Skrevet af Maria Wendt, skribent
Det er maj måned, 2020. Landet har været lukket ned i små to måneder. Jeg har det forfærdeligt. Jeg har været gennem et par hårde år med sorg og svigt fra folk, der stod mig nærmest, og jeg er blevet røvrendt igen-igen. Denne gang af min daværende ven, som jeg havde haft et intimt forhold til. Ensomheden og angsten for at blive forladt buldrer gennem mig. Mit hoved værker af tankemylder. Endnu en gang føles kroppen som en levende myretue og hovedet som en stikkende bikube. Og efter en længere gåtur med min hund, må jeg give op og tage hjem, opløst af tårer, en stressende fornemmelse i kroppen og en voldsom trang til at skrige.
Modtaget med en følelse af omsorg og empati
Jeg ligger nærmest i fosterstilling hen over min mors skød, mens min far ringer til psykiatrisk skadestue i Ballerup. Sygeplejersken informerer min far om, at på grund af restriktionerne må han ikke gå med ind. Hun vil stå i døren og tage imod mig, og der vil være en læge, jeg kan snakke med. Sygeplejersken står ganske rigtigt og tager imod mig, ligesom da man var barn og ens forældre afleverede en til pædagogen i institutionen.
Her er meget stille. Jeg sætter mig i et hjørne og udfylder nogle papirer med tårerne løbende ned ad ansigtet. Sygeplejersken sætter sig ved siden af mig og giver mig et glas vand og aer mig forsigtigt på ryggen. Jeg er utryg, har angstanfald og er utrøstelig. Følelsen af kvælning forstærkes.
Den kvindelige læge henter mig ind. Lyttende og forstående nikker hun til de ting, jeg fortæller hende. Hun stiller spørgsmål og siger, at mine tanker og følelser er forståelige, naturlige og er en reaktion, der er kommet gradvist efter en lang og hård periode i mit privatliv. Vi snakker om kærlighed og intimitet, om familie og venner, om livet og fremtiden generelt. Hun indstiller mig til et par samtaler med en psykolog, laver et skriv til min læge og giver mig lidt beroligende medicin.
Den søde sygeplejerske fra tidligere henter mig og følger mig ud til min far. Det er også hende, der tager imod mig, da jeg skal til samtale hos psykologen ugen efter. Det viser sig, at jeg har udviklet en personlighedsforstyrrelse, ”Dependent Personlighedsstruktur”. Det er ikke en diagnose, men en mental forstyrrelse, som bliver behandlet med psykologsamtaler.
Dybt taknemmelig
Jeg dybt taknemmelig for den ro, det nærvær og den omsorg, som sygeplejersken udviste, da hun første gang tog imod mig på psykiatrisk skadestue i Ballerup. Hendes omsorgsfuldhed – i en tid med restriktioner og ingen former for kropslig kontakt – gav mig ro.
Jeg var så bekymret for om, jeg ville være til besvær, men sygeplejersken, lægen og psykologen tog sig tid til mig. Til at lytte, fortælle og forklare. Personalet på psykiatrisk skadestue i Ballerup var en ekstra rygrad, et par støtteben, da jeg havde svært ved at stå oprejst. Uden deres ekspertise og vejledning ved jeg ikke, hvad der så ville være sket, men jeg tror ikke, at jeg ville være her, hvor jeg er i dag.
Det har ikke været nemt at åbne op for, men det har været vigtigt for mig at fortælle om denne oplevelse. En voldsom krise, der blev taget alvorligt af fagfolk, der tog sig tid til mig som menneske.