk tror jeg også, at behandlerne kender det, men ikke er i stand til at gøre noget ved det.

 

Hvad er det så for et sprog?

Psykiatrien i Danmark er mere end presset i knæ! Derfor er alle på en psykiatrisk afdeling presset til det yderste.  Personalet er presset til det yderste, og det smitter af på patienterne. For personalet har simpelthen ikke hænder nok længere til andet end at tage sig af dem, der absolut har det værst. Og når det er helt slemt på en afdeling, så går de fra alarm til alarm. Så er det klart, at der ikke er tid til de resterende patienter. Et kæmpe problem for alle.

 

Her kommer det ”hemmelige” sprog ind. For hvis du skal have hjælp, når du som patient er indlagt på en psykiatisk sengeafdeling, så skal du som have det værst, før personalet ”har tid til at hjælpe dig”. Det skal tydeligt understreges, at dette ikke er personalets intention, men en konsekvens af det pres, der ligger på psykiatrien.

 

Så du kan ikke bare bede om en samtale, fordi du har det skidt længere. Du bliver nødt til at bruge det ”hemmelige” sprog. Det betyder, at du skal bruge de rigtige gloser for at få hjælp! I stedet for at sige; ”jeg er lidt utryg, og kunne godt bruge en at snakke med om det,” så skal man i stedet sige; ”stemmerne befaler mig at begå selvmord!”

 

For er selvmord og stemmer involveret, så ”SKAL” personalet reagere, og du kan få hjælp. Problemet er bare, at du som patient, ikke får hjælp til dit egentlig problem, og du lærer ikke at italesætte det egentlige problem.

 

Jeg har været i psykiatrien i 7 år, og jeg har virkelig taget skade af dette ”hemmelige” sprog. For jeg lærte ikke at identificere det reelle problem, og fik dermed ikke hjælp til det, der egentlig var galt. Jeg fik altid en løsning på, at jeg havde tænkt mig at selvskade eller forsøge selvmord, når det egentlig bare var nærhed og ro, jeg havde brug for.

 

Jeg skriver dette, fordi det indenfor det sidste år, er gået op for mig, hvor fastlåst jeg er af, at en situation skal være livsfarlig, før jeg tør spørge om hjælp. Jeg føler, at jeg skal have slugt en overdosis, før jeg kan tillade mig at spørge om hjælp, men fordi der er rummelighed og tilgængelighed i en helt anden grad på mit bofælleskab, har jeg fundet ud af, at jeg ikke behøver sige, at jeg vil tage en overdosis, før der er nogen, der vil snakke med mig.

 

Personalet på mit bofællesskab vil snakke med mig, bare fordi jeg har brug for det. Og hvor er det en befriende følelse at opleve. At jeg ikke behøver være i livsfare for at få den hjælp, jeg i virkeligheden har brug for.

 

Jeg er helt sikker på, at personalet på psykiatrisk sengeafdeling, også har det som personalet på mit bofællesskab – at de også gerne vil være der for mig, bare når jeg har brug for det. Men presset tillader det ikke! Og så lærer man det ”hemmelige” sprog, som er enormt svært at komme ud af igen.

 

Jeg synes bare, at det er en skam, at man lærer dette sprog, for det gavner ingen, og specielt ikke patienten, der ikke lærer at identificere og stole på sine egne følelser. Så måske en øget opmærksomhed på dette ville hjælpe? Hvad tænker du?