Af Pia Johansson
Jeg blev sat i en situation, hvor kommunen kom ind i mit hjem og blandede sig i mit liv, blandt andet i form af besøg fra en familievejleder. Det var meget grænseoverskridende at få smidt en hjælpepakke ned over hovedet, da jeg ikke selv havde bedt om det.
Jeg blev undervejs stillet i et meget dårligt lys, og der blev sået tvivl om, om jeg nu var god nok. Første gang kom der 2 fra kommunen og besøgte mig i mit hjem, og efterfølgende kom der en fast familievejleder, faktisk hen over flere år.
Familievejlederen lyttede, det var hun til gengæld også rigtig god til. Selvom jeg fik flere problemer end hjælp hen ad vejen, viste det sig alligevel, at jeg – på lidt omvendt vis – fik min frihed til at udfolde mig kreativt hjulpet på vej af den modstand, jeg mødte.
Jeg fik en masse problemer, som kommunen var med til at skabe og følte pludselig ikke, at vores liv var godt nok. Jeg fik ikke personligt hverken råd eller videre vejledning, men jeg fik da i det mindste en julepakke.
Vi skal fodres
Den første familievejleder, jeg havde, brugte udtrykket: “Vi skal fodres” omkring de oplysninger, hun registrerede om mit liv. Det var dét, jeg følte, jeg var blevet til – en lille underholdningspakke, hvor mit privatliv var blevet deres levebrød.
Det var én stor cirkusforestilling, som forstyrrede mit liv og lavede splid, og som langsomt blev værre og værre. Det hele var ikke deres skyld, men de satte gang i en dominoeffekt, hvor jeg blev ramt af den ene ulykke efter den anden.
Jeg følte, at jeg blev undersøgt, vurderet og udspioneret af staten og skrevet om bag min ryg. Familievejlederen var nu en flink dame, så jeg måtte tro på hende, når hun sagde, at hun kun skrev det, som hun læste op for mig, inden hun sendte det videre.
Hun var som sagt god til at lytte og tog mig alvorligt. Hun var det bedste, hun kunne være, men det var en uheldig situation, jeg var havnet i, som jeg skulle gå igennem for at få hjælp. Måske var der forskel på, hvordan det føltes – og hvordan det var.
Jeg ville have foretrukket, at møderne blev holdt i et mødelokale i stedet for i mit private hjem, da jeg følte, at det hele kom for tæt på. Mit hjem var pludselig blevet en andens arbejdsplads, og jeg oplevede, at jeg skulle udlevere mig selv.
Jeg var stadig meget påvirket af, at der tidligere var en lærer, der havde stukket mig. Læreren havde en forudindtaget mening om mig, efter at jeg havde fortalt hende, at jeg er psykisk sårbar og har været indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.
Jeg troede, at jeg ville blive mødt med en større forståelse, men der blev lavet en historie, som jeg ikke selv kunne genkende, og min åbenhed blev brugt imod mig. Jeg begyndte at føle, at systemet så på mig gennem lærerens øjne, og at hendes historie nu fulgte mig som et spøgelse, jeg ikke kunne slippe af med.
Karaktermord i hjælpsomhedens navn
Jeg blev viklet ind i en fortælling, som ikke var min. Det føltes som et karaktermord, og jeg kunne ikke genkende mig selv i den historie, som blev skabt om mig. Læreren overdrev i høj grad min historie og viste sit grimme ansigt i hjælpsomhedens navn. Det gjorde både ondt og godt.
Min første familievejleder sagde, at læreren “gav noget af sig selv”, som en form for “heltinde” i mit liv, men min oplevelse var, at hun forsøgte at sætte sig selv i det gode lys – og mig i det dårlige. Jeg sad der og skulle give flere år af mit liv til kommunen, fordi alle mente, at jeg skulle have hjælp.
Jeg åbnede min dør, fordi jeg lyttede til alle andre end mig selv. Jeg fik hjælp til noget, men jeg fik også en masse problemer med ind, som faktisk ødelagde rigtig meget for mig. Jeg kunne ikke længere slappe af i mit eget hjem og sad i en rolle, hvor jeg var en “syg person”, og jeg havde lukket nogle meget giftige mennesker ind, der forstyrrede og forpestede mit forhold til mit barn og gjorde mig til en stor møgkælling!
Det havde hjulpet mig mere at få en førtidspension noget tidligere, at få ro på og blive ladt være i fred. Jeg fik stress, de blandede sig i alt, mit hjem, mit barn og i arbejdsprøvningen, fritid osv. De borede ned i alt i mit liv, og der blev ribbet op i alt det gamle. Jeg var ét stort åbent sår og følte mig som en ta’ selv buffet.
Det pinte mig simpelthen, og ingen kunne holde ud at være i nærheden af mig til sidst. Jeg sad i mit sofahjørne og bandede og svovlede hele verden langt væk, og det gjorde simpelthen så ondt. “Du har fået, og du har fået, og du har fået” – lyder et ekko langt ned i et dybt sort hul af ingenting.
Jeg tror, hvis kommunen havde hørt efter, og taget læreren alvorligt, da hun bad dem om hjælp fra starten af, så havde hun muligvis ikke lavet så stort et nummer ud af det. Hun lød som en, der selv kunne trænge til at komme lidt ind på den lukkede.
Sort kaffe & gravsten i kælderen
Kommunen skulle pludselig prøve at køre min arbejdsprøvning uden skånehensyn, og se hvor meget jeg kunne klare. Jeg kørte mig selv ned, og jeg havde svært ved at mærke mine egne grænser, blandt andet på grund af medicin.
Jeg kan ikke se, hvad det skulle til for. Jeg har i alle de andre år været under skånehensyn under arbejdsprøvning, men dette var et job i en dagligvarebutik, hvor jeg brugte mig selv meget fysisk. Jeg stod op og gik, løftede og satte ting på plads hele dagen. Det var fysisk hårdt for mig.
Jeg havde et andet job tidligere, hvor jeg var i arbejdsprøvning på Diakonissen, hos gartnerne, hvor jeg med en cykelvogn hentede store gravsten fra kirkegården og slæbte dem ned i en kælder. Jeg sad i et lille rum med en skrattende radio, et bord, en stol, en lampe, en gravsten og et lille vindue.
Her sad jeg og malede navne og dødsårstal på nok 100 gravsten blev det til, og drak spandevis af sort kaffe, så jeg sad på toilettet og havde tyndskid. Her fik jeg sagt min mening, og de hørte mig faktisk – og gjorde rummet hyggeligt med billeder på væggene og et møbel med planter på og den slags.
“For hver en sten du fik, har du lært hvordan livet gik.” Citat: Pia Johansson 2023
Jeg tror, jobmentoren ville skubbe mig til at sætte en grænse, for det virkede lidt skørt at sætte en psykisk syg til at male gravsten. Da rummet blev ordnet, blev det i stedet en lille hule – og så kunne jeg faktisk godt lide det. Det var godt at lære at sætte ord på mine meninger og se ændringerne ske, men det var stadig grænseoverskridende at blive presset til det.
Gabende kontaktperson
Trods modstand, stress, grænser der blev overtrådt og en følelse af at få vendt vrangen ud på mit liv, viste det sig, at jeg fandt min frihed i kunsten. Jeg oplevede at min personlige tankefrihed voksede sig større, og jeg udtrykte mig mere og mere i ord og billeder – tegnede tegninger og skrev og udfoldede min skabertrang.
Det er faktisk den bedste kunst, jeg har lavet, som jeg følte friheden til at udtrykke under den tid. Det hele var på den måde både godt og skidt – altså også helt bogstaveligt talt. Jeg fandt nærmest guldet i det allerværste, og modgangen viste sig at øge min kreativitet.
Udover familievejledning, arbejdsprøvning og kommunal indblanding i mit liv har jeg i mange år gået til samtaler i psykiatrien. Kontaktpersonen, jeg gik hos fast og snakkede med, sad under de sidste par samtaler, jeg havde med hende, og gabte. Hun havde sikkert nok i sit eget. Jeg tog det faktisk som en fornærmelse.
Jeg fik en ny at snakke med i psykiatrien, og hun var så forstående at sige til mig: “Du har tabt.”. Det var præcis sådan, jeg havde det. Jeg følte, jeg blev fremstillet som forfærdelig, og min følelse af at blive chikaneret blev ignoreret. Jeg følte mig magtesløs.
Det var som at råbe under vand – jeg var bare for meget, den forkerte, og jeg skulle være evigt taknemmelig. Mine mange år i psykiatrien blev afsluttet på et meget kritisk tidspunkt, og det føltes virkelig mærkeligt. Jeg ville have troet, at netop psykiatrien ville hjælpe og gribe mig. Jeg var faktisk ved at dø.
Har du lyst til at springe ud af vinduet?
Jeg fik en stor fejloperation i min mave, som åbenbart kun sker for 1%. Det blev så lige mig. Jeg mistede i alt over 6 liter blod under operationen. Som så mange gange før, blev jeg igen ikke taget alvorligt. Før operationen ringede jeg til en vagtlæge.
Han spurgte mig, hvor meget jeg havde ondt på en skala fra 1 til 10. Jeg kunne ikke rigtigt svare ham, og sagde at jeg havde virkeligt ondt. Han blev utålmodig og spurgte: “Gør det så ondt, at du har lyst til at springe ud af vinduet?” Det ville jeg jo ikke, så jeg fik besked på at tage et par Panodiler og lægge mig til at sove. Næste gang jeg ringede, blev jeg akut indlagt.
Til den sidste afsluttende samtale i psykiatrien sad jeg så med et kæmpe stort ar hen over maven. Jeg fik at vide, at jeg havde fået det bedre og skulle stoppe i psykiatrien. Jeg orkede ikke at sige noget til det. Jeg ville bare være fri for systemet. Det blev jeg endelig, da jeg fik min førtidspension.
Jeg ville ønske, at det var sket meget tidligere. Da førtidspensionen blev bevilget, fik jeg tid til at finde mig selv igen og til at fokusere på min kunst og ordene i stedet for konstant at blive målt og vejet af et system, som jeg følte mig svigtet af. Jeg fik endelig rum til at bruge min egen stemme.
“Der, hvor verden var tryg og rar, fik jeg et stort ar.” Citat: Pia Johansson 2023
Da isbjørnen stak af
Min første udbetaling af førtidspension fik jeg den dag, hvor isbjørnen i zoologisk have forsøgte at stikke af fra sin indhegning og fik stød og døde. Jeg følte med den! Jeg følte at dem, jeg mødte, i både kommunalt regi og i psykiatrien, forsvarede hinanden, mere end de forsvarede mig.
Mest af alt ville jeg bare gerne blive hørt. Det er som om, de kun hører deres egen version af virkeligheden. Det er en sjældenhed at blive hørt af en, som lytter – og ovenikøbet hører, hvad man siger. Jeg følte, der blev skabt flere problemer, end der blev løst, jeg følte mig krænket i mit privatliv, og jeg følte mig umyndiggjort.
Jeg har lært, at man skal klage de rigtige steder, for at blive hørt.
“Ligesom systemet fortæller historier om mig, så fortæller jeg historier om systemet.” Citat: Pia Johansson 2023
Den bedste hjælp, jeg fik, var at få førtidspension, og endelig at blive fri fra systemets vurderinger, sygeliggørelser og arbejdsprøvninger for omtrent et halvt år siden i skrivende stund.
Arbejder I “med mennesker” eller forsøgsrotter?
Jeg føler mig mere rask nu end under presset fra personvurderingerne og påmindelserne om min sygdom. Jeg blev mere syg, end jeg egentlig var, af at blive vurderet som syg og af at være i et dårligt lys som et nederlag, en taber og et menneske, som ikke var godt nok.
Faktisk havde det været en hjælp at få tildelt førtidspension tidligere i forløbet, før jeg blev kørt så langt ud, at det nærmest krævede en førtidspension, for at jeg kunne overleve – efter da også at være blevet fysisk syg og nær ved at dø.
Jeg føler og følte mig som en forsøgsrotte, et “offer” eller en genstand, som andre skal “lære noget af”. Eksempelvis når de kom anstigende med en studerende, som skulle “lytte med på samtalen”, og som man af venlighed ikke vil afvise fra “læringssituationen”. En grundlæggende invadering af alt, hvad der før hed privatliv, for at andre kan tjene penge på at “arbejde med mennesker”.
Find 5 fejl i mit liv – prisen for førtidspension
Mit liv blev noget, som andre skulle blande sig i, og som blev en del af et “fag” og en “sag”. Kunne jeg for årevis siden – før alt, hvad der hed arbejdsprøvninger, pillen og plukken og snagen i privatliv – have fået en førtidspension, havde det lettet min lille familie for mange nederlag og sygeliggørelser.
Dengang følte jeg især, at jeg havde en trussel over hovedet med, at de ville kunne eller ville fjerne min datter, hvis jeg blev førtidspensionist. Jeg turde simpelthen ikke at nævne muligheden, fordi mit liv blev invaderet af såkaldt velmenende medarbejdere, som fra starten fik magten over min livssituation – og legede find 5 fejl i mit liv.
Jeg føler, at jeg har betalt en alt for stor pris for at få en førtidspension, som de med hensyntagen til min psykiske sygdom kunne have givet mig for årevis siden. Konstant skulle jeg presses og testes mere og mere, hvilket gjorde mig mere og mere syg, og kostede mig alle kræfter i mit privatliv.
Jeg mener, at en psykisk lidelse ganske enkelt direkte skulle kunne udløse muligheden for en førtidspension efter eget valg. Det havde formentlig bevaret min tillid til systemet og havde lettet mit liv og min sygdomssituation betydeligt.