Skriveværkstedets Stemmer – Uge 42

Kære Indre Kritiker,

Når du forstummer, så glæder det mit indre hjerte. Mit indre hjerte har brug for fred for dig. Du er hård mod andre, og ikke mindst imod dig selv. Det kan intet nytte med dit fejlfinderi ved alt og alle. Du spenderer alt for megen guddommelig energi på tom tågesnak. Hvad nytter det at være utilfreds med ting, der ikke kan ændres på? Hvad nytter det at hænge de sure sokker op som guirlander i stuen, og fra morgen til aften brokke sig over den sure lugt! Mit ”kærlige jeg” ville jo bare putte dem i vaskemaskinen.

Åh, indre kritiker, måtte du tage en lang ferie til de varme lande, og blive så glad dernede, at du ville finde en øde ø og slå dig ned på. Så kunne du sidde der og få dine varme kartofler galt i halsen.

Eller måske skulle jeg finde en god behandler, der kan give dig en ordentlig omgang massage. Måske du kunne blive helt rask for dit fejlfindersyndrom. Så ville jeg sende dig til numerolog og du kunne få et nyt navn. I stedet for ”Indre Kritiker” kunne du omdøbes til ”Kærlig Observant”, og blive til en, der nok kunne få øje på ”plads til forbedringer”, men altid i et konstruktivt og opbyggeligt lys.

Jeg har brug for dig, for at blive opmærksom på huller, der skal lappes i min arbejdskittel. Jeg bliver ikke en bedre håndværker, hvis ikke jeg har øje for skævheder, der kan rettes. Men lad os ikke dvæle ved fejlene. Lad os fejre det, der fungerer. Fejlfinderi skaber afstand mellem mennesker; ros og anerkendelse binder folk sammen.

Jeg tilgiver dig. Du er kommet af en årsag… og dog har jeg glemt grunden dertil. Måske er du internaliseret af mine forældre og omgivelser, der lod mig føle, at jeg ikke var god nok som jeg var. Men jeg er god nok. At skænde og udskamme giver ”små mennesker”, og jeg vil vokse mig større end det, når det kommer til kærlighed, overbærenhed og barmhjertighed.

– Susanne

 

Kære sande jeg,

Du har været væk for mig alt for længe. I lyset og i mørket er du gået ind og ud, jeg har aldrig rigtigt erkendt dig i frygten for at være mig selv. Jeg har altid været hende som hang i med fingerspidserne, og som jeg sagde til min gode ven Frank lige før, har jeg altid levet på en frygt for at falde udover afgrunden.
Gudske tak og lov for min gode og kærlige mor, som altid har lært mig at kigge ud, hilse på gud og hver mand, men mest af alt at kigge til dem ingen andre så. Som lille har jeg altid skænket de hjemløse et smil og et varmt sæde ved siden af os i togkupeens messy fortravlede hverdagsliv. Skammeligt er det at erfare at den lille pige måske mest af alt gjorde det, og satte så stor en ære i det, fordi hun selv var bange for at havne der. Ingen så den lille pige og den lille pige så ikke sig selv.
For hun er vokset op som outsider, outsider fordi villavejens palævillaer, med dyre biler og hvide facader var ikke hendes forældres værdier, men alligevel var de der, og alligevel var hun der. Hvordan finder man fodfæste i en tilværelse, hvor man er, men så alligevel ikke er.
Mine forældre er ikke akademikere, de er ikke kapitalister drevet af penge og karriere. Tværtimod var vi alle tre mennesker som fandt fodfæste generation for generation og er havnet i et hjul, hvor vi kunne finde fred for en stund, men uden helt at forpligte os til samfundets højhastighedstog, som buldrer der udad med rasende fart mod penge, magt og prestige.

– Maja Raaby Kristoffersen

 

Kære indre kritiker,

det føles meget grænseoverskridende for mig at skulle beskæftige mig med dig. Jeg har lyst til at skrige af dig, skrige at du skal gå ad helvede til, hoppe ud over afgrunden, men bare alene at nedfælde disse ord til dig, er at yde vold på mig selv.
Jeg har lyst til at skrige af dig, lyst til at slippe min frustration ud, have en at skælde ud på – måske ikke engang en. Det jeg ønsker mig, er blot et rum hvor jeg kan få følelserne ud.
Give slip og elske, for jeg ved du har været med mig for at passe på mig.
Når man møder en verden der let lader sig forblænde, og til andre tider let lader sig dømme, møde med skyld og skam, og opfordre til at andre må lægge sig, forsvinde for at den selv kan være sit eget større selv, så må man få en ven. Den ven hedder sin egen indre kritiker.
Du er opstået af omverdens diktatur og forfængelighed, men du er min ven, og i dag må vi slutte fred. Slutte fred om, at du ikke længere skal beskytte mig og forhindre mig i at gøre ting, men i stedet komme og give mig et kærligt kram når verden gør ondt, og rammer med sine knytnæveslag. De kommer fra højre og venstre og inde fra mig selv med 789.000 km i timen og i frit fald mod hvad. Mod det punkt hvor jeg vil at leve, udfolde mig og sprede mine fingerspidser, række dem op og skabe. Folde mine arme, og brede skuldrene ud.
Et sted i mig finder jeg modet, vi laver nu en pagt. En pagt om at du må bistå mig som en kærlig ven, der altid lever i mig, men jeg sætter dig en grænse og appellere til, om du ikke nok vil finde en ny rolle, og tage form som den kærlige og elsket lillesøster jeg ikke fik.
Være det barn som fratog mig min mor en ekstra glæde, men som nu kan leve inde i mig for at støtte mig til, at udfolde mine vingefjer og sprede farve, glæde og kærlighed. Endda også give plads til alt det, der også en gang imellem er inde i mig.
Du og jeg behøver ikke længere være bange, vi ved i dag at vi kan klare alt sammen. Du har bistået mig et helt liv. I dag slutter vi fred som forenede søstre med en fælles historie, som ikke længere skal have lov at smerte.
Vi er outsidere og nogle fede nogle, fordi vi har levet livet, mærket der hvor verden gjorde rigtig ondt, men kæmpet os frem mod handlerum. Vi har bidt madderne op. Vi har set at der findes leverpostejmadder, der findes sukkermadder, og der findes den chokolademad som vores far troligt kom og satte ved vores sengebord i 15 år i vores unge teenageliv.
Kan du huske den chokolademad, den som katten hurtigt lærte at holde sig fra. Ikke fordi vi bad den om det, men i simpel hengivenhed og respekt for at det var vores. Vores næring og den rugbrødsmad som gav os styrke og mod til at tage hen i skolen, og møde verden med alt hvad vi kom af. Jeg var desværre den lille pige som kunne forblænde verden, og fik meget opmærksomhed på det hun lavet. Ofte fordi hun gjorde det godt, men inderst inde var hun genert og ville helst bare være. Hun ønskede ikke den opmærksomhed, fordi det gjorde hende utryg når lærere satte fokus på hende. Alligevel ville hun gerne behage og også anerkende sin egen styrke ved, at lade perspektiver, ord, tegning og glæde flyve ud i rummet. Begejstringen ved livet ville ingen ende tage, men i store rum og kampen mellem menneske og rigtigt og forkert lærte vi ikke at finde fodfæste. Da blev vi børn af skolens rigide og kategoriserende kassetænkende system, hvor ingen får lov at være børn, og vi blev selvdestruktive i verdens hårde spejle.

– Maja Raaby Kristoffersen

 

Et kærligt brev til mit sande selv.

Sande selv? Hvem bestemmer, hvad der er sandt? Jeg skal være kærlig, står der. De bestemmer for meget over mig, synes jeg. Jeg vil bare være fri. Fri fra regler og love, alt det jeg bliver påduttet af systemet. Jeg er lettet over at jeg kan komme i disse lokaler og bare være. Jeg skal ikke tænke over, hvordan jeg ser ud og om det jeg gør er godt nok. Jeg er nok i mig selv. Så mit sande selv er hende, der ikke bruger en masse tid foran spejlet med ansigtsmaske og makeup. Mit sande selv vil gerne ud og få ting gjort.

Hun sidder på knæ i baghaven og får jord under neglene når der lægges tulipanløg.154 tulipanløg og 85 andre forårsløg har jeg lagt.

Til marts, når de begynder at komme op af jorden, ved jeg, at det er en gave fra mig til mig.

Fra mit sande selv.

– Stella

 

Et kærligt brev til min indre kritiker.

Jeg tænker du er som jeg som helhed oftest er: arbejdsom, flittig, selvkritisk, fremadskuende… Du vil mig i bund og grund det bedste. Det sætter jeg pris på.

Men jeg har af flere fagpersoner fået besked på, at jeg skal huske at rose mig selv. Allerede nu tænker jeg kun på alt det, jeg ikke synes jeg har gjort godt nok. Det er noget jeg har lært i min opvækst: at jeg aldrig er god nok. Uanset hvad jeg kom og fortalte dem, fik jeg altid at vide, at det ikke var godt nok. Denne indre kritik er bare det jeg har lært fra mine forældre. Men jeg er voksen nu, jeg vil selv vælge. Fri mig fra det onde, om du vil.

Så hver gang kritikeren hopper op i mit sind, er jeg begyndt at sige det højt. Nogle gange er min forlovede der. Andre gange er det kun mig selv.

Men så snart jeg siger det højt, bliver det virkeligt. Jeg kan pludselig godt høre hvordan det lyder at snakke sådan til sig selv. Helt tosset.

“Du er en doven idiot, hvis du ikke tager ned og træner i dag, når du jo har tid”.

Jeg ved det er løgn jo. Så hvorfor siger jeg det stadig? Det er noget jeg har lært som barn: at altid lytte til kritikeren.

Hvis nogen siger noget negativt til mig, så går jeg rundt med det i lommen længe. Så om aftenen, hvis jeg har svært ved at falde til ro, så hopper de kritiske stemmer op ad min lomme. “Hey. hvem fanden har givet jer ordet?” siger jeg mens jeg forsøger at stoppe dem ned igen. Min indre kritiker skal faktisk helt ud nu. Jeg kan ikke bruge den til mere.

Jeg ryster lommeforet og tænker “Jeg vil fremad. Jeg kan ikke bruge energien på at rykke rundt på alle de her gamle flyttekasser”

– Stella

 

Et kærligt brev til mit sande selv

Den vediske verdensfortolkning har noget, der minder mig om en variant af den kristne treenighed, som er noget mere håndgribeligt end den kristne verdensfortolkning med deres himmel og helvede, helligånden og fanden og hans pumpestok. Hvor den kristne har Faderen, Sønnen og Helligånden, har de Atman og Brahman, der, som jeg forstår det, er begreber for henholdsvis det enkelte menneskes sjæl, selv eller bevidsthed, og en form for verdenssjæl. Ifølge mange østerlandske verdensfortolkninger, så handler oplysning om indsigten i, at der ikke er forskel.

– B

 

Et kærligt brev til min indre kritiker

Jeg har på en vis måde en oplevelse af, at du slet ikke findes. Men også kun på en vis måde. Så længe jeg kan huske tilbage, kender jeg hos mig selv en opfattelse af, at jeg i grunden er helt okay – og faktisk også ret fantastisk. Selv de små ting, som jeg kan finde ud af, synes jeg gør mig ret vidunderlig. Jeg kan hinke, gå på fortovet uden at ramme stregerne mellem fliserne, jeg kan stå op og tisse. Se mor. Jeg kan sætte det ene ben foran det andet. Se mig. Jeg kan sætte det ene ord efter det andet, tegne et billede, skabe en bevægelse, bevæge. Du er lidt sværere at bevæge, men jeg ved godt, at det mest af alt er fordi, du passer på dig selv. Det kan godt føles farligt at tro, at man er okay og faktisk ret fantastisk, når man kun er nogenlunde ligesom alle andre. Men kære indre kritiker, du er faktisk også okay – og ret fantastisk, bare fordi du er til.

I dag var der en, der sagde, at kærlighed er at vælge at se det gode frem. Jeg synes egentlig, vi er et godt makkerpar, men jeg håber, at tilliden mellem os kan blive endnu større. For vi vil begge to det gode, og vi er også okay og ret fantastiske. Det ved vi jo godt.

–  B

 

Et kærligt brev til mit sande selv

Hvis jeg skal skrive noget til nogen som helst af mine hidtidig ca. otte kendte, sande selv er, noget som jeg er ret sikker på holder, så må det være: ’Det skal nok gå, alt sammen’.

’..om ikke andet ad helvede til’, som poeten Morten Pape, fra mit elskede Amager’ plejer at sige.

Den sidste udtalelse er der nu mange af mine relativt højere selver, der er uenig i. Men jeg kan godt lide humoren. Jeg forsøger altid at snige noget humor ind, for ikke at blive kvalt i min egen jammer, kvide og vånde. På en dårlig dag kan det så være, at humoren kommer ud som ironi, sarkasme eller galgenhumor. Men ud kommer den gudskelov.

Humoren har altid været en af mine redningsplanker. En gennemsnitshjerne kan, ifølge neurovidenskaben, nemlig ikke være ordentlig vred og grine ægte samtidig. Så hvis jeg kan få folk til at grine, eller i det mindste trække på smilebåndet, så er det mindre sandsynlig, at de kan hold fast i en evt. vrede og kritik mod mig. Hver fugl må synge med sit næb, for at blive hørt.

 – Ulrik Schack Meyer

 

Et kærligt brev til min indre kritiker.

En kristen ven fortalte mig engang at ’Gud jo aldrig giver os en opgave som vi ikke kan magte i virkeligheden’. Så så han lidt plaget på mig og sagde: Nogle gange ville jeg bare ønske, at Han ikke havde så meget tillid til mig!

Jeg ved også at ting kan føles ikke bare svære, men rent uoverkommelige. Og at min indre kritiker så dukker op, for at give mig det glatte lag. Det får jeg det sjældent godt af. Men nogle gange virker det alligevel. Nogle, desværre ret sjældne gange, kan jeg ligefrem blive glad for at jeg evnede at få et eller andet gjort alligevel. Takket være min kritiker.

Indre kritikere er dog sjældent hyggelige at høre på. Under starten af noget langdistancecykling for ca. 10 år siden, kom jeg til at brokke mig over vejret. En af de gamle, garvede ryttere greb mig straks i vingebenet: ’Det der fis kan du godt holde op med lige med det samme. Hvis du først begynder på det der piv, så kan jeg love dig, at du har du givet op lang tid inden du har kørt de 600 km, som er målet i dag.’ Han havde åbenbart den tillid til mig, som jeg ikke selv var sikker på jeg havde. Eller faktisk var ret sikker på, at jeg endnu ikke havde.

Den garvede fortsatte: ’Det vi til gengæld siger her i flokken er: ’Mit liv er blevet meget bedre efter at den salte smag i min mund ikke længere kommer fra mine forbitrede tårer, men fra sveden af mit målrettede arbejde.’

Tag den, knægt. Det gjorde jeg så og kørte sidst i sæsonen 1500 km på 7 døgn. Simpelthen fordi det viste sig, at jeg faktisk kunne!

Så i pressede, ynkelige situationer, skal jeg huske at minde mig selv om at du, min indre kritiker, i yderste instans blot ønsker at beskytte mig. Derfor stiller du tvivlen frem foran mig. For at få mig til at tænke mig om. Så stiller du også senere skammen frem for at anspore mig, til at finde ud af, hvad jeg egentlig kan klare, hvis jeg nu øver mig på at gøre alt hvad jeg faktisk kan. Ikke at der er nogen som helst skam i at give op, overhovedet ikke. Men man behøver jo, strengt taget, ikke give op før man har fundet ud af, at der faktisk er noget man ikke kan, vel? Så længe det går, så går det jo, ikke?

Som biolog har jeg lært at alt liv, derfor også mit, er spændt ud mellem to basale behov. Et behov for beskyttelse og et behov for vækst. Sådan er det bare her på Jorden. Og livet skal, og kan kun, leves i vekselvirkning mellem opfyldelse disse to, evige og modstridende behov. Ude i siderne findes kun stilstand og absolut sikker død. Blive uforsigtigt dræbt af noget andet, eller dø af ensom, overbeskyttet sult.

Så jeg har lært at betragte dig, min indre kritiker, med din angst, der får mig til at tænke mig om og lægge planer, som en af mine beskyttere. Og samtidigt, eller bagefter, med din skam, en af mine stærkeste drivkræfter fremad, mod at øve mig i at gøre alt hvad jeg faktisk kan. Jeg er holdt op med at skamme mig over ting jeg har gjort tidligere. Jeg kan dog stadig ærgres over, og derefter anspores, af ting, hvor jeg ved, at jeg gav op før jeg egentligt behøvede at gøre det.

 

– Ulrik Schack Meyer