Outsideren fylder 30 år – og vi fortsætter kampen

I tre årtier har Outsideren været et talerør for mennesker med psykisk lidelse og sårbarhed. Meget er forandret siden 1995 – men behovet for erfaringsstemmer, nuancer og fællesskab er større end nogensinde. Outsiderens daglige leder og redaktør markerer her 30-års jubilæet med en tak til alle, der har været med i tidens løb – og en påmindelse om, at Outsideren stadig er mindst lige så nødvendig i dag som for 30 år siden.

Skrevet af Boris Lauritzen, daglig leder og redaktør

Når Outsideren i oktober fejrer sit 30 års jubilæum, er det ikke bare en fejring af et brugerdrevet magasin og fællesskab, men af tre årtiers utrættelig kamp for, at mennesker med psykisk lidelse og sårbarhed kan blive hørt på egne præmisser.

Siden 1995 har Outsideren været en platform, hvor mennesker har kunnet dele deres historier – sårbare, stærke og ærlige. Vi har vist, at psykiatribrugeres og psykisk lidendes fortællinger ikke kun handler om sygdom, men også om drømme, håb, trods, traumer, belastende systemer, almindelighed, social retfærdighed og de vilkår, vi alle lever under. Outsiderens styrke ligger i, at det er båret af dem, det handler om.

Vi, der er her i dag, bærer faklen videre velvidende om, at vi står på skuldrene af en lang række af mennesker, der har været en del af Outsideren gennem tiden. Nogle har været her i kortere perioder, andre er blevet i årevis – men alle har spillet en vigtig rolle og været med til at styrke Outsiderens virke og fællesskab. Uden alle jer var Outsideren ikke blevet 30 år.

Forandring kræver mere end behandling

Meget har ændret sig siden begyndelsen: Verden er blevet mere digital, og debatten om psykiatri og mental trivsel har fået mere plads i både medier og politik. Det er blevet noget, der vedkommer os alle – måske fordi det også berører flere og flere af os.

Men behovet for et brugerdrevet talerør er større end nogensinde. Psykiatriske diagnoser fylder mere i den offentlige samtale, individualiseringen af problemerne er blevet stærkere – og samtidig er fællesskab og nuancer blevet sjældnere. Outsideren står fast på, at vi ikke kun har brug for mere behandling, men også for nye måder at tale om psykisk lidelse og menneskelige erfaringer på, og nye måder at være fælles på.

Fællesskabelse og almengørelse som vejviser

Mange af de udfordringer, mennesker med tilknytning til psykiatrien står overfor, har deres rod i sociale og menneskelige vilkår: ulighed, svigt, traumer, ensomhed og livskriser. Derfor kan psykiatrien ikke stå alene. Forandring kræver også, at vi som samfund investerer i fællesskaber og relationer, hvor mennesker mødes ligeværdigt og kan være en del af noget større.

Outsideren er selv et eksempel på sådan et fællesskab – og vi ved, hvor meget det betyder, når man får lov at være deltager og medskaber i sit eget liv, også når man er patient eller bruger i psykiatrien.

I den forbindelse arbejder vi i Outsideren med visionen FAST – Fællesskabelse og Almengørelse af Sundhed og Trivsel. FAST handler om at skabe flere rum, hvor vi ikke reduceres til diagnoser eller individuelle problemer, men hvor sundhed og trivsel er noget, vi skaber sammen – og som skal være tilgængeligt for alle.

Outsideren som humlebi

Det er den retning, vi vil fortsætte i de kommende år – og sammen med alle jer, der vil være med til at holde Outsideren flyvende. Foreningen Outsideren er nemlig som en humlebi, der i 30 år har holdt sig på vingerne, fordi tusindvis af mennesker har valgt at dele, læse, støtte og stå sammen med os. Vi er dybt taknemmelige for alle jer, der gennem årene har været med til at holde Outsideren flyvende og levende.

Del din egen historie

I anledning af jubilæet vil vi gerne høre fra dig: Har du selv en historie eller et minde med Outsideren gennem tiden, så skriv til os på redaktion@outsideren.dk.

Og hvis du vil være med til at sikre, at Outsideren også flyver de næste 30 år, kan du for 50 kr. årligt blive medlem ved at trykke her: Bliv medlem

Som medlem af Outsideren kan du engagere dig i foreningens arbejde og fællesskab, bidrage til magasinet, følge med fra sidelinjen – eller blot vise din støtte til foreningen.

Vi fejrer jubilæet – men vi hviler ikke på laurbærrene. For kampen for stemmer, der sjældent bliver hørt, og for gode liv til alle, fortsætter.