Af Signe Lindø
Snoren strammedes, og langsomt indhylledes jeg i mørke. Her lå jeg på denne min klinkebelagte dødsseng og gled ud imod intethedens evige ocean. Instinkter i min krop fyrede impulser som miniaturefyrværkeri, men selv tog jeg roligt imod opløsningen af min bevidsthed. Endelig ville min sjæl være fri, ubunden af virkelighedens ulidelige lænker og depressive snærer, og dem omkring mig ville være fri af pinslen ved at se mig gå til. Netop som jeg langsomt flød ind i intetheden, ville nogen mig det anderledes. Med ét blev roen og stilheden brudt, og omtåget fornemmede jeg postyr omkring mig. Rusken i mig. En høj hyletone. Hænder på mig. Stemmer. Lys. I stedet for mørkets frihed åbnede jeg øjnene til lysstofrørenes skarpe skær, en ublid overgang til klaustrofobisk omgærdning og intimiderende overvågning.
Jeg følte mig ussel. Jammerlig. Jeg følte mig mindre end ingenting. Uværdig til at leve. Alligevel insisterede disse mennesker på at holde mig i live, uanset hvor meget jeg tryglede dem om at lade være. Måske var deres vedholdenhed blot en konsekvens af deres jobbeskrivelse og en form for automatisk genereret værdisætning af et menneskeliv, der intet havde med mig at gøre.
Så hvad var det, de ville redde?
Når ikke engang Helvede ville have mig (endnu), hvem ville så? Når træet falder i den øde skov; lyder da braget, hvis der ingen er til at høre det? Når ikke engang jeg selv kunne finde noget værd at elske, hvordan kunne der da være nogen værdi? Min sjæl hjemsøger hvileløst denne verden uden endnu overhovedet at have forladt sin krop. Og måske vandrer den rundt i en absurd søgen efter svar på det største og vigtigste spørgsmål overhovedet: Spørgsmålet om sin egen eksistensberettigelse og betydning.
I min dybeste depression har jeg ikke bare tænkt, men fuldt og fast troet på, at verden ville være et bedre sted uden mig i den. At mine venner ikke ville savne mig, og min familie endelig ville blive fri for mig. Jeg var overbevist om, at den sorg, min datter ville blive påført ved mit selvmord (jeg vidste godt, at hun ville blive ked af det), ville gøre langt mindre skade på hende end at skulle vokse op med mig som mor. At min blotte eksistens ville være skadelig for hende; jeg indeholdt intet af værdi, kun mislykkede, gode intentioner. Jeg var et af Universets sorte huller, der kvalte al lys omkring mig og lod intet undslippe. Det var et spørgsmål om tid, før det gik uafvendeligt ud over min allerkæreste, min lille pige.
Det var jeg sikker på. Mange mennesker mener, at selvmord er det egoistiske valg. I min verden var det det diametralt modsatte.
Hvorfor i alverden ville de forhindre det?
Nu – et par år efter – er jeg tydeligvis stadig i live. Scribo ergo sum. Jeg skriver, altså er jeg.
Jeg har siden haft flere dybe og betydningsfulde samtaler, og det er gået op for mig, at jeg, som har troet, at jeg så hele situationen fra flere perspektiver, kun så igennem de beskidte, depressive linser. Jeg sad i et mørkt rum og kunne kun se den lille cirkel på gulvet, hvor lyset fra lampen ramte, og jeg troede, at jeg så det hele. Jeg vidste ikke, at resten af rummet overhovedet eksisterede. I min lille cirkel så jeg kun tomhed og intethed, men uden for mit synsfelt lå den kærlighed, som jeg ikke kunne acceptere, men som var der.
Kærligheden var der, fordi jeg var noget for nogen. Noget vigtigt. Og som en god ven gjorde mig opmærksom på; hvis nogen finder noget at elske, må det være fordi, at der er noget at elske. Noget af værdi. Det er sørgeligt, når nogen dør elsket. Men kan du forestille dig en begravelse, hvor ingen græder? Hvor ingen ser kisten blive kørt bort, og ingen sørger, fordi ingen elsker? Det er hjerteskærende. Ved du, hvorfor det skærer sådan i hjertet at tænke på? Fordi du og jeg ved, at det menneske helt grundlæggende var værdifuldt, alene i kraft af at være et menneske. Uagtet sin historie. Uagtet hvor mange eller få, der var til at se det. Og det værdifulde går tabt, når det menneske dør.
Er det svært for dig at forestille dig, at du selv har værdi? Det er i hvert fald svært for mig at skrive, at jeg selv har værdi. Men jeg ved, at det har jeg for min datter. Og for andre. Jeg har opdaget, at uanset min egen selvfordømmelse og ringeagtelse er jeg uerstattelig for nogen. Hvis jeg dør, kan min datter få en anden moderfigur i sit liv, mine venner kan få en ny veninde, men de får aldrig en ny mig.
Det er menneskets uerstattelighed. Vi er alle nogens nogen.
Det var det, de ville redde.
Det var det, de ville forhindre i at gå tabt.
I mit tilfælde og i alle andre, som har været ligeså livsfortabte som jeg.
I dag ser jeg min datter vokse op til at blive en stor, stærk pige. Det er jeg dybt taknemmelig for.
Det er ikke braget fra det faldende træ, der er det vigtige, men at faldet vil berøre blomster og sommerfugle og andre træer, som med deres grene vil forsøge at gribe det. Med sin kriblende bark og levende krone har træet nemlig sin helt egen plads i verden og er derfor værd at gribe.
Mit hjerte går ud til enhver, som ikke længere kan se sin egen værdi eller plads i verden.
Bliv.
Du. Er. Uerstattelig.