Hvad kunne gøre en indlæggelse mere helende og mindre opslidende? Med afsæt i egne oplevelser fortæller skribenten om livet bag dørene på en lukket afdeling og deler en række konkrete forslag til forbedringer.
Det handler om lys, ro og rummelighed – men også om kommunikation, integration eller at få et ordentligt måltid mad. Små ændringer kan have stor betydning, når man kæmper for at få fodfæste i en hård tid.
Skrevet af Pedro Monzó
At forbedre psykiatriske hospitaler er ingen let opgave. Mange patienter med forskellige diagnoser skal leve sammen i en periode. Hver person har sine egne særheder og frygt. Hver diagnose har sine udfordringer og særlige kendetegn. Den fysiske og følelsesmæssige påvirkning varierer fra patient til patient. Nogle er lige ankommet, mens andre snart skal udskrives. Der findes ingen universalløsning, der skaber det perfekte hospital.
Dog sker der visse forbedringer.
En ny national psykiatriplan blev vedtaget i 2022. Denne 10-årige plan fokuserer blandt andet på at øge kapaciteten, forbedre behandlingskvaliteten og reducere genindlæggelser. Ændringerne har til formål at skabe rolige og terapeutiske miljøer i stedet for restriktive, hvilket kan mindske traumatiske oplevelser.
Planen nævner også bedre koordinering mellem hospitaler og kommuner samt initiativer til forebyggelse og tidlig intervention.
Men små ændringer kan gøre en stor forskel. Skabelsen af varmere miljøer, et større udvalg af aktiviteter og bedre kommunikation mellem patienter og personale er eksempler på simple forbedringer.
Denne artikel giver nogle forslag til forbedringer baseret på mine egne oplevelser som patient på et dansk psykiatrisk hospital i foråret og sommeren 2021.
Patientværelset og belysningen
Nogle studier viser, at selvmordsraten blandt mennesker med bipolar lidelse er højere i foråret. På den ene side påvirker sollyset niveauet af melatonin og serotonin, som regulerer humøret, hvilket kan skabe ubalance hos mennesker med bipolar lidelse. På den anden side kan ændringer i søvnmønstre forårsaget af længere dage (især i de nordiske lande) udløse maniske eller hypomaniske episoder – som ofte efterfølges af depressive perioder.
Søvn er afgørende, især under en krise. Når jeg bliver ustabil, er søvnrytmen det første, der påvirkes. Da jeg blev indlagt, stod solen op kl. 5 og gik ned kl. 23. Gardinerne på mit værelse var nærmest ikke-eksisterende, og solen vækkede mig – hvis jeg overhovedet var faldet i søvn. Sammen med depression gjorde det at vågne kl. 5 om morgenen dagen næsten uudholdelig. Det ville have været en stor hjælp at have gardiner, der kunne regulere lysniveauet bedre.
Patientværelset er ofte det sted, hvor patienterne tilbringer mest tid. Derfor bør belysningen skabe ro og en varm atmosfære samt kunne tilpasses forskellige behov.
Når jeg forlod mit værelse, havde jeg ofte lyst til at dæmpe lyset. Når jeg har det svært, bliver jeg meget lysfølsom – lidt ligesom en person med migræne, der har brug for mørke. Vinduerne på hospitalet var de samme som i mit værelse, så det var også svært at skærme sig for solen andre steder. Dagene føltes uendeligt lange, som at leve tre dage i én. Når man er nedtrykt, har man brug for at kunne afslutte dagen tidligere, men jeg følte mig fanget i for mange timer.
Jeg forstår vigtigheden af døgnrytmer og naturligt lys for søvnregulering. Samtidig ved jeg, at det er vigtigt at gå udenfor og få sollys, især under depression. Men patienter burde have mulighed for at tilpasse deres lysmiljø til deres behov.
Om vinteren gælder der dog andre regler. Her er der mindre naturligt lys, og kunstigt lys er nødvendigt. Men på hospitalet var det ofte for skarpt, koldt og hårdt. Denne type lys kan være passende i personalets arbejdsområder, men i korridorer og opholdsrum, hvor patienter opholder sig meget, kan det være generende.
Hvert rum har forskellige funktioner og behov. Belysningen bør afstemmes efter formålet: patienternes og personalets trivsel.
Udenfor mit værelse
Når man kæmper med angst, er det svært at finde sin plads. Miljøet kan enten berolige eller forværre uro.
Fællesområdet på min afdeling bestod af en lille stue med tre sofaer, et fjernsyn og et bord til tegning eller puslespil. I dagtimerne blev fjernsynet ofte brugt til nyheder eller udsendelser med katastrofale eller voldelige elementer. Jeg tilbragte noget tid der, men det var ikke et særligt hyggeligt sted.
Der var et lille rum med et bordtennisbord og et løbebånd, som jeg brugte, da jeg begyndte at få det bedre. Der var en fin terrasse, der også fungerede som rygeområde. Nogle lokaler lignede mødelokaler og blev brugt til kortspil om aftenen. Der var også et udendørs grønt område, hvor der blev afholdt kunstworkshops.
Afdelingen havde et lidt institutionspræget look, som mindede om et kontor. Det var koldt og sterilt, som hospitaler ofte er. Man kan forvente en minimalistisk og ren indretning, men der kunne sagtens være mere varme – for eksempel nordisk inspireret indretning med komfortable møbler, blødere belysning, rolige farver, planter eller smukke malerier. En indretning, der understøtter både patienters og personalets trivsel.
Jeg ville også have ønsket, at fællesområderne var bedre tilpasset deres funktioner.
Rutiner og aktiviteter
Jeg ville gerne have haft en mere struktureret dagsplan med flere aktiviteter. Når man kæmper, kan det være hjælpsomt at have noget at se frem til – så undgår man at bruge energi på overtænkning.
Vi havde et kunstworkshop og et rum til yoga og udstrækning. Der var også samtalegrupper mellem patienter, men jeg deltog ikke. Det føltes ikke som nok.
Eksempler på mulige aktiviteter kunne være:
- Yoga, mindfulness, meditation, sanseøvelser
- Spil (brætspil, digitale spil, samarbejdsspil)
- Blid motion
- Kulturelle aktiviteter (musik, film, læsehjørne)
- Kropsudtryk (dans, teater)
- Havearbejde
- Undervisning om mental sundhed
- Rum, der fremmer interaktion mellem patienter
Nogle aktiviteter kunne være guidede, andre kunne foregå individuelt eller i grupper. Gruppeaktiviteter kan opbygge fællesskaber blandt patienterne. De forskellige rum der bruges til de forskellige aktiviteter skulle have regler for brugen, skemaer og forholdsregler der ville forhindre forkert brug af tingene.
Integration
En af de største udfordringer for mig var sproget. Jeg kunne ikke tale eller forstå dansk, hvilket gjorde de første uger særligt hårde.
Der var mennesker omkring mig, men jeg følte mig lidt ensom. Jeg havde behov for at dele mine følelser og problemer. Jeg fik ikke den rette empati fra personalet og savnede bedre kommunikation. Jeg manglede muligheder for at tale med dem. Nogle gange kunne jeg tale engelsk med de andre patienter, men min angst og mentale udmattelse gjorde det ikke nemt. Som dagene gik, fik jeg et bedre forhold til mine medpatienter og fandt en støttende gruppe blandt dem. Sammenlignet snakkede jeg med min psykiater én gang om ugen.
En løsning kunne være en kulturkoordinator, der hjælper ikke-dansktalende patienter med integration og kommunikation. En kulturel koordinator kunne facilitere bedre integration og mere kommunikation mellem patienter og ansatte.
En anden idé kunne være et program, hvor danske patienter frivilligt hjalp nye patienter med at finde sig til rette. Danske patienter ville være værter for udlændinge de første par dage og kunne hjælpe med at svare på spørgsmål.
En kulturel koordinator kunne lave personaliserede behandlingsplaner der kiggede på mål, præferencer og kulturel baggrund.
Kost
Kost spiller en vigtig rolle i bedring. Blandet med andre ting, så er det klart en faktor for patienters recovery. Dertil er en diæt, der ikke gentager sig selv for ofte værdsat af patienter, så de ikke bliver trætte af manglen på variation og ender med ikke at kunne lide maden.
Der er plads til forbedring, men som med mange andre ting, så er det et spørgsmål om budget og en villighed til at ændre på tingene.
Jeg har ikke mange klager over maden under min indlæggelse, men jeg ville selvfølgelig gerne have spist bedre, men det ville være unfair at sige at det var dårlig mad. Det var ok, men jeg savnede mere fleksibilitet i spisetiderne.
Familien følger op
Det er ikke kun patienten der kæmper, men også familien oplever stress og uro på grund af den usikre situation. God kommunikation med hospitalet er essentielt for familien. Min kæreste var min eneste familie i København. Hun følte sig ensom og utryg. Under de første uger ville det have været godt, hvis hun havde haft mere kontakt med personalet og psykiateren.
Et godt initiativ kunne være et opfølgningsprogram for pårørende som indeholdt patientens behandlingsplan, fremskridt og dette kunne især være nyttigt i forhold til når pårørende kunne besøge den indlagte.
På den anden side kunne man lave støttegrupper for familie og pårørende, hvor de kunne dele deres bekymringer og følelser med andre i lignende situationer, f.eks. andre indlagtes familier.
Livet efter hospitalet
Imens jeg skrev denne artikel, indså jeg vigtigheden af to andre problemer relateret til min indlæggelse. På den ene side huskede jeg det svære forløb, som jeg gennemgik før jeg blev indlagt. På den anden side, så tænkte jeg på livet efter indlæggelsen.
En måned senere blev jeg fyret fra mit job. Et par måneder efter udviklede jeg cyklotymi, som er en affektiv lidelse, der er kendetegnet ved tilbagevendende cyklusser med henholdsvis hypomaniske og depressions-angste perioder.
Jeg vil ikke gå yderligere ind i min periode efter indlæggelsen, men jeg vil stille nogle spørgsmål til hvordan patienter bliver udskrevet.
Efter udskrivelse er patienten sårbar og i risiko for tilbagefald. I denne periode har patienten allermest brug for støtte fra læger og familie.
Man bør lave en plan for udskrivelse der følger en fast plan og som involverer familien i at forberede hjemmemiljøet.
Patienten må ikke føle sig alene, når de forlader hospitalet. Støtte kan gives ved at man har kontinuerlig kontakt med psykiateren og man skal give terapi og mulighed for aktiviteter.
Et meget svært punkt kan være at vende tilbage til arbejdet eller at finde et nyt job. Arbejdspladser og deres ansatte har brug for at være mere informerede om psykiske lidelser. Jo mere disse er kendte og normaliserede, jo tryggere rum vil vi have.
Nogle arbejdspladser kunne have en kvote for ansatte med psykiske lidelser. At man har en diagnose, forhindrer ikke en i at arbejde, men nogle gange har man brug for et boost, hjælp og forhold, der passer til en.
