Disclaimer: Denne tekst omhandler et selvmordsforsøg. Hvis du har tanker om selvmord, så kontakt Livslinien på telefon 70 201 201.
At se sandheden i øjnene, og acceptere konsekvenserne derefter.
Alt hvad vi gør, alt hvad vi siger, alt hvad vi laver af handlinger, har en konsekvens. Nogle store, andre ubetydelige, men dem der rammer hårdest, er ofte dem vi gør i vrede, frustration eller affekt.
I december 2022 tog jeg et valg, som endte med at vende op og ned på mit liv. Et valg jeg fortryder noget så voldsomt nu. Ikke nok med alle mine nære jeg har såret ved min handling, har jeg heller ikke selv sluppet særlig nemt fra det. Det vil sige, ja, jeg lever den dag i dag, men jeg har også måtte tage alle konsekvenserne ved min handling med.
Selve konsekvenserne
det har været konsekvenser lige fra meget lange somatiske hospitals ophold, utallige operationer, livet i en kørestol, men den værste konsekvens, er at se smerten i min familie og forlovedes øjne. Jeg kan ikke blot kun mærke min egen smerte, jeg kan også mærke deres. En smerte der er så gennemtrængende, af deres frygt for at miste mig. Det giver mig utrolig dårlig samvittighed, men jeg kan ikke lave om på min handling, og jeg må derfor prøve at forene mig med det. For ja, jeg kunne godt enten være ligeglad, og lade som om intet var hændt, men det er bare ikke noget jeg er i stand til. En anden mulighed er at banke mig selv i hovedet over hvad der skete, og grunden til min handlig. Simpelthen blive vred på mig selv, og aldrig tilgive mig selv for hvad jeg har gjort; igen, en handling der ikke nytter noget. For jeg kan ikke lave om på hvad jeg har gjort. Jeg kan dog lave, og forme min fremtid så godt som muligt. Ikke dermed sagt at jeg kan bestemme over den, men jeg kan prøve at gøre mit bedste for at den bliver så god som muligt. For alt jeg har er nu, nu er det jeg skal fokusere på, og få det bedste ud af.
Ingen sagde at det ville blive nemt
Men nemt, det er der ingen der sagde at det ville blive. Hver dag kæmper jeg ikke blot med det fysiske, som smerter, hjemmehjælp i en alder af 24, behov for hjælpemidler som kørestol, operationer efter skaden osv. jeg kæmper også med det indre. Min psyke, og alle mine indre dæmoner. Dæmoner der prøver at få mig ned med nakken. De hakker ned på mig, og gør alt i deres magt for at få min dårlige samvittighed frem, så de har noget mere de kan pine mig med. siden det hele skete har jeg været indlagt en del gange på psykiatrisk lukket afsnit. Simpelthen for at få noget ro, og styr på dæmonerne. Men når psykoserne tager over, og det bliver virkelig slemt, ender jeg desværre tit ud i meget ubehagelige situationer, som politi, tvang og medicin. Alt dette fordi jeg som regel simpelthen er for langsom til at reagere på flashbacksne, der følger med. når de ikke bliver taget hånd om, løber de løbsk, og jeg ender ud med en psykose og gør ting jeg fortryder når jeg bliver mig selv igen. -igen, at se sandheden i øjnene, og acceptere konsekvenserne for hvad der startede det hele. Mig. For det var MIG der startede det hele. Ulykkelig og tom. Men havde jeg handlet anderledes havde det måske kunne forhindres. Det ved jeg ikke, men jeg kan i bund og grund også være ligeglad, for det kommer ikke til at ændre noget at jeg banker mig selv i hovedet, det gør det hele tvært imod meget værre. Jeg tog en beslutning, ikke en god en nej, men den er nu en gang taget, og som jeg skrev, kan jeg kun se fremad fra nu ad.
Det hele skal nok gå
Det er mig der gjorde noget dumt, det var mig der gav mig selv og min familie et traume for livet, men det er også mig der må tage mine konsekvenser af det. Og ja, det gør mig da ulykkelig at tænke på, men der er ikke noget at gøre ved det. For jeg er en stærk kvinde! Jeg overlede da alt var mørkest, men jeg fandt også lyset og selvom det ikke føles sådan lige nu i skrivende stund, så skal det hele nok gå. For hvis det ikke var meningen at jeg skulle trække vejret den dag i dag, se solen stå op, og høre på fuglene kvidre, så havde jeg ikke været her. Der er en grund til alt, og jeg ved at min forlovede og min familie er dem der holder mig og min kampgejst oppe.
Lige rundt om hjørnet
Så lov mig kære du som læser dette, husk på at selvom alt er mørkt og koldt og gør så pokkers ondt, så er du elsket, og du er her af en grund. Du kan måske ikke finde grunden lige nu, sådan har jeg det nemlig selv, men den er der, for ellers havde vi ikke været her endnu. Vi står stærkere sammen, så hvis livet ikke længere føles værdigt, så lov mig at du rækker ud til nogen. For liver ER værd at leve, hvad der ikke er værd, er at ende handicappet på et mislykket forsøg. For du kan ikke være 100 procent sikker på det lykkedes. Så lov mig kære du, ræk ud. Hjælpen er lige rundt om hjørnet.