At blive grebet

Fortalt af Mads Larsen til Nis Bjarnhof

På ferie i helvedet
Efter nogle vilde år i England som kok, souschef og at have bespist nogle af verdens største stjerner, var det tid til noget nyt, så jeg tog først en BA i sundhed og ernæring, og da jeg var i begyndelsen af trediverne, søgte jeg tilbage i søværnet. Jeg fik hurtigt en stilling indenfor operationel krigsførelse. Vi havde lige været på natoøvelse i Skotland og fik en måned fri. Den skulle bruges i Peru, så jeg tog flyveren til Lima. Jeg har altid været handlekraftig og eventyrlysten, så Peru virkede som endnu en ny og spændende ting at gøre.

Det startede rigtigt godt. Jeg fik en guide, der viste mig rundt, så også Cusco og Machu Pichu. Der var kun fem dage til, jeg skulle hjem, så jeg tog tilbage til Lima.

Så står jeg på en gågade, da der kommer en stor og velpolstret fyr hen, der virker meget venlig og spørger, om jeg vil have en tatovering. Jeg er frisk og altid ude efter nye eventyr, så jeg siger ja og følger ham ned i en kælder.

Der var nogle fyre sammen med en ung mand, der begyndte at tatovere mig. Hurtigt bliver de dog mere og mere truende. De tager min mobiltelefon. De har også et pengeskab med våben. Og de begynder at grine af mig, mens de sniffer kokain. De siger, at de vil have penge, ellers slår de mig ihjel.

Først giver jeg dem, hvad jeg har på mig, men det er slet ikke nok, så to af gangsterne begynder at gå i røven på mig rundt til pengeautomater, så jeg kan hæve til dem. Det fortsætter indtil mit kort bliver lukket. Så kører de mig rundt på nogle barer, så jeg kan hæve flere penge.

Det er stadig ikke nok. De siger, at de vil slå mig ihjel, hvis ikke jeg får fat i flere penge. De fortæller mig, at de har gode kontakter i politiet, så hvis jeg kontakter dem, vil de straks få det at vide. De er hårde, grove og modbydelige, så jeg tror på dem. Herefter bevogter de mig på mit hotel i et sted mellem 3-4 dage og en evighed.

I de dage var jeg bare angst, afmægtig og desperat. Det var en konstant panik. De følelser fyldte så meget, at jeg næsten ikke kunne tænke. Det er svært at forklare, men jeg kunne ikke tænke frem. Man er naglet til nuet. Derfor overvejede jeg ikke engang at flygte fra hotellet. Det turde jeg simpelthen ikke. Det eneste jeg kunne gøre var at tømme barskabet for at falde i søvn. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg lavede i de dage, men det, jeg bedst kan huske, er denne form for alenehed, slet ikke ensomhed, men det at være helt alene og magtesløs lige overfor en forfærdelig situation. Det er en forfærdelig fornemmelse at være helt forladt med noget, man på ingen måde kan klare.

De går først, da det lykkes mig at få lavet en overførsel til en konto i Peru. Endeligt har de fået nok, men inden de går, siger de, at det var heldigt jeg fik lavet den sidste overførsel – For ellers havde de slået mig ihjel.

Mistro
Da gangsterne gik, begyndte min tumultariske rejse tilbage til København. Jeg var fuldstændigt rystet ud af mig selv, men med meget hjælp og forvirring lykkes det alligevel at komme hjem. Endelig tilbage i min lejlighed, hvor sætter en serie på, som jeg sidder og ser, mens jeg drikker. Det bliver ved i fire dage uden søvn, før jeg kontakter min egen læge, der sender mig på psykiatrisk skadestue.

Da jeg kommer ud til akutmodtagelsen er jeg stadig i granatchok. Jeg er totalt angst, og jeg aner ikke, hvad der sker. Det, jeg husker bedst fra de første møder, er, at de ikke tror på, hvad jeg siger. De siger direkte til mig, at min historie ikke hænger sammen, som om det var noget, jeg fandt på. Det var ikke bare turen til Peru, det er også min uddannelses- og karrierebaggrund. Mistroen gentog sig til de første møder med psykiateren. De blev ved med at tro, at det var noget, jeg fandt på. Min tid som stjernekok, min uddannelse, min PET-clearing for at kunne tage på kampopgaver i søværnet, at jeg havde lavet velgørenhedsarbejde i Indien og meget mere, alt det sagde de direkte, at det ikke kunne passe.

De var også sikker på, at jeg var alkoholiker, selvom jeg sagde til dem, at jeg slet ikke drak normalt, men kun op til indlæggelsen, fordi jeg var så rystet. Derfor blev jeg uden diskussion sat på både Antabus og fik drop med B-vitaminer. Det gjorde skide ondt at få, men ’sådan var det’. Det blev dikteret ovenfra.

Jeg blev heller aldrig, hverken her eller senere, inddraget i, hvad der skete med mig. Jeg fik bare nogle piller, som jeg ikke vidste hvad var. Jeg tror det var Oxapax, Seroquel og sovepiller. Det var min første indlæggelse.

I dag har jeg været i behandling i ti år og har fået førtidspension, men det eneste, der aldrig er blevet talt om, er alt det, der skete i Peru. Jeg fik hele tiden fornemmelsen af, at det var mig, der var noget galt med. At det var mig, der fejlede, i det jeg gjorde. Derfor følte jeg mig også svigtet af systemet. I de ti år jeg nu har været i kontakt med psykiatrien, har jeg aldrig fået noget traumebehandling.

Og det er ikke fordi, jeg ikke har prøvet. Jeg har prøvet en masse. Senest for fire måneder siden fik jeg overtalt nogen fra regionen til at henvise mig til et privat traumecenter, fordi mine traumer åbenbart ikke kan behandles i psykiatrien. Det blev afvist af kommunen. Og det selvom min psykiater i F-ACT havde skrevet under på, at traumebehandling ville være det mest relevante, og at jeg var i stand til at modtage det.

En anden gang henviste F-ACT mig også til et traumeforløb i regionen, men der blev jeg også afvist, fordi jeg har en skizotypi-diagnose. De mener åbenbart ikke, at man kan få traumebehandling, når man har den diagnose. Det sagde de helt eksplicit. Selvom vi har prøvet flere gange siden, er det hver gang blevet afvist, uanset at både min egen læge og overlægen i F-ACT gerne så mig i traumebehandling. Afvisningen virker rent administrativ pga. min diagnose. Lige nu står jeg altså i den situation, at min diagnose, som jeg ikke en gang synes passer, er den største forhindring for, at jeg kan få hjælp. Nu er der endeligt en fra regionen, der ser mig, og hvad jeg har brug for, men så spænder reglerne ben for det hele. Det er som om, man enten kæmper imod selve behandlerne, men hvis de endeligt er med en, så er det reglerne, der står i vejen. Uanset, så sidder man selv med lorten igen.

Det smertefulde ved alle de afvisninger er ikke bare, at jeg ikke får noget hjælp, men det er også som om, det genaktiverer hele den alenehed og magtesløshed, jeg oplevede i Peru. Retraumatisering er for mig at gentage de følelser, som jeg gennemgik dengang. Derfor er det så skidehårdt med alle de afvisninger, der har været i psykiatrien. Det er fuldstændigt som om, man er tilbage og helt alene og henvist til en selv. Derfor får jeg det også præcist som om, de gangstere igen er i røven på mig.

Sådan har jeg det hver eneste dag. Det er ikke, fordi jeg faktisk tror, at der er nogen efter mig, men lige under huden mærker jeg følelsen fra Peru. Det er panik blandet med hjælpeløshed. Man er konstant bange, også selvom man ikke ved, hvad man er bange for. Det er som om, frygten er blevet brændt ind i mit DNA.

Alle mine symptomer er meget kropslige. Jeg ryster. Når jeg vågner, er det som om alle dele af kroppen er fyldt af energi. Kortisolen hamrer derud af 24 timer i døgnet. Jeg kan aldrig slappe af. Man er konstant anspændt og i uro. Den eneste måde jeg kan komme ud af det, er ved at aflede mig selv, men én afledning er ikke nok, så jeg hører musik og ser fjernsyn og taler i telefon på samme tid. Og jeg taler meget. Gid jeg en dag kan få de gangstere ud af røven.

Men det bliver åbenbart ikke med psykiatriens hjælp. Her for ganske nylig er jeg nemlig blevet afsluttet, selvom jeg har det så dårligt, som jeg har haft det i mange år. De har åbenbart ikke noget at tilbyde.

At blive grebet
Hvis jeg skal pege på én værdi, som jeg synes blev trådt på i mit møde med psykiatrien, så er det at føle sig grebet. At der er nogen, der tager en ind og forstår. Nogle gange er det nok at blive forstået. Allerede her brydes noget af aleneheden. Men at blive grebet er også, at de kan hjælpe en med, hvad der så skal gøres. Jeg synes fx, at meget af den hjælp, jeg har fået, har fokuseret på alt for banale ting som hygiejne og rengøring. Alt det kan jeg, selvom der er meget andet, jeg ikke kan. Men jeg har brug for forståelse. At de kender noget til traumer, til det at have været udsat for noget. Derfor er grebethed heller ikke noget, som medicin kan gøre. Medicin kan meget, men den kan ikke gribe dig. Det kan ikke se dig i din alenehed, forstå og være med til at planlægge, hvad der så kan gøres.

Hver eneste gang jeg har følt mig grebet, så har det formindsket aleneheden. Mere konkret, så er det som om det fjerner den gangster, som jeg altid føler er lige under huden. Det skete, da overlægen faktisk gerne ville hjælpe mig med at få traumebehandling, også selvom det ikke lykkedes. Det er også sket med en kontaktperson i akutteamet på Bispebjerg. Der kunne man sidde og tale på en stille og rolig måde. Ham kunne man føle tillid til. Og når vi talte, kunne vi også nå rundt om nogle gode ting, og han kunne komme med et par gode råd. Fx talte vi også lidt om slægtsforskning, som jeg er meget optaget af. Bare det at kunne tale om de normale ting i hverdagen, der gør livet værd at leve. Det, at han ved, at jeg laver alt muligt andet end at være traumatiseret og syg, gør, at vores relation ikke bliver så formindskende. Det er som om, at hvis man taler med en anden, der kun kan se ens problemer, og måske endda ser dem forkert, så flyder det ud over det hele. Så vælter det alt sammen op igen. Derfor har jeg også meget svært ved at holde liv i mine drømme om, hvad jeg vil lige nu. Drømmene er ikke engang sat på pause, de er bristet.

Hvis andre kan gribe mig lidt, kan jeg handle meget
Når jeg faktisk bliver grebet, så kan jeg enormt meget selv. At blive set og forstået gør ikke bare, at man får det bedre, men at man kan mere.

Den støtte får jeg så andre steder nu: Selvom jeg ikke kan det samme, som før jeg blev syg, laver jeg i dag meget i Outsideren. Jeg arrangerer gåture og spil i parken. Jeg lavede et bagehold, hvor vi outsidere laver de flotteste og mest professionelle kager til begivenheder. Du skulle se nogle kager, vi har bagt! Jeg har også lavet en digtsamling med billeder til, som jeg er ved at få udgivet. Jeg hjælper til i en kirke, og jeg har lavet en hjemmeside med gåture, man selv kan tage. Men jeg gør også meget for mig selv. Jeg er blevet en meget ivrig slægtsforsker. Jeg træner også næsten hver dag. Det er fra alt dette, jeg i dag får hjælp og energi. Det giver mig noget at være stolt af.

At blive grebet er også at blive inddraget: Vi kan se, du har de her problemer, dem forstår vi sådan her. Vi tror det her kunne være godt, hvad tror du selv? Og hvad kan du selv gøre? – ting i den stil. Det er overhovedet ikke sket. Derfor er det også meget svært at samarbejde med psykiatrien og bruge mine styrker. Det føltes som om de hele tiden taler om mig på konferencer, men aldrig fortæller mig noget. Som patient er man fuldstændig på sidelinjen. Det eneste man får at vide er, hvilke piller man skal tage. Hvis man skal have noget at vide eller på nogen måde inddrages, så skal man hele tiden selv være opsøgende. Men jeg har jo for pokker en masse evner, og selvom jeg er virkeligt syg, så har jeg faktisk også kræfter til at gøre noget. Men dem vil man åbenbart ikke inddrage.

Men det gør vi så i Outsideren. I starten er det svært selv at gøre noget, men når man gentager det, mindskes symptomerne. Omvendt, når man ikke selv får nogen redskaber, bliver ens tilstand simpelthen kronisk. Derfor synes jeg, at vi i Outsideren er med til at skubbe i en retning, hvor folk selv får redskaberne til at leve et nogenlunde eller lidt mere fyldestgørende liv.

En bedre hjælp
I år har jeg været i systemet i ti år, og det har ikke rigtigt virket. Derfor prøver jeg nu noget andet. Jeg har allerede fortalt om alle de steder, jeg kommer nu. Men hvis jeg alligevel skal prøve at forestille mig, hvordan systemet kunne have hjulpet, så skulle den fokusere på det her:

For det første skal man mødes med forståelse og ikke med mistro. Det er helt grundlæggende. Jeg tror også, især for os, der skal være i systemet i længere tid, at man bliver nødt til at finde måder at fremhæve, hvad der fungerer og tale om det positive. Det er derfra, der kan komme energi til faktisk at lave en forandring.

Så skal de arbejde virkeligt meget mere med inddragelse, men måske også på nogle andre måder, end de normalt tænker. Fx kom jeg et kommunalt sted, der hedder Grib København. De hjalp mig noget med at finde ud af, hvad der var vigtigt for mig og så hen i Outsideren. Men kunne regionerne ikke også blive bedre til det? Hjælpe folk derhen, hvor de både kan blive ordentligt forstået og selv kan bruge deres kræfter? Hvis de hverken har tid, mulighed eller faglighed til at forstå mig, hvorfor så ikke hjælpe mig hen til et sted, hvor man kan være med som menneske? Det burde da ikke være så svært. Kunne det ikke være en psykiatrisk hovedopgave at hjælpe en i kontakt med andre mennesker, der har lignende erfaringer som en selv?

Så synes jeg også hele det diagnosehysteri skal stoppe. Diagnoserne kan ofte være det, der står i vejen for, at man kan få nogen som helst fornuftig behandling. Det er min oplevelse. Man kan simpelthen ikke slutte fra, hvilken diagnose folk har, til hvad der hjælper dem. Så hvorfor skal alting handle om den? Vi er jo endda mange, alle os med traumer, der er endt på skitzo-spektret, for hvem diagnosen er en meget alvorlig forhindring.

Hvis jeg skal sige noget afsluttende, så er en af de ting, som jeg har indset, og som jeg nu går efter, at jeg ikke skal tilbage til mit gamle liv, men finde en anden måde at leve på. Det er jeg nu i gang med, og selvom meget er overladt til mig, så er der også ting på plads uden om mig, der kan gribe til. Jeg er meget langt fra at have det godt, men det går i den rigtige retning.