I december måned, havde jeg et møde med min afklaringskonsulent og leder, og jeg var var indstillet på at vi ville gå efter en fleksjobbevilling. Men efter dette møde skulle jeg også til at overveje en førtidspension. Det kom som lidt af et chok. For hvor syg eller svækket skal man egentlig være for at få en førtidspension?
Skrevet af Maria Wendt
Rapporten
I marts måned sluttede mit praktikforløb. Det var en beslutning, jeg selv tog, fordi jeg havde brug for at komme videre i forløbet. Selvfølgelig ville jeg allerhelst blive i min praktik, men jeg vidste også med mig selv, at så kunne jeg blive i den samme position i en evighed. Og jeg frygtede lidt at sidde fast i rutinerne, nærmest gå i tomgang. Derfor talte jeg med min leder og afklaringskonsulent om dette. Jeg har haft møder med både min sagsbehandler og afklaringskonsulent, og det ville give bedst mening at søge en fleksjobbevilling. Jeg har hele tiden været mest for fleksjob. Jeg har nogle gode ressourcer i mig, som jeg gerne vil bruge på bedst tænkelige måde.
Dog er der en lille ting, der spøger i baghovedet, for jeg frygter at det kan forværre min indre uro og sindstilstand at skulle søge fleksjob med den viden om at det er svært at få. Derudover frygter jeg at sidde fast i jobcenter regi, som også er en stressfaktor. Men i stedet for at overtænke og panikke alt for meget, vil jeg hellere bruge mine egenskaber og mit netværk på at søge jobmuligheder.
Tanker og drømme
Mødet i december med afklaringskonsulenten var lidt af et wake-up call. Jeg er 31 år. Jeg har det utrolig svært med at have ”pensionist” siddende på mig. Det føles helt forkert. For jeg kan godt arbejde. Jeg kan ikke fuld tid, men jeg kan. Mit issue er bare, at jeg har det med at give for meget af mig selv, og være overambitiøs. Og det bider mig bagi. Jeg er den type, der altid giver en skalle og giver lidt ekstra af mig selv. Men det gør også at jeg bliver hurtigt overstimuleret og overbelastet.
Jeg har mange tanker og drømme for fremtiden, og spørgsmålet, er om jeg kan opnå dem, eller bare en lille andel af dem, med et fleksjob. Jeg har et brændende ønske om at stifte familie, skrive bøger og komme ud at rejse. Men mest af alt, så vil jeg bare have ro i sindet, og noget stabilitet i min hverdag, så jeg kan være en god kæreste, datter, ven, ja simpelthen, den bedste udgave af mig selv.
En god bekendt har sagt: ”Det kræver selverkendelse og mod, at indrømme: Jeg er syg og det vil jeg altid være, i større eller mindre grad”. Den har jeg taget til efterretning. Det ramte mig virkelig. Jeg er udredt for PTSD og angst, og min tilstand er kronisk. Det har gjort mig både ked af det, og det har påvirket mit humør og selvbillede.
Hvem er du?
Når jeg har talt med mennesker, der er førtidspensionerede, er det personer, som har været en del af et arbejdsmarked, der ikke var egnet til sårbare sjæle. Det samfund og arbejdsmarked, vi har i dag, er ikke beregnet til mennesker med sårbarheder – og det er en skam. Der mangler arbejdskraft. Derfor er det da også ærgerligt, at disse kræfter ikke kan findes blandt førtidspensionister eller fleksjobbere. Man forbinder ofte sin identitet med sit arbejde. Eksempelvis bliver man mødt med spørgsmålet, ”hvad laver du til daglig?”, og svaret er ”jeg er” og så det man arbejder med; skolelærer, journalist, pædagog, tømrer, osv. Men hvis man er førtidspensionist, bliver der gået mere stille med dørene. For som førtidspensionist laver man jo ikke noget, vel? Man går bare rundt derhjemme. Det er en fordom og mærkat, som er både nedværdigende og forkert. Vi bliver målt og vejet ud fra job og uddannelse, i stedet for på det menneske, man er.
Ordet ”førtidspension” har i mine ører været negativt ladet, alt for længe. I gamle dage hed det en ”invalidepension”, som stort set var et punktum i arbejdslivet. Man fik invalidepension, hvis man var så nedslidt efter et langt liv på arbejdsmarkedet, at kroppen simpelthen ikke kunne mere. Men ens arbejdsliv behøver ikke nødvendigvis at slutte på en førtidspension. Der er mulighed for at komme i skånejob, og dermed bliver punktummet i arbejdslivet til et komma, i stedet for.
Forskel på sagsbehandling
Men hvad er så bedst? Det kommer jo helt an på den enkelte borger og vedkommendes situation. De mennesker, jeg har talt med, er en del af Outsideren, og jeg har hørt deres erfaringer. Et par af dem har fået førtidspension og andre har fleksjob.
De personer, der har en førtidspension har sagt, uafhængigt af hinanden, at de er ramt af følelser som ensomhed og mindreværd, og har oplevet at blive set ned på som en ”nasserøv” fra omverdenen. Den mentale og økonomiske ro, indfinder sig efterfølgende, når pensionen er godkendt. Presset fra Jobcentret ophører, og man bliver herre i eget liv. Samtlige af de personer, jeg har talt med, har enten en fysisk eller psykisk diagnose, der har gjort at de ikke har kunnet varetage et 37 timers arbejde. Deres livshistorier er vidt forskellige, men det der er en fællesnævner, er at de hver især har fået ro og overskud til at kunne passe på dem selv – uden at skulle stå til rådighed for jobcentret. Flere har endda udtalt sig, at det har været en redning for dem.
Men der er desværre også historier om alt for lang sagsbehandling, som har taget flere år, og som har gjort den i forvejen sårbare borger endnu mere syg. Det er grobund til identitetskriser og depressioner. Det kender flere af de, jeg har talt med, til. Det er under al kritik at syge borgere bliver tvunget ud i arbejdsprøvninger, ressourceforløb og praktikker, selvom de er så syge og har lægeerklæringer på, at de ikke kan arbejde. Måske skulle man se på lovgivningen, og ikke være så rigide fra jobcentrenes side.
Min egen situation taget i betragtning, så er jeg glad for den sagsbehandling jeg har modtaget. Jeg er blevet lyttet til og taget alvorligt fra dag ét. Og jeg er ked af at det ikke er alle, der bliver det. Jeg håber på det kan ændres i fremtiden. Ingen fortjener at blive tabt i systemet.
Fremtiden
I juli måned blev jeg så indkaldt til møde hos rehabiliteringsteamet. Jeg var en my fra at få fleksjobbevilling, men udfaldet blev at de ønskede en arbejdsprøvning mere. Altså endnu en gang i virksomhedspraktik. Det var en beslutning som min sagsbehandler og afklaringskonsulent blev meget overraskede over. Efter at have sundet mig, kan jeg godt se pointen. De var bekymrede for, om jeg kunne finde og være på en arbejdsplads, der har de skånehensyn, jeg har brug for. Derudover må jeg ikke tage arbejdet med hjem. Jeg har svært ved at lægge mit arbejde fra mig, men det har også været med til at presse mig unødvendigt.
Derfor er jeg sammen med min sagsbehandler gået i tænkeboks for at finde et praktiksted, der eventuelt kan blive fleksjob. Jeg håber og tror på, jeg finder et sted, hvor jeg kan udfolde mig og udføre et godt stykke arbejde nogle få timer om ugen. Fremtiden ser fornuftig ud.