Vi er mange, der taler om, at den er helt gal med psykiatrien. Den forstår sig ikke på menneskelivet som helhed og reducerer sociale og eksistentielle problemer til individuelle dysfunktioner. Den svigter, overmedicinerer, putter os i diagnosekasser og stigmatiserer os. Vi har vænnet os til at tænke, at psykiatrien skal løse alt det, vi som samfund ikke kan rumme. Alt fra mistrivsel over ensomhed og meningsløshed til sociale problemer og eksistentiel smerte. Og når den ikke kan det, så giver vi den skylden. Vi peger på psykiatrien som problemet. Men selvom der er masser af problemer i og med psykiatrien, så er den måske ikke hele problemet. Måske er den også en slags spejl. Når vi giver psykiatrien ansvaret for al vores lidelse, begår vi nemlig den samme fejlslutning, som den selv gør: vi forveksler én del med helheden.
Skrevet af Boris Lauritzen, cand. pæd. i pædagogisk filosofi og daglig leder i Foreningen Outsideren
I samtalen om mental sundhed har vi i de seneste årtier i stigende grad gjort det enkelte menneskes hjerne og adfærd til omdrejningspunktet for forståelsen af al mulig lidelse og mistrivsel. Når et menneske lider eller ikke kan finde fodfæste i verden, søger vi årsagerne i individets indre og i det neurale. Det kan være klogt og virksomt i nogle tilfælde. Når vi reducerer kompleksiteten og fokuserer vores tilgang til det lægefaglige, giver det os noget konkret at handle på. Men i den bevægelse har vi det med at overse hele kontekstens betydning. Derfor er der god grund til at bevare et kritisk blik på psykiatrien.
Men når vi anser manglerne i psykiatrien for at være hele årsagen til mistrivslen, begår vi den samme fejl på samfundsniveau, som vi anklager psykiatrien for at gøre på individniveau. Vi gør psykiatrien til årsagen til alt, der er galt i samfundet. For her glemmer vi, at psykiatrien selv er et udtryk for den kultur, vi lever i: en kultur, der måler, diagnosticerer, behandler og kontrollerer. Det sker på bekostning af vores evne til at rumme det, vi er magtesløse overfor, det ukontrollerbare og det sårbare.
Den mereologiske fejlslutning
“Mereologi” betyder læren om forholdet mellem del og helhed. Man begår en mereologisk fejlslutning, når man tillægger én del egenskaber, der kun giver mening på helhedens niveau, eller når man forsøger at forklare helheden ud fra én af dens dele. For eksempel begår vi en mereologisk fejlslutning, når vi tror, vi kan forstå et menneske udelukkende ud fra hjernens biokemi, eller forklare et samfunds mistrivsel ved at se på én institution – som psykiatrien.
Fejlslutningen kan være praktisk i en snæver sammenhæng, men den forvansker helheden. Den får os til at tro, at vi kan “fikse” psyker, mennesker eller samfundet, som tandhjul i en maskine. Den fejlslutning bor i psykiatrien. Men den bor også i os alle sammen, i vores moderne tænkning – og også i psykiatrikritikken.
Når delen forveksles med det hele
Psykiatrien er langt fra fejlfri, men den er ikke årsagen til alt det, der er galt i vores samfund. Vi kommer længere ved at se psykiatriseringen som et symptom på et meget dybere problem, der relaterer sig til måden vi overhovedet forstår vores fælles verden på. På en vis måde er psykiatrien et spejl, der viser os, hvordan vi som samfund håndterer lidelse, afvigelse og sårbarhed.
Vi har overført en biomedicinsk logik til det sociale og det eksistentielle. Vi har gjort lidelse til noget, der skal behandles væk, og afvigelse til noget, der skal fjernes. Hvis vi vil have en psykiatri, der skal løse alt fra ensomhed til socioøkonomisk ulighed, er det os, og ikke psykiatrien, der begår en fejlslutning.
Jeg har mange mennesker i mit liv, der har diagnoser – både i Outsideren og i min nære familie. Og jeg har erfaret, hvordan diagnoser kan være hjælpsomme, blandt andet fordi de kan give et sprog for visse dispositioner og udfordringer. Men jeg ville gøre vold på de mennesker, der betyder allermest for mig, hvis diagnoserne fik lov at spille hovedrollen i mit blik på dem.
Vi lærer for eksempel ikke vores børn at kende gennem psykoedukation, men ved at være sammen med dem – lytte, lege, undres, spørge og gå på opdagelse i de liv, de er i gang med at udfolde. Det kan og bør ikke udspille sig i en psykiatrisk ramme, men i en almenmenneskelig. Og jeg er alvorligt bange for, at vi som samfund er godt i gang med at miste forbindelsen til netop det.
Den egentlige diagnose
Det er ikke bare psykiatrien, der skal ændres, men vores måde at tænke på, vores tilbøjelighed til at forstå al psykisk lidelse som noget individuelt og biologisk, adskilt fra livets politiske og eksistentielle sammenhænge. Når psykiatrien reducerer mennesker til individer uden kontekst, er det, fordi vi bor i en tid og en virkelighed, der reducerer vores samfund til systemer uden helhed. Begge dele udspringer af den samme splittelse: tabet af det fælles og det forbundne. Vi tænker i systemer, ikke i sammenhænge. I regneark, ikke i relationer. I diagnoser, ikke i liv.
At se helheden igen
Psykiatrien er ikke adskilt fra os. Den er et udtryk for den tid, vi lever i, og for de måder, vi som samfund forstår mennesker og verden på. Når vi kræver, at den skal forandre sig, må vi også spørge, om vi selv er i stand til at forandre den tænkning, den udspringer af. For måske er det først, når vi stopper med at fokusere på psykiatrien, at vi kan begynde at møde hinanden som hele mennesker.