Mine 20´ere var slet ikke sjove.
Jeg led af selvhad – især kropsligt – frygt for mennesker, mindreværd, en sitrernde usikkerhed og ængstelse.
Gud bad mig om at holde ud. ´Du skal til sin tid høste, bare du ikke giver op´, sagde han. Og jeg havde ingen anden mulighed end at hænge i, om end livet var meningsløst hårdt.
Først da jeg var 34-35 år skete der en ændring i mig. Nu er jeg 50 år.
Efter flere års arbejde med mig selv, ankom mit selvværd, og med det, ændrede alt i det ydre sig også. Selvhad er verdens værste forbandelse.
Livet begyndte at blive meget lettere.
Og en af de helt store gaver blev, at jeg for halvandet år siden fik en førtidspension.
Nu kunne jeg endelig gøre det, jeg elskede, og mig dag blev straks mere meningsfuld.
I de halvandet år, der er gået, husker jeg ikke, at jeg har haft en dårlig dag. (for 17 år siden var de fleste dage dårlige)
Idag tog jeg mig selv i at tænke – hvor er jeg bare lykkelig og taknemmelig for mit liv…
En, der hvor jeg kommer, sagde til mig ´Du er altid så glad´
Og jeg sagde
´Når man først har prøvet at lide, så græder man ikke over spildt mælk´
Jeg er blevet så opmærksom, og taknemmelig, overfor, at jeg har en god dag. Jeg tager det aldrig for givet. Ikke en god dag går, uden at jeg bemærker den.
Glæden er blevet desto så meget dybere.
Jeg ville aldrig have været smerten foruden. De har tidoblet de gode dage.