Den frie vilje
Jeg har altid sagt, at hvis man benytter sig af den frie vilje, så har man muligheden for at omgå, eller endda undgå den bundne vilje. Den vilje, der er givet mig på forhånd. Her tænker jeg på den højeste gode vilje. I mine øjne stammer den absolutte højeste, mest intelligente, alkærlige vilje netop ikke, og aldrig, fra mig som person.
Den givende vilje er altid god, uanset hvad. Og er altid god for alt og alle til alle tider. Det er min egenvilje ikke.
Jeg kan i princippet give slip, og lade viljen fra min højere magt komme i spil. Den frie vilje bliver derfor, ved dette øjekast, desværre en risiko for at forplumre Den Ultimativt gode vilje.
Jeg bliver givet en vej, en åbning, en god rute. Jeg bliver givet højre eller venstre, men jeg kan forpurre vejledningen. Ved at sætte den frie vilje i spil og gå imod guddommelige svar.
Det omvendte kan også gøre sig gældende.
Jeg kan bruge min frie vilje til at overgive mig.
Som en slange, der vælger ikke at bide sit offer. Jeg har gift i mig, gift, der kan ødelægge. Men jeg vælger at se bort giften.
I denne henseende følger jeg så den guddommelige vej. Ved netop at beslutte, at jeg intet beslutter. Men tillader mig at blive bevæget, og bevæges.
Som en slange, der opgiver at forgifte nogen, og lader sig flyde med strømmen, og lader sig omforme, og vågner og finder ud af, at den slet ikke var en slange, men i stedet en ål i en åleruse.
– Susanne Bang
Det begyndte med …
Det begyndte med et åndedrag. Hun virrede lidt med næsen, så det ud til. Og dog, hun missede med øjnene, jo. Åh nej, forsøgte hun at sige noget, eller rettere – kom hun med en lyd?
Dette vidunderlige barn. Er det slut nu? Er det ovre!?
Sygeplejersken kom og så til mig, og jeg kiggede op på hende med store våde øjne, der næsten fortabte sig. Det var ligesom om, at hun kunne se, hvor stort et spørgsmålstegn jeg var.
En mund, hvor læberne nærmest veg fra hinanden, skævt på grund af manglende kræfter. Et slags smil, var det vist.
”Jo, den er god nok”, sagde min mand, ved siden af mig. Som om han hoppede på stedet, men man kunne ikke se det.
Jeg så på ham, som havde jeg aldrig set ham før.
Og så sagde sygeplejersken: ”Fødslen er vel overstået. Jeg kan godt forstå dig. Hvor er hun fin. Er det Susanne hun skal hedde?”
– Susanne Bang