Tryghed er det eneste, der er mellem mig og mørket. Hvis den ikke opretholdes af dem omkring mig, så falder jeg i afgrunden. Her er en beretning om hvordan trygheden blev taget fra mig – og hvad vi alle sammen kan gøre, for at få den tilbage. Det gælder især om at lade mennesker udtrykke sig på deres egen måde.
Af Pernille Mikkelsen
Midt i et møde med bosteds-teamet mærker jeg at alting står stille indeni. Deres ord rammer mig som et chok, der bare bliver ved og ved. Jeg er i orkanens øje, for rundt om mig hvirvler hele mit liv. Jeg selv balancerer på en tynd stribe lys. Det er vejen jeg går – i utryg stilhed.Jeg er hyper opmærksom, intens i alle mine aftryk på verden. Alting træder så tydeligt frem. Lugte. Gåsehud, der vender forkert. Alle andres lyde og værende.
Indeni er jeg knækket over på midten, så jeg forsøger at leve som en regnorm – lige fordelt og i begge ender.
Mit flade uinspirerende, forlorne liv synes konstant at være i selskab med den laveste fællesnævner.
Ingen ser mig falde.
Kun jeg ser de sindssyge kræfter, der skal til for at få det hele til at spinde rundt. Jeg er på ingen måde urørlig, for deres ord flænger min stride havstrøm og lader hele mit liv vælte ned over mig. Jeg tøver og undgår øjenkontakt.
Måske opdager de ikke jeg er her? Min tone føles spids og jeg er fuld af forundring. De sidder og dømmer mig – endnu en gang. Disse enøjede kæmper. På rad og række tilser de mine måder at give aftryk på. Pludselig rejser den ældste sig og buldrer på sit eget sprog, at jeg skal indlægges. Alle omkring ham rejser sig og i al larmen finder deres stemmer hinanden og bliver til den samme, ensartede melodi: sygehuset.
Jeg kigger i retning af min kontaktperson, men hun er allerede istemt det samme råbekor og det forekommer mig, at ingen tør sige den enøjede kæmpe imod. Indeni siver min tryghed stille ud, gør mig ør og mør og uden håb. Den enøjede buldrer videre og siger: “og du skal være der længe. Hvis du ikke er på hospitalet kl. 14, så kontakter jeg politiet”.
Utrygheden
Jeg er i situationen ikke i tvivl om at deres agenda er stykket sammen på forhånd og at den eneste, der ikke er forberedt på, hvad der skal ske, er mig.
Jeg føler mig afklædt og sat til skue. Jeg er opmærksom på mit undertal, vrider og snor mig indeni for at undgå det uundgåelige. Det der virkelig rusker hårdt i mig er visheden om, at ikke engang min kontaktperson er på min side. Har nogen omkring bordet tænkt, hvordan kan vi orkestrere denne overgang så trygt og gelinde som muligt?
Hvis trygheden er væk, og det gør, at jeg føler mig håndteret mod min vilje, så lukker jeg helt af.
Jeg fungerer ikke i sådan en verden, for tryghed er det tæppe der ligger mellem mig og en mudret og mørk tilværelse. Hvis jeg skal fungere, skabe og leve, så skal det tæppe i det mindste være tilstede.Dette er der ingen af de omkringsiddende der har in mente. I stedet rabler de løs om, hvad der skal pakkes. Om vi skal gå, cykle eller køre. Jeg hører deres ord, men ingenting giver mening. Jeg står og stirrer ned i afgrunden. Jeg er igen alene mod en overmagt, som jeg ikke kan kæmpe imod. Mens hele mit liv synker ned i ankelhøjde, så forsøger jeg at ekstrahere tryghed og nærhed ud af min kontaktperson. Ser på hendes hænder og bluse. Men alt er koldt og virker som arkæologiske fund. Jeg er alene med mig selv. Helt alene og utryg.
Trygheden
Almindeligt vis, er tryghed ikke noget jeg spekulerer over – ikke før den er væk. Tryghed er vigtig for mig, for uden den, taber jeg balancen og falder i dybet. Men hvis man ved, man bliver grebet, behøves man måske slet ikke at frygte at falde?Fordi jeg lever i en kaotisk indre verden betyder det meget, at jeg har mennesker omkring mig, der sætter rammerne. At jeg har personale hos mig som forstår og kan reagere på mine behov.
Her på bostedet kan der gå dage i træk, hvor jeg har minimal og kun praktisk interageren med de ansatte. De dage smelter trygheden som sne på en lun vintermorgen – efterlader små pytter af angst, ensomhed, måske endda noia og vrangforestillinger. For nogle gange er det gennem personalet, at jeg ser virkeligheden. Det er dem, der kan forhindre dybet i at tage mig ned.
Før og under indlæggelser kommunikerer jeg både med F-ACT, kontaktpersonale og læger på små papirlapper. Min kontakt ud over disse skriblerier er begrænset til ingen øjenkontakt og grynt. Men ved at lave små tekster får jeg kommunikeret min tilstand frem i verden. Det er min måde at optage plads og jeg opnår en højere grad af tryghed ved hele tiden, løbende at holde min omverden orienteret.
Der ligger også en helt grundliggende tryghed i at føle sig forstået. En vished om, at det der kommer ud af mig, er det samme som det, der når dem. Metoden er meningsfuld for mig, også selvom personalet nogen gang ”beder” mig om at nedtone mit billedsprog, da det åbenbart er svært for især lægestaben ikke at tage alting bogstaveligt.
I mit møde med Simon (dengang special psykolog på Gentofte) ændrer alting sig radikalt. Han får fat i nogle af mine kommunikationstekster og vi har samtaler, hvor jeg forsøger, uden papir at forklare ham, at jeg ikke kan styre det, der bor indeni. At det vokser og manifesterer sig i ord.Han er forstående og lydhør. Det giver mig en enorm tryghed, at han hører “min stemme” i mine tekster, at han forstår og spørger ind.Efter en del samtaler udfordrer han mig og min litterære formået. Det, at han allerede har etableret en base gennem samtaler og tålmodighed, gør det nemmere for mig at indtræde i en pagt med ham.
Han beder mig om at skrive essays.
Om alt mellem himmel og jord. De eneste regler er, at jeg ikke må skrive om mig selv og jeg må ikke google noget. Han giver mig nogle konkrete emner, som han mener er relevante. F. eks Frihed. Tid. Tro. Og mennesker som konstruktion. Selvskade og stemmehøring. Begavelse og mange flere.
Første gang jeg læser et essay højt for ham, tvivler jeg på alt. Men hans væsen og værende indgyder ro og tryghed, så jeg bliver ved.
Hver gang et essay er færdigt, læser jeg det højt. Efter tid også for andre, ja for alle der gider at lytte. Han har der åbnet en helt ny verden og placeret mig midt i den. Hans liv og begejstring giver mig blod på tanden og hans ros og opmuntring gør det hele til et trygt sted at være. Ved hvert essay forsvinder lidt mere af det mørke jeg lever i. Det er som om, at mine sorte tanker griber fat i de fortællinger der kommer ud af det og forsvandt.
Mødet med ham, er nok et af de vigtigste møder jeg har haft i psykiatrien.Skrivningen har levet videre her hvor jeg bor nu. Personalet opfordrer mig stadig til at skrive – og de lægger gerne et øre til mine ord. Ord om alting. Om små ting og alle de store.
Jeg kan ikke skrive mig rask, men det fungerer som en ventil, hvormed jeg kan lufte ud i alle de tanker der ræser rundt i min hjerne.
Indlæggelse
Kunne man inden mødet have varmet mig op til, hvad der skulle ske? Det ville booste min følelse af selvbestemmelse. Det vil nok også gøre mit ophold i psykiatrien kortere og mere behageligt, fordi det ikke vil starte med dybe protester og tvang.
Kan man ikke også sørge for, at der altid er mindst én til mødet, der er på min side? En som sørger for, at mine indvendinger bliver hørt? Det ville gøre en uhyre forskel. At vide, at jeg ikke kæmper alene.
Men det vigtigste er måske, at man lægger vægt på de ting, der udtrykkes. For mig er det vigtigere, at jeg bliver læst godt, end at man hører hvad jeg siger. Man skal tage det mest alvorligt, hvor mennesker udtrykker sig stærkest.
Jeg skal måske heller ikke forsøge at skjule min tilstand, men faktisk være ærlig, når personalet begynder at tale om indlæggelse. Det virker uhyggeligt, men måske kan jeg også finde noget tryghed i, at de nogen gange kan se mere end jeg selv. Når det begynder at blive svært, skal jeg også være bedre til at opsøge personalet, i stedet for at vente på at blive opdaget i mængden, mens alting bare bliver værre.