“Die weise blumen” under de kuppelhvælvede grene
nejer for mig,
hilser god aften.
Jeg hilser tilbage med en dronnings værdighed og
flyver ganske af sted med dette nye billede indprentet i mig.
Det er en tidlig forårsdag.
Stilheden er larmende, mens det spjætter svagt i mig, og
jeg tænker, det er af glæde.
Hen ad aftenen lyser det op trods mørket i mere end en forstand,
imens de hvidt som sne drysser ned, blomsterbladene.
Let som pudder formes det hvide tæppe,
der pryder mig og min plæne.
Temperaturen viser 10 grader celsius,
og jeg indser, at det er blomsterstøv,
ikke vilde snefnug, det drejer sig om.
Jeg tvivler stadig på de 10 grader,
men nu med et smil.
Blomster laver ikke unyttige ting,
og når først solsorten er ankommet,
kan intet længere gå galt.
Hvis ikke jeg vidste, at lykken var
noget helt ekstraordinært særligt,
ville jeg mene, at den kom her forbi.
Og hvis denne dag skulle blive min sidste, har jeg ikke levet forgæves.
Men hvem kan man egentlig sige, har gjort det.
———————
Uddrag fra Corona dagbog dag 28.