Vandet mellem os er grumset nu
en sø hvor bunden er rørt op
for altid.
Vi stod engang og spejlede os
troede vi så hinanden klart
Men noget blev sagt
noget blev gjort
og overfladen brast uden lyd.
Selv når solen rammer
selv når vi prøver at stå stille
falder partiklerne ikke til ro
de svæver mellem os
som minder der nægter at synke.
Jeg kan rækken hånden ned
men jeg ved ikke længere
hvad jeg rører ved
din skygge er der måske
eller bare forvrængningen af den.
Tillid kræver klart vand
et sted hvor man tør dykke
uden frygt for
hvad der gemmer sig
Her er kun uklarhed
og bunden er tabt.
Så vi står på hver vores bred
ser det samme vand
ved det samme:
Nogle søer heler aldrig
de forbliver grumsede
og det er sandheden
vi må leve med.
(Chatgpt)