Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann, skribent for Outsideren
Når det er jul, så er der gerne en underliggende forventning om, at man skal nyde tiden. Alle julesange handler om, hvor munter man kan være, og hvor fantastisk en tid det er med nisser, blinkende lys og gaveregn. Men hvad når man bare ikke har det sådan? Hvad gør man, når man har det så dårligt, at det at smile føles forkert på ansigtet, og man har glemt hvad hygge er?
Jeg har selv siddet og rystet af angst juleaften. Jeg har gemt mig og grædt i ensomhed for ikke at ødelægge andres jul og hygge. Jeg har i årevis frygtet december måned, og jeg orker stadig ikke hele ræset.
Så hyg dig dog!
Julen ligger midt i den mørkeste tid på året, og ingen mængde af julelys kan gøre op for det. Vi burde alle sammen gå i hi om vinteren og først vågne igen til marts. Mange er ikke gode til vinter, og vinterdepression er en folkesygdom. Personligt har det været et problem for mig i mange år. Og når man står midt i det, kan julens munterhed føles som et kæmpe pres, for i julen er vi glade, vi smiler, og vi hygger.
Jeg har altid lagt meget pres på mig selv. Jeg skulle nå at se de og de julefilm. Jeg skulle bage småkager, følge med i julekalendere, have gløgg, og julepynten i mit barndomshjem skulle hænge præcis de samme steder år efter år. Jeg skulle nyde julen så meget som muligt; suge hver en dråbe glæde ud af december måned, og hvis ikke jeg nåede alle de ting – jamen så var det ikke rigtig jul.
Da jeg var barn elskede jeg julen, ligesom de fleste børn gør. Hvad var der ikke at holde af? Der var julekalender og katalog fra BR, hvor man kunne sætte krydser ud for, hvad man ønskede sig, og der var festlige nisser og slik i alle afskygninger hele måneden.
Men da jeg blev ældre og voksede fra BR kataloget og ikke kunne holde til helt så meget juleskum uden at kaste op, så dalede glæden lige så stille til et meget mere afdæmpet niveau. Jeg kan huske, at det gjorde mig trist, da jeg første gang oplevede, at jeg ikke glædede mig som en manisk nisse flået ud af en Hollywood film.
De fleste oplever nok, at julen ændrer sig, når man bliver voksen, og hos mig førte det til, at jeg blev Grinchens, mindre grønne og mindre pelsede, kusine, men jeg havde stadig forventningerne om, at julen skulle være en fantastisk tid. Så jeg blev vred og skuffet, når jeg ikke kunne leve op til det. Psykiske lidelser holder ikke juleferie.
Sæt forventningerne ned
For et par år siden meldte jeg mig ud af juleræset. Det gik op for mig, hvor meget pres jeg lagde på mig selv. Derefter besluttede jeg, at det skulle være slut. Jeg hoppede af gaveræset, og jeg øver mig stadig i at dæmpe forventningerne til, hvad jeg kan. Især øver jeg mig i at droppe den dårlige samvittighed, hvis jeg ikke formår at klistre et muntert julesmil på ansigtet.
Ingen kan være glade døgnet rundt, slet ikke når det er mørkt og koldt. Men at sætte forventningerne til mig selv ned har hjulpet. De sidste par år har jeg faktisk hygget mig, fordi jeg fjernede stressen fra det. Jeg har valgt at sige til mig selv, at jeg når, hvad jeg når. Og hvis jeg ikke når det, jamen så skal det nok blive jul alligevel. For at lyde som en klam Hollywood film et øjeblik, så skal vi huske, at julen ikke handler om alle de eksterne ting – det handler om at være sammen med dem, vi elsker.
Mit råd til andre med psykiske lidelser er at sætte forventningerne ned. Forventningerne til julen, men også til sig selv – for man kan altså ikke producere den perfekte jul, når man ikke engang fungerer optimalt i sin hverdag. Og til de pårørende må rådet være at give plads. Giv plads til, at vi, der lider, ikke kan leve op til rosenrøde kinder og julestjerner i øjnene, selvom omstændighederne er der til det. Måske kommer der et lille glimt i øjnene, hvis vi bare får lov til at gøre det i vores eget tempo, hvem ved?
Og nu må I undskylde mig, jeg skal ud og få det bedste ud af julen. Med et glas gløgg i den ene hånd og en sikker viden om, at jeg ikke når det hele i den anden, så vil jeg glæde mig over, at det hele nok skal gå alligevel.
Glædelig jul!