Af Søren Skov
Før jeg fik min diagnose for 8 år siden, havde jeg ansvaret for mit eget liv og velbefindende. Da jeg fik min diagnose, blev min selvopfattelse byttet ud med en konstitueret følelse af en tilstand af stilstand. Der var folk, der snakkede hen over hovedet på mig. Som da jeg på Gentofte hospital blev fejlmedicineret, fordi en sygeplejerske var overbevist om, at jeg var en anden patient. Efterfølgende kom jeg på Risperidon. En medicin, der fjernede angsten, depressionerne, frygten, glæden, lysten og farverne. Fagpersonale, der hverken havde tid eller ressourcer til at møde mig som menneske. Jeg var reduceret til kun at være, hvad jeg var og ikke, hvem jeg var. Nul var en mulighed. Så havde jeg snak med min mentor inde i OPUS. Han var et gennemført fantastisk menneske. Han lærte mig et vigtigt redskab tidligt i forløbet. Redskabet var håb, og det blev frigivet med en historie:
– Søren. Kender du historien om den kinesiske bonde?
– Nej, det gør jeg ikke.
– En bondemand plejer sin mark. Dér falder hans søn af hesten og brækker sit ben. Alle de andre i landsbyen kommer og siger: Nej, hvor er det dog ærgerligt, at din søn har brækket benet. Bonden siger: Måske. Næste dag kommer den kinesiske hær for at samle alle unge mænd til hæren, men de vil ikke have bondens søn, for han har et brækket ben. Alle de andre i landsbyen kommer og siger, at hvor er han dog heldig, at hæren ikke tog hans søn med, men bonden siger: måske. Dagen efter løber bondens hest væk, og alle de andre i landsbyen siger til bonden, at hvor er han dog uheldig, men bonden siger: Måske. Dagen derpå kommer hesten tilbage med en lille flok af andre heste, og alle lykønsker bonden for hans held, men han siger: Måske.
Derved betyder måske både ja og nej. Det er både pessimistisk og optimistisk.
Huller i sedimentet
Værdien af håb er om noget det vigtigste element i recovery. I særdeleshed for mig. Det håb kan være nok så lille, men stadig til stede. Altid til stede. For mig handler tilstedeværelsen ikke om lyst. Det handler om overskud. Et overskud, der mindskes i takt med, at jeg taber mig selv. Et mindsket overskud, der kan føles som en skygge af mig selv, der afføder foragt for den, jeg er, i forhold til den, jeg var, og derved forstærker selvstigmatiseringen.
Jeg er ikke den, jeg var. Men den jeg var, ville ikke kunne forstå den, jeg er. Så noget er måske vundet.
Måske er det blevet bedre, måske er det blevet værre, men måske er det blevet bedre. Måske.
Jeg har i mange stunder i starten af diagnosen tænkt, at selvmord som sidste udvej kun var en beslutning væk. Der har været mange “næsten”, men givet, at jeg kan skrive i dag, har der altid været noget der hev mig tilbage. Ofte har det været ting, hvor jeg har sagt til mig selv, at vi giver den sgu lige til på fredag og ser om verden stadig brænder. For verden brænder i dag, men måske brænder den ikke på fredag. Så lad os vente til på fredag.
Orden i kaos
Ordet: Måske. Måske betyder også, at den usandsynlige mulighed stadig er en mulighed. Det er usandsynligt, at sagsbehandleren har læst mere i min sag end blot forsiden og mit navn, men måske det er muligt, at vedkommende har sat sig mere ind i det. Med et begrænset overskud og en stærk følelse af at være mit eget sikkerhedsnet, er det usandsynligt, at jeg kan tage en praktik et sted i Københavns kommune, men måske jeg skal have tillid til, at sagsbehandleren ved, hvad vedkommende taler om. Måske kan jeg godt. Måske kan jeg ikke, men måske kan jeg godt.
Eftersom jeg ikke har et bredt kendskab til antipsykotisk medicin, er det usandsynligt at overtale en overlæge til at skifte min medicin med en enkelt samtale, men måske det er muligt.
Det er Schrõdingers kat om igen. For hvis muligheden ikke er umulig, så er det heller ikke umuligt, at muligheden er mulig.
Måske.
Fremgangsmåde til fremgang
For mig er det vigtigste i mødet med psykiatrien at blive mødt af et empatisk menneske. Et opsøgende menneske, der har i sinde at hjælpe en borger der, hvor borgeren kan hjælpes her og nu.
En af de ting, der kan gøres mere af for at spore sig ind på en borger/patient, er at starte en samtale med at spørge, hvor energiniveauet ligger i dag. Hvis jeg siger, at det ligger på 20 %, så er det sgu nok ikke dagen, hvor der skal ske mange ting. Man kan ikke komme 10 kilo bly i en 5 kilos kasse. Det er der ikke plads til. Men omvendt kan jeg svare, at mit energiniveau ligger på 95 % i dag. Så kan vi lige pludselig komme rundt om en del ting, der måske både giver mening i det korte og det lange løb.
Med andre ord, er der tale om en forventningsafstemning i starten af hvert møde. Hvis begge parter overholder forventningsafstemningen, opbygges der en gensidig respekt, der afføder et tillidsforhold. Med tillid og respekt har jeg som borger/patient et incitament til ikke kun at dukke op, men at dukke op forberedt med engagement og lysten til at søge mod en bedre fremtid.
Hvis jeg siger, at mit energiniveau ligger på 5 %, så stikker du mig en slikkepind i hånden og sender mig hjem igen.
Omvendt, hvis du har en dårlig dag, så kan du altid få en krammer af mig. Vi møder hinanden i et professionelt regi for at fixe noget, der er super privat. Jeg giver meget af mig selv, men du kan ikke undgå at give noget af dig. Og jo mere vi snakker, des mere kommer jeg også til at forstå dig. Hvis du er på 10%, kan vi sagtens sidde i en sofa og drikke te. Måske handler det hele om, at der skal være plads til alle. Måske er der plads til alle?