Det var som om, at en stor del af mig var lukket nede i en kasse fyldt med skam.
Med alt det jeg ikke turde fortælle andre om, om det, jeg havde sagt og gjort.
For det føltes som om, at det var hele mig, at jeg intet andet var, end det, der var i kassen.
Ved siden af kassen, var der en anden kasse, hvorpå der stod:
´Indeholder perfektionisme´
Dens indhold var tungere end kassen med giftig skam. Den var næsten ubærlig.
Den indeholdt isolation og ensomhed og masser af frygt.
.
Kassen var tapet sammen med gaffatape, og der var sat et markat på, hvorpå der stod
´Må aldrig åbnes´
På en tredje kasse stod der
´Kærlighed´
Den kasse indeholdt billeder af alle dem, jeg elsker. Billederne var alle sammen krøllede.
Først forstod jeg ikke hvorfor, for alle disse billeder var jo perfekte, syntes jeg.
Ansigterne smilede stort til mig.
Jeg iagttog nøje billederne.
Jeg gik tilbage til kassen med giftig skam. Jeg åbnede den.
Deri lå en masse gaver:
Forståelse, medfølelse, indlevelse.
Gaver jeg slet ikke havde set før.
Jeg gik hen til kassen med perfektionisme.
Den var svær at åbne, men det lykkedes mig.
Deri lå kun to gaver, hvorpå der på den ene stod ´Ego´.
På den anden stod der ´Gud´
Begge gaver lignede lidt hinanden.
Jeg åbnede gaven, hvorpå der stod ´Ego´. Der var kun skuffelse i.
Så åbnede jeg den anden gave, hvorpå der stod ´Gud´
Strakt fløj en hvid havmåge ud af den. Den satte sig foran mig. Den skrappede løs med et fuglesprog jeg ikke forstod.
Hvad vil du mig?
spurgte jeg havmågen
´Jeg vil at du skal give mig alt dit affald. Det du ikke længere kan spise´
Det gjorde jeg, og havmågen tog det hele, og fløj så hen over himlen op over skyerne
Jeg sad og kiggede efter den, og følte en lettelse så stor
Jeg så en kasse mere, hvorpå der stod ´Frihed´
Jeg åbnede den og så, at der ingenting var i.
Jeg fandt et smukt postkort frem med et hjerte på, hvorpå jeg skrev
´Tak´
Jeg vedlagde et krøllet billede af mig, hvorpå jeg smilede stort.
Jeg puttede det i den tomme kasse med frihed
og sendte den
til alle dem
jeg elskede…