Det skete altid om natten, men startede allerede om eftermiddagen.
Jeg lagde mærke til, at min mor gjorde alting lidt hurtigere end ellers, som om, hun skulle skynde sig, der var ikke tid til at høre om min dag hverken henne fra skolen eller fra skøjtebanen.
Ikke fordi hun var særlig tålmodig normalt, hendes standard replik var:
Hvis nogen driller dig, har du nok selv været ude om det, ik`. Så var den samtale slut.
Men disse dage, hvor far ikke kom hjem til sædvanlig tid, var der helt lukket, og som hun sagde: Der er ikke noget i vejen, har du lavet dine lektier idag? Monotomt i staccato rytme uden øjenkontalt.
Hun var ligesom ikke rigtigt selv tilstede i stuen, mens hun alligevel rørte rundt i gryden.
Vi spiste aftensmad i tavshed, vidste alle tre, at natten ville blive lang at komme igennem.
Sådanne aftner prøver jeg som regel at holde mig vågen så længe, som mulig for at undgå den bratte vækning senere på natten. Jeg blunder ufrivilligt lidt, men lytter stadig efter den mendste lyd udefra.
Hørte jeg skridt? Jo, tunge skridt fra træskostøvler og en mumlen og banden. Lyden af nøglens vej mod hoveddøren, det kniber med at ramme nøglehullet.
-Er der en, der kan lave mig en kop kaffe eller hvad, hvor fanden er I henne? Snøvlende, slingrende kommer far gennem entreen.
Jeg ved, hvad der nu kommer og håber hver gang, at det hele hurtigt er overstået, så vi kan få lov at sove videre.
Ofte har jeg faktisk mareridt om de natlige dramaer og må bede netop min far om hjælp og trøst. Han er to helt forskellige mennesker i ædru og fuld tilstand. Det lærer man tidligt i livet at agere efter. Antennerne udvilkler sig skarpe, som hos truede dyr på savannen.
Resten af natten går med råb og skrigen, fysiske trusler og slag mellem de voksne i en uendelighed, som var det en horror film iscenesat til at vise æteskabelig adfærd, man burde ungså selv.
De råber og skriger og slås koporligt de to, som kalder sig voksne. Far har drukket på en lille uoverensstemmelse en uenighed en fordom , en oplevet trussel. Det er blevet en del af vores familieritual. Sig det endelig ikke til nogen, vel?
Han har generelt lav stresstærskel pga ubehandlet krigstraumer. Endda fra hele to verdenskrige.
Man drak sig til fred i sindet i den arbejderkultur, han var rundet af. Selvmedicinering hedder det idag.
Familiespektakler blandede man sig ikke i i halvtredserne, det blev betragter som privat.
Underboen i forstaden, som vi holdt vågen det meste af natten jævnligt, nævnede det aldrig med et eneste ord.
Ingen nævnte det faktisk. Det var som om, det aldrig var sket. Jeg kan den dag idag blive i tvivl om rimeligheden af at beklage mig, når ingen havede slået på min egen krop.
Modtog jeg måske ikke de tre daglige måltider uden ophold? Dvs. alt så normalt ud på overfladen.
Idag hedder det psykisk vold og mine grænser har været svære at opretholde lige siden da.
Socialt generalt og især i nære relationer, er der løbende noget at arbejde med. Og så vist lige et par andre småting, når jeg tænker nærmere efter.
Vær beredt!