Noget, der undrer mig, og som er en torn i øjet på mange, er den lange ventetid, der er for at blive udredt hos en privatpraktiserende psykiater. Men der kommer nogle nye regler i starten af 2025, der vil gøre det nemmere for patienter, der bl.a. ønsker at få børn. Jeg er en af dem.
Skrevet af Maria Wendt, skribent og bestyrelsesrepræsentant
Jeg får flouxetin, mod angst, og har taget det siden 2019.
Jeg snakkede med en psykiater i starten af november måned, da min læge har henvist mig til behandling. Psykiateren, jeg talte med, anbefalede mig at blive henvist til regionen, efter jul og nytår, fordi han var sikker på at jeg ville komme hurtigere til i regionen end hos ham, da han først havde mulighed for at tage mig ind om 8 måneder, dvs. engang i løbet af sommeren.
Der er al for lang ventetid for at komme til psykiater, og jeg kan ikke lade være med at føle mig som en kastebold i systemet.
Det er meget grænseoverskridende og en stor stressfaktor at skulle have teten som patient. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi som patienter selv skal stå med det ansvar. Man taber pusten, når det sidder i hovedet 24/7.
Jeg føler mig personligt ret presset over selv at skulle kontakte en masse forskellige psykiatere og forklare min situation om og om igen, til ingen verdens nytte. Det er virkelig hårdt at skulle gentage sig selv og starte forfra hver gang. Jeg sidder tilbage med en følelse af tomhed og magtesløshed, fordi jeg ikke kan få den behandling, jeg er henvist til. Derudover får jeg følelsen af at give op, forstået på den måde at jeg slet ikke har lyst til at få behandling, fordi det er mig selv, der skal sørge for det. Jeg får lyst til at råbe og skrige: ”Jeg gider ikke! Fuck jer!”
Tag dog presset fra vores skuldre!
Noget, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er at vi patienter selv skal finde en psykiater og få bestilt tid. Det er en jungle at skulle navigere rundt i. Og den lange ventetid, er en stressfaktor at skulle forholde sig til. Hvorfor kan ens læge ikke hjælpe med det? Der kan jo være nogle, der er så dårlige, at de ikke kan overskue det, og måske slet ikke får det gjort. Personligt har det taget mig meget lang tid at kontakte diverse psykiatere, netop fordi det har været uoverskueligt. Alligevel har jeg brugt en masse ressourcer på at finde psykiatere på sundhed.dk, finde telefonnumre og ringe rundt. Det har drænet mig for energi, som jeg kunne have brugt på at passe på mig selv og genoplade mine batterier.
Som patient ville det være en kæmpe hjælp, hvis det var min læge, der kontaktede enten en psykiater eller psykiatrien, så jeg kunne komme i gang med min behandling. Det ville tage et stort pres fra mine skuldre.
Sidste år blev der afsat 400 mio. kr. til at løfte psykiatrien, men jeg savner at der er sat penge af til de praktiserende læger, så de kan hjælpe psykiatriske patienter i den rigtige retning. Om det er lovgivningen, der skal kigges på, eller om der skal økonomi til, ved jeg ikke, men det skal ændres.