Normalt plejer jeg bare at sige til folk, at jeg er på førtidspension, fordi jeg er sensitiv over for stress. Det kommer ikke andre ved, at jeg har en psykisk lidelse. Det hører til mit privatliv, og det er jo sandt, at stress er mit hoved problem.
Men nu har jeg fået et nyt bekendtskab. Bare en bekendt. Jeg tænker ikke, at vi skal være bedste venner. Vi mødes privat om at udveksle alternative behandlinger.
Tanken slår mig, om jeg skal fortælle hende, at jeg har en diagnose og har været indlagt. Mit gamle pligtskyldige jeg føler sig forpligtet til at være hundrede procent ærlig. Men det er jo netop noget af det, det har været mit store problem; at jeg har været grænseløs og som en åben bog. Jeg var hudløs ærlig omkring alt i mit liv, også til fremmede. Jeg har arbejdet så meget på at få grænser og blive integritetsfyldt. Mit nye perspektiv er, at andre skal gøre sig fortjent til min tillid. Jeg skal værne om mit privatliv.
Og hvor længe skal min forhistorie forfølge mig? Det er tre år siden, jeg siidst har været syg.
Jeg fortæller jo heller ikke nogen, at jeg blev opereret for blindtarmsbetændelse, da jeg var 17 år.
Det kommer ikke andre ved.
Jeg skylder ikke nogen noget. Jeg er ikke til fare for andre, og skal derfor heller ikke ´advare´ nogen om noget.
Mens en anden side af mig synes, jeg burde stå frem og være fuldkommen åben omkring min diagnose. En side af mig bryder sig ikke om at have hemmeligheder. Men det er jo netop privatliv og ikke som sådan en hemmelighed. Har folk tæt på vundet min tillid, og skal vi være venner, fortæller jeg dem gerne om min sygdom.
Men fremmede og bekendte, nej, dem skylder jeg absolut ingen forklaring eller udpensling af mit privatliv og min fortid.