Hvad stiller vi op, når mennesker ikke kan finde en vej – hverken i psykiatrien, i fællesskaberne eller andre steder i livet? Dokumentarfilmen Hvis jeg dør i dag og samtalen efterfølgende ramte mig med en tyngde, der stadig sidder i kroppen. For selvmord er aldrig et privat anliggende. Det er et fælles ansvar – og et vidnesbyrd om, at vores samfund ikke skaber plads nok til liv, sårbarhed og menneskelighed.
Skrevet af Boris Lauritzen, daglig leder og redaktør på Outsideren
Der er temaer og samtaler, der sætter sig i kroppen. Der ikke kun rammer som ord, men som tyngde. Noget der lægger sig i brystet og bliver liggende længe før det begynder at bundfælde sig.
Sådan havde jeg det efter samtalen på Don’t Fear The Weird Festivalen i Cinemateket om dokumentarfilmen Hvis jeg dør i dag. Filmen, der i øjeblikket også kan ses på dr.dk, handler om Jannik, der kæmpede for at finde en vej i livet, men med en tung baggage, og trods tydelige menneskelige evner og et lysende talent, ikke fandt nogen vej. Filmens instruktør Camilla Arlien fulgte Jannik i syv år, fra han kom ud af fængslet til han tog sit eget liv. Filmen, der skulle dokumentere et menneskes vej til at finde fodfæste i samfundet og i livet, endte i tragedie.
Jeg skulle føre samtalen med Camilla efter filmen, og det viste sig at være en svær øvelse. Sværere end jeg havde forestillet mig. Ikke fordi salen ikke var med, eller fordi samtalen gled ud i noget, der ikke kunne bære. Camilla fik sagt det, hun gerne ville, og der kom gode tilbagemeldinger fra publikum om, at samtalen var respektfuld, vigtig og varsom over for Janniks liv og død. Men det ændrer ikke på, at jeg selv sad med en oplevelse af, hvor svært og skrøbeligt det er at tale om selvmord – og hvor nødvendigt det er.
Når døden ikke er et vilkår, men en tragedie
Det kan være svært at tale om døden i almindelighed. Men den er ikke altid tragisk. Døden er nemlig et uundgåeligt vilkår. Selvmordet er derimod altid en tragedie, fordi vi alle ved, at det på en eller måde kunne være undgået.
Derfor er selvmordet heller ikke kun et privat anliggende. Selvmordet vedkommer aldrig kun den, der tager sit liv eller de nærmeste efterladte. Det vedkommer også os andre – hele den omverden og det samfund, der ikke lykkedes med at rumme et menneske. For ethvert selvmord vidner om, at vi som samfund ikke lykkes med at rumme og hjælpe et menneske i lidelse, så døden ikke blev den eneste udvej, de kunne se.
Sorgens tyngde
Jeg har haft sygdom, døden, tabet og sorgen inde på livet allerede fra min barndom. Min bedstefar havde tuberkulose og demens og var i lange perioder på hospitalet, inden han døde da jeg var 7 år gammel. Min mor arbejdede på plejehjem, og jeg var ofte på besøg hos de gamle. Jeg tænkte ikke meget over hvor meget døden fyldte dengang. Børn tager det naturlige meget naturligt.
Min storesøsters far tog sig eget liv, da hun var 16 år gammel. Han var en højt begavet mand med et vanskeligt sind. Der er meget af hans liv, som jeg og min søster ikke kender til, men vi ved, at han led af psykoser, havde et livslangt misbrug og ikke altid var lige let at omgås. Dengang var jeg 13 år, og jeg vidste godt, at det ikke var ligesom andre dødsfald. Det var ikke naturligt. De voksne talte ikke meget med os om det. Vi måtte selv stykke et billede sammen af den tragedie. Derfor stod og står han kun i et svagt omrids i min bevidsthed – som en slags spøgelse. Jeg syntes det var svært, uhyggeligt og ret så ensomt, og jeg ved, at for min søster har det været endnu sværere og uhyggeligere, endnu mere ensomt.
Der var også andre af vores forældres venner og bekendte, der tog eller forsøgte at tage deres eget liv, og der var også forældre til mine venner, der forsøgte det. Jeg ved ikke om det tragiske var særligt udbredt i vores kredse, men jeg håber det.
Siden jeg var 19 år gammel, har jeg i mit arbejde haft mennesker med udsathed, hjemløshed, traumer, psykisk lidelse og stofbrug helt inde på livet. Der er døden også mere nærværende end andre steder. Og der har også været mange mennesker, hvis liv er endt med selvmord eller mere eller mindre utilsigtede overdosisser.
En del har jeg i dag en vis distance til – professionel distance, om man vil. Ellers ville det nok ikke være til at bære. Men der er mange mennesker, minder og sorg, som jeg bærer med mig hver dag. Og nogle gange – som i skrivende stund – blander det hele sig sammen og bliver til en mørk, tung kugle i brystet.
Selvmord og død, der kunne være undgået, vækker en særlig form for magtesløshed. Det er ikke kun sorg, men også den smertefulde vished om, at et menneske ikke fandt en plads i verden, hvor livet kunne bæres.
Når endnu et menneske forsvinder
En af grundene til, at Janniks historie ramte mig hårdere end forventet, var nok også en besked, jeg havde fået for nyligt. En person, der har blogget og skrevet for Outsideren – et menneske, jeg kun kendte gennem hendes tekster og enkelte mails – har taget sit eget liv for nylig. Hendes sidste ønske var, at hendes efterladte skulle sende donationer til Outsideren.
Jeg har været dybt berørt af det. Ikke kun fordi Outsideren har betydet så meget for hende – hvilket i sig selv er smukt, rørende og forpligtende. Men mest af alt fordi hun ikke fandt en plads hos os, der kunne være en vej videre. Måske var vi for langt væk. Måske var hun.
Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om vi kunne have gjort noget – selvom jeg godt ved, at vi ikke kan redde alle. Men det må heller ikke bare være sådan, det er.
“Vores samfund er sygt” – som en i salen sagde
Det var ikke kun mig, der mærkede tyngden den aften. Det var hele salen. For eksempel åbnede en publikumsgæst for en frustration, som vi var flere i rummet, der umiddelbart kunne tilslutte os:
“Det er samfundet, der er sygt. Hele vores kultur er bindegal. Der er slet ikke plads til mennesker, kun til profit.”
Det blev ikke sagt som en provokation, men som en bitter konstatering. Der blev peget på, at samfundet i stigende grad kun forstår effektivitet, økonomi og præstationslogikker. Systemerne er ikke indrettet til at hjælpe os, men til at få os hurtigst muligt til at fungere på markedet. Pølsefabrikker, der skal reparere vores dysfunktioner, rette afvigelserne og få os i form til arbejdsmarkedet og livet på fuld skrue. Psykiatrien er blevet et sted, vi sender dem hen, der ikke kan følge med. Et system, der ikke altid hjælper, men i stedet pacificerer. Som symptombehandler eller sågar undertrykker individuelle udtryk for menneskelige og samfundsmæssige problemer. Og fuldstændig overser problemernes rod.
Jeg ret enig i den analyse. Men den kan hurtigt få det til at se ud som om, at det er institutionerne eller diskursen, der er rodproblemet. Jeg tror, at problemerne er meget dybere end nogen institution eller diskurs. Roden til problemerne er i vores kultur, i vores tænkning.
Når samfundet svigter – og relationerne mangler
Når jeg tænker på Jannik, på bloggeren, på alle dem, der har stået eller står på kanten, så tror jeg ikke, at nogen enkelt instans eller person har skylden, men jeg tænker, at vi som samfund, som kultur, har svigtet og bliver ved at svigte.
Vi har indrettet et samfund, hvor man enten skal kunne alt eller også bliver man frataget muligheden til at kunne noget som helst. Hvor man enten skal fungere på fuld kraft – uddannelse, arbejde, NemID, styr på alle systemer – eller også havner man selv i systemer, hvor ens menneskelighed forsvinder bag visitation, diagnoser, pakkeforløb og stigmatisering.
Der er næsten ingen steder, hvor man kan være med sin sårbarhed uden at blive gjort til patient, klient, en case eller et problem. Vi taler om psykisk lidelse, som noget, der skal fikses med mere behandling og effektive indsatser. Helst uden nogen indblanding fra de lidende selv.
Jeg tror, at Jannik, vores blogger og alt for mange andre, på den mest tragiske måde viser os, at menneskelige problemer ikke kun kan løses – nogle skal opløses i nærvær, fællesskab, samtale, forståelse og tid. Nogle former for lidelse, uanset årsag, kræver ikke løsninger, men accept. Ikke hurtige indsatser, men relationer. Ikke krav, men omsorg.
Plads til at være
Psykiatrien skal ikke bære alt. Fængslerne heller ikke. Og kommunale støtteindsatser skal ikke bære alt. Ingen velfærdssystemer kan eller skal bære alt. Det er vores fælles ansvar at skabe rum, som ingen af vores systemer kan tilbyde, men som alle mennesker har brug for:
Rum, hvor man kan være i livet uden at skulle præstere på måder, man ikke kan bære.
Rum, hvor man bliver mødt med accept, og derfor kan lære at møde sig selv og sit liv med accept.
Rum, hvor man sammen med andre kan orientere sig i, hvad der er ens egen skyld og ansvar, hvad der er resultat af svigt i relationer, traumer og ulighed, og hvad der er livets vilkår.
De rum mangler i vores samfund. For os alle. Men nogle af os er mere privilegerede og har mere adgang til dem end andre. Og det hænger i allerhøjeste grad sammen med ulighed.
Når et menneske tager sit eget liv, er det aldrig et individuelt nederlag. Selvmord er ikke et valg af døden frem for livet. Det er fraværet af alternative veje. At skabe vej i livet er aldrig kun et individuelt ansvar. Vi skylder Jannik, bloggeren og alle de andre, der ikke kunne finde anden udvej end døden, at tale om det. Og vi skylder både hinanden og fremtidens unge at skabe en verden med plads til at finde vej gennem det svære, lidelsesfulde og sårbare.
Det frygtelige og det hjælpeløse
Vi rundede samtalen på Don’t Fear The Weird af med et citat fra Rilke, som ofte dukker op i min bevidsthed og som var meget nærværende den dag. Det lyder nogenlunde sådan her:
”Måske er det frygtelige bare det hjælpeløse, der ønsker vores hjælp”.
Jeg tror, det er sådan det er. Det frygtelige er frygteligt, men når vi ikke vender blikket væk fra det, og i stedet ser det i øjnene, så vil vi se, at det er magtesløsheden, der kalder på os.
Og det kald må vi ikke overhøre.