Af Lau Bang Madsen
Foto: Kiowa Rudolph
Fremtiden havde jeg lagt for mig, men så blev jeg ramt af en akut psykose. Jeg havde mål og drømme. De blev sat på standby. Jeg måtte først kæmpe mig tilbage til noget, der mindede om normalitet igen.
Jeg prøvede at vende tilbage til mit arbejde som pædagog. Jeg måtte opgive det og blev afskediget. Jeg var trist og magtesløs. Jeg var syg, psykisk syg. En ny virkelighed. En ny fremtid, som var så uvis, som noget kunne være. En fremtid med møder på kommunen med sagsbehandler, som ikke forstod mine problematikker.
Heldigvis fik jeg en ny sagsbehandler, som bedre kunne forstå mig. Opfølgning i OPUS og derefter en fremtid i distriktspsykiatrien med samtaler og terapi. En fremtid uden at være tilknyttet i psykiatrien. En fremtid med jobafklaring og praktikforløb. En fremtid med et tilkendt fleksjob i en børnehave.
En ny fremtid som sygemeldt igen. Dialog med egen læge og ny sagsbehandler på kommunen. Nye møder og en usikker fremtid. En fremtid som førtidspensionist. En fremtid, der ikke blev, som jeg drømte om. En fremtid kan man ikke spå om. En fremtid, som blev noget helt andet end forventet.
Jeg lever i nuet og prøver at tænke mindre og mindre på, hvad fremtiden mon bringer.