Da jeg var ung
troede jeg
at jeg kunne alt
Jeg knoklede
nogle gange
ved at arbejde
fra klokken syv om morgenen
til klokken ti , elleve om aftenen
Som 17 årig fik jeg et
alvorligt
sammenbrud
og kom på hospitalet
I mange år
nægtede jeg at se
min sårbarhed i øjnene
Nægtede at se i øjnene
at jeg ikke var lige som andre
og at jeg ikke kunne
ligesom dem
Jeg mødte heller ingen
forståelse fra min familie
Som 27 årig fik jeg endnu
et knæk
af de helt store
Jeg arbejdede
44 timer om ugen
og havde 3 timers transport
om dagen
og mit job var med fysisk hård træning
10 timer om ugen
Jeg gik så meget ned med stress
at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen
Men stadig
nægtede jeg at se i øjnene
at jeg ikke kunne
Præstere alt det
Min sensitivitet er usynlig
Jeg er almindeligt begavet
Men dybt inde i mig
har jeg en sønderknust sjæl
som en mosaik
der er blevet lappet sammen
Jeg ser nu
at jeg aldrig bliver
hel igen
som fra før
mine knæk
og sammenbrud
Jeg vil altid
være bærer af sårbarhed
og særlig følsomhed
Min mosaik
vil altid lettere kunne
gå i stykker igen
Men jeg ser også nu
at min mosaik er min forvandling
Til at blive hende
Jeg er
Dybt i mig
fra før mine knæk
er der en
der aldrig har ønsket at knokle
mig selv halvt ihjel
Jeg har bare aldrig rigtig
lyttet til hende
før nu
Det er først nu
at det er gået op for mig
at der ikke er noget
jeg skal præstere
Jeg vil
nu
lytte til sjælen
i mig
De knuste skår
der udgør mit billede
af hende jeg er
I ydmyghed
spørge
hvad min sjæl ønsker
for et billede
der skal danne sig
af mig
Jeg vil give slip
på min stædighed
og egenvilje
der vil have det til at se ud
på en bestemt måde
Jeg må godt være her
med mine knuste glasskår
Jeg vil give dem lov
til at danne
det nye billede
af mig
Som kun
Gud ved
hvordan skal se ud