Efter tidligere at have skrevet anonymt til Outsideren, står Lærke nu frem med sit rigtige navn. Sidst fortalte hun om livet på den lukkede afdeling. Denne gang – næsten tre år senere – deler hun sin historie om hverdagen udenfor, og om at leve med paranoid skizofreni i et samfund præget af fordomme og stigmatisering.
Skrevet af Lærke Alicia
Jeg har valgt at stå frem med navn, siden sidst jeg skrev til Outsideren. Jeg vil ikke længere gemme mig bag navnet Zelda. Jeg er træt af fordomme, jeg er træt af stigmatisering, og jeg er i den grad træt af at gemme mig blot fordi jeg har paranoid skizofreni.
Mit navn er Lærke. Jeg er lige her, og for nogle år siden skrev jeg om at overleve på den lukkede. Nu, efter snart tre år, vil jeg skrive om, hvordan jeg står op hver eneste dag og holder mig i gang. Hvordan jeg overlever udenfor den lukkede.
For snart et år siden så en psykiater mig i øjnene. Jeg kunne ikke tyde ham. Jeg var både smadret, udmattet og desperat, da ordene væltede ud af ham. Jeg var kronisk selvmordstruet, og der var ikke mere de kunne gøre ved det, så jeg skulle udskrives.
Når du brænder
Forestil dig, at du står i et bål. Du brænder. Du skriger om hjælp, mens den uudholdelige smerte bringer dig i knæ. Du rækker ud efter menneskerne omkring dig. Du tigger om hjælp, og til sidst er der en, der træder nærmere. Du tror, han vil hjælpe, men han ryster på hovedet og flytter blikket. Han kan ikke slukke branden. Du skal brænde for evigt, siger han, og vil ikke engang forsøge at kaste mere vand på dig. Så går han.
Hvordan ville du have det? Ville du slukke flammerne med din død, eller ville du blive i flammerne uden noget håb?
Jeg er her endnu. Jeg blev i flammerne, og trods alle odds har jeg lært at håndtere dem. Jeg har nu ikke været indlagt i snart 8 måneder. Jeg overlever. Lever. Jeg har ikke de samme selvmordstanker mere. Der er lange perioder, hvor de slet ikke dukker op. Jeg har stadig lortedage, og jeg bliver stadig psykotisk. Men vil I høre en hemmelighed? Man kan godt have det godt, imens man er psykotisk.
At vinde i kortspil er også noget
Det lyder måske skørt, men nogle gange savner jeg den lukkede. Jeg savner andres hjælp, savner at kunne slippe ansvaret, bare et øjeblik. For det er hårdt at holde sig selv i live, når tankerne forsøger at overbevise dig om andet. Det er hårdt at holde hovedet højt. Det er hårdt at finde fodfæste i en verden, der ikke forstår dig. Den lukkede burde, af alle steder, forstå dig. For mit vedkommende er det, desværre, bare ikke altid tilfældet. Det er vildt, hvor stor forskel der kan være fra afdeling til afdeling. Jeg har lært, at alle er forskellige, og det gælder også læger og personalet på afdelingerne.
Så lad dig ikke slå ud, hvis nogen fortæller, at du skal brænde for evigt. Personen, der fortæller det, er kun et menneske. Find et nyt menneske. Find nogen, der tror på dig. Hvem som helst. Det gjorde jeg.
Jeg tror på mig selv nu. Eller for det meste gør jeg. Jeg står op hver morgen, og jeg lever. Det brænder stadig, men jeg har folk omkring mig, der står klar med vand. Jeg har lært, at så længe jeg lever, er der en fremtid, og med en fremtid er der muligheder, men vigtigst af alt også håb. Jeg drømmer stort og griner og elsker de små ting.
For nok har jeg skizofreni, men i går vandt jeg i kortspil igen, og det kan ingen tage fra mig. Jeg er ikke den gennemsnitlige dansker, og jeg oplever til tider ulidelig smerte, som andre ikke kan se, og aldrig vil forstå. Hvad betyder alt det? At jeg skal brænde for evigt? At livet ikke er det værd? Eller betyder det ’blot’, at jeg skal grave lidt dybere efter lykken?