Det skete altid om natten, men allerede om eftermiddagen skiftede stemningen i huset.
Jeg lagde mærke til, at min mor satte farten op med sine huslige pligter, som havde hun en deadline at overholde, der var ikke tid til at høre om min dag hverken henne fra skolen eller fra skøjtebanen.
Ikke fordi hun var en særlig tålmodig lytter normalt, hendes standard replik til mig var ret forudsigelig:
–Hvis nogen driller dig, har du nok selv været ude om det, ikke.-
Men på disse dage, hvor far ikke kom hjem til sædvanlig tid, var der helt lukket af for kommunikation, og som hun selv formulerede det:
Nej, der er ikke noget i vejen, har du lavet dine lektier idag? Fremsagt monotomt i staccato rytme uden øjenkontakt.
I køkkenet stod hun og rørte rundt i gryden mere som et spøgelse – end som den mor, jeg kendte.
Vi spiste aftensmad i tavshed, vidste alle tre tilstede, at natten ville blive lang.
Sådanne aftner prøver jeg som regel at holde mig vågen til sent for at være beredt med alle sanser `for coping with problems` i nattens drama. Jeg blunder ufrivilligt en anelse, men lytter stadig efter den mindste lyd i stilheden.
Hørte jeg skridt? Jo træskostøvlers tramp sammen med en mumlen og banden. Lyden af nøglers svære vej mod hoveddøren, det kniber med at ramme nøglehullet.
– Er der en, der kan lave mig en kop kaffe eller hvad, hvor fanden er I henne alle sammen? Snøvlende, slingrende tramper far gennem entreen.
Jeg ved, hvad der nu kommer og holder mig for ørerne, håber og ønsker bare fred og nattero i mit stressede hoved.
Andre nætter kan jeg have mareridt, hvor jeg netop må bede min far om trøst, den selvsamme, der har forårsaget dem. Han er to helt forskellige mennesker i ædru og fuld tilstand.
Det lærer man tidligt i livet at agere efter. Antennerne udvilkler sig skarpe, som hos byttedyr på savannen.
Hele resten af den nat går med råb og skrig, fysiske trusler og slag mellem de voksne i en uendelighed, Det kunne være en horror film iscenesat til advarsel om livets mørke realiteter.
En kamp mellem de to, som kalder sig voksne. Far har drukket på en lille uoverensstemmelse, en uenighed, en fordom, en oplevet trussel. Det er blevet en del af vores familie rittual.
Det er en familie hemmelighed. Sig det ikke til nogen!
Han har generel lav stresstærskel min far pga. ubehandlede krigstraumer fra hele to verdenskrige.
Man drak sig til fred i sindet i den arbejderkultur, han var rundet af. Selvmedicinering hedder det idag.
Også kaldet “familiespektakler” hvilket var noget helt privat i 1950`erne Det blandede ingen sig i. Ikke børnemyndigheder ikke naboer.
Underboen i forstaden, som vi holdt vågen det meste af natten månedligt, nævnede det aldrig med et eneste ord.
Det var som om, det aldrig var sket. Jeg kan den dag i dag blive i tvivl om rimeligheden af at fortælle min historie. Er den mon relevant for andre?
Modtog jeg måske ikke de tre daglige måltider, som forventedes.
Men i dag kalder vi det et andet navn nemlig psykisk vold.
Og der tales om konsekvenser for ofrene.
For mig personligt har der socialt, generalt og især i nære relationer løbende været omkostninger og noget at arbejde med mht. grænsesætning, generel angst med anfald og
så vist lige et par andre småting, når jeg tænker nærmere efter.
Vær beredt!