Filmanmeldelse
Af Susanne Bang, skribent for Outsideren.
I Outsideren møder jeg kun spændende mennesker. Alle mennesker er spændende, hvis man vil det, og i Outsideren er der et rigt flow af kreative folk, som inspirerer mig til at tænke anderledes. Forleden til skriveværkstedet mødte jeg Mads Ifversen, der har en baggrund som dokumentarfilmsinstruktør. Han fortalte, at han havde skabt en film om Hejremanden. Et par dage efter så jeg filmen på Filmstriben, som er en platform fra bibliotekerne, hvor alle borgere kan leje film gratis.
Filmisk portræt af en mand med en særlig gave
Atten minutter varer denne dokumentarfilm, hvor instruktøren forbliver tavs bag kameraet og lader hovedpersonen få den fulde taletid. Hvidt på sort ruller de første tekster ind over skærmen: ”En dag gik jeg en tur i Frederiksberg Have. Der mødte jeg en særlig mand”.
Til lydene af munter klavermusik toner et billede af en hejre frem. En storkeagtig fugl med grå vinger, lang hals og et gulorange langt næb med faste øjne. Den sidder på en mørkegrøn bænk i Frederiksberg Have og snakker med en mand – Hejremanden. Jo, den er god nok. Erik Andersen, der er mere berømt under navnet ”Hejremanden”, taler med fuglene, og fuglene synes uden tvivl at respondere med deres adfærd. På pladsen ved indgangen til Frederiksberg Have har Erik en stamplads med sine venner. Sat i en grøn scene med bænken, græsset og buskene stråler Erik med sin postkasserøde vindjakke. På fornem vis skiller han sig ud. Jeg er betaget fra første minut.
Når han kalder på dem med fløjtende, syngende lyde, så kommer de. Han fodrer dem og går ture med dem. De følges ad stien i Frederiksberg have, som var det en lærer med sine elever. Og han tager dem med til Frederiksbergcentret.
Hejremandens rytmiske tale er en blanding af vores kendte danske sprog og så et fuglesprog, jeg ikke forstår. Men fiskehejrerne forstår tilsyneladende Erik. Det er som om, at hans bløde, klukkende og rolige stemme er lige det, som fuglene har brug for. ”Kom lige med onkel Erik”, siger han til dem.
Jeg husker tilbage på min indre film om gåture i Frederiksberg Have. Har jeg ikke selv set Hejremanden? Jo, det har jeg vist. Men jeg må indrømme, at jeg nok bare har rystet på hovedet ad den underlighed, jeg så, og tænkt mit i forhold til excentrikere i denne verden. Men denne film vendte op og ned på min forestilling om det såkaldt ”unormale”. Jeg blev flov over mine egne fordomme. Hejremanden er ikke underlig – han har bare en særlig gave. Og hvis han er unormal, så er det på den gode måde.
En helt almindelig unormal mand
Filmen klipper over til en scene i Eriks lejlighed, hvor vi ser en helt almindelig mand. Han har en helt almindelig uddannelse som møbelsnedker og et helt almindeligt arbejde som pedelmedhjælper på en skole. Nydelig klædt i en strikketrøje med et konservativt look ser vi ham hjemme i private omgivelser. Han taler velovervejet i kontoret, hvor der er masser af vinylplader på hylderne i sirlig orden. Med rolig tale, helt uden fuglelyde, udtrykker Erik sin bekymring over samfundets tendenser henimod et stadigt højere tempo med stress og jag. Folk har svært ved at lægge skærmene fra sig, siger han. ”Folk har ikke tid til at vente. De skal have resultaterne, før de kommer.” Det tog et helt år før, at Erik fik kontakt til fuglene. Tålmodighed er en dyd.
Langsommeligheden med fiskehejrerne i Frederiksbergs natur er noget, som Erik selv fremhæver som positivt. Det står i kontrast til den stressede tilværelse, hvor alting skal gå mere end stærkt. Jeg fornemmer, at venskabet med fuglene giver ro og fordybelse. At der er mange menneskelige gaver at hente iblandt dyrene.
En unormal hobby
Erik udbryder:
– Ja, hvad tænker man, når man får at vide, at man ikke er helt normal i andres øjne? Bare fordi man lige har fundet en hobby.
En hobby, der udvikler sig til noget, der ikke er set før.
Så må man sige, at der er tale om særlighed. Men det gør ikke et menneske til sær.
Hejremanden vender retorikken på hovedet og siger:
– Det er de andre, der er unormale.
Og efter en tænksom pause tilføjer han med et voksent smil:
– Hele bundet!
Jeg smiler bekræftende for mig selv. Har vi ikke alle, hver især, hver vores særlige gave, der gør os unormale? Og hvis vi alle er unormale, så er det jo normalt!
Modet til at skille sig ud
Man kan sige, at Erik er en særlig mand. Men man kan også sige, at Erik er en helt almindelig mand med særlige gaver. På den måde gør man det ualmindelige til det normale. Under alle omstændigheder, så viser Hejremanden et beundringsværdigt mod til at skille sig ud.
Med humor i stemmen deler Erik ærligt om stemplende kommentarer, han har fået igennem tiden. For eksempel:
– Han er vist lige kommet ud fra den lukkede.
Men det påvirker tilsyneladende ikke Hejremanden. Som han siger:
– Jeg vil selv være min egen dirigent.
Han virker helt almindelig stolt af sig selv – og det med rette.
Vi er alle unormale
Denne film fik mig til at tænke over normalbegrebet. Hvad vil det sige at være ”unormal”? Findes der overhovedet normale mennesker? Og er vi ikke både det ene og det andet? Personligt er det blevet mindre interessant i mit eget liv at tjekke visse præfabrikerede bokse blot for at passe ind.
Den gennemsnitlige person findes kun i statistikker. På gråt papir. Jeg takker for denne film, der har løftet mit tolerante blik på vores forskellighed. Må flere af os finde modet til at dyrke de særlige gaver, som gør os unikke.
Normal versus unormal – en falsk modsætning
Jeg synes, at vi mennesker er hurtige til at sætte prædikater på hinanden. Vi skanner hinanden og kommer hurtigt med en antagelse. Dømmer ”inde” eller ”ude”. ”Normal” eller ”unormal”. Det er nok flokmentaliteten, der gør det. Det går stærkt, det er let, men vores abstraktioner fortæller langt fra hele sandheden. Man kan sagtens være både normal og unormal på samme tid, afhængigt af, hvilke områder vi kigger på. Ligesom Hejremanden, der både er helt almindelig og ualmindeligt enestående på samme tid. Som os alle.
Med sin særlige gave er Hejremanden unormal på den gode måde, og helt almindelig på alle andre måder. Det er værd at huske på, når vi møder hinanden. At vores særlighed ikke definerer os. Da jeg selv har en diagnose, har jeg måtte forholde mig til fordomme. Men jeg har også selv haft et hav af fordomme, der forhåbentligt er blevet færre gennem årene.
Denne filmiske hyldest til Hejremanden fik mig til at smile og klukke af håb indeni. Dog uden at miste blikket for alvorsordene. Lad os stoppe os selv i stemplinger af hinanden og i stedet blive bedre til at fremhæve netop de gaver, der gør os hver især unikke. Pludselig er jeg blevet lidt mere glad for, at også jeg ikke er helt normal.
Titel: ”Hejremanden”
Film: Dokumentar
Udgivelse: 2012
Instruktør: Mads Ifversen
Medvirkende: Erik Andersen
Varighed: 18 minutter
Produktionsselskab: Black Productions
Kan ses på Filmstriben: www.filmstriben.dk
Link: https://fjernleje.filmstriben.dk/film/9000001071/hejremanden