Jeg vil fortælle en personlig beretning om, hvorfor jeg mener, at unge skal kunne fortælle deres familie-historier, uden at fagfolk skriver indberetninger herpå, for det kan hindre de unge i at tale.
Skrevet af Christina Harritz
Jeg er opvokset, alene med min far, der i pressede situationer kunne være udadreagerende. Altså blive voldelig.
Jeg vidste, at det var strafbart, og at det ville kunne få alvorlige konsekvenser for min far, hvis myndighederne fandt ud af det. Derfor sagde jeg ikke til noget til nogen om, hvad der foregik i vores hjem.
Jeg havde hårdt brug for hjælp, men jeg ville ikke kunne bære, hvis min far ville blive straffet, så jeg turde ikke række ud efter hjælp, og snakke med nogle voksne om det.
Børn er altid hundrede procent loyale. Jeg vidste, at min far ikke slog mig, fordi han var ond eller i bund og grund ønskede at skade mig. Han gjorde det i afmagt og i magtesløshed. Jeg vidste, at han elskede mig, og at jeg elskede ham. Jeg kunne godt se, hvor presset i livet, han var.
Som 17-årig var jeg på kommunen for at snakke med min sagsbehandler. Jeg ville gerne have hjælp til at kunne flytte hjemmefra. Jeg turde ikke, af hensyn til min far, fortælle om hvad der foregik i vores hjem, så jeg sagde kun til sagsbehandleren, at min far og jeg var uvenner.
Sagsbehandleren spurgte ikke ind til det. I stedet for kiggede han på mig, som om jeg var en umulig teenager, og sagde, at jeg bare skulle gå hjem og blive gode venner med min far.
Et halvt år efter blev jeg for første gang indlagt på psykiatrisk hospital på lukket afdeling. Paranoid, skrækslagen og fuldstændig forpint.
Min far kunne bare ikke styre sit temperament. Jeg skulle altid gå på listefødder, for jeg vidste aldrig, hvornår min far ville få sine vredesudbrud.
Det var som at træde på miner, at bo sammen med min far. Jeg vidste aldrig, hvornår han ville eksplodere.
Jeg udviklede ængstelighed. En konstant sitrende uro indeni, og frygt blev det, jeg kæmpede med i mange år frem.
Engang blev min far så vred på mig, at han tog kvælertag på mig. Dagen efter blev jeg indlagt.
Under indlæggelsen sagde jeg ikke til personalet, hvad jeg havde været udsat for derhjemme.
Jeg blev udskrevet, og kom igen hjem til min far.