Skrevet af Ditte Rust
Jeg vil gerne fortælle historien om den dag, hvor jeg skulle indløse en recept. Ikke en hvilken som helst recept, men en recept på medicin, min psykiater mente kunne begrænse min energi, idérigdom og initiativlyst.
Egentlig var jeg modvillig – for det var ikke første gang, jeg skulle afprøve den type medicin. Og mine hidtidige erfaringer var temmelig tvivlsomme.
Dét, der imidlertid pinte mig i endnu højere grad var bevidstheden om, at der på mit lokale apotek var en farmakonom, hvis barn gik i samme børnehave som min datter. Jeg overvejede kraftigt at køre hele vejen til Maribo i stedet, men i afstigmatiseringens vigtige navn overbeviste jeg mig selv om, at jeg ikke burde føle skam over at indløse den slags medicin. Jeg turnerede selv rundt i forskellige fora og advokerede for åbenhed om og afstigmatisering af psykisk lidelse, og det ville jo nok være udtryk for kognitiv dissonans, hvis jeg sagde ét, men gjorde noget andet.
På vej i bilen beroligede jeg mig selv med, at det også kunne være, den pågældende farmakonom ikke var på arbejde. Vi skal jo alle holde fri en gang i mellem. Ved ankomst kunne jeg hurtigt konstatere, at hun ikke var ferieramt, hvilket set fra mit synspunkt føltes lidt ærgerligt. Også selvom det ikke burde betyde noget. Det er jo ikke skamfuldt af være psykisk lidende og jeg har ligeså meget ret til – uden kvaler – at hente medicin som alle andre.
I ventetiden reflekterede jeg alligevel over muligheden for, at jeg blev kaldt hen af den anden farmakonom, der var på arbejde. Heldet var dog fortsat ikke med mig, hvorfor jeg måtte hente min medicin hos hende, jeg kendte og som kendte mig. Udleveringen gik uproblematisk og hun smilede høfligt og fremstod upåvirket over at udlevere den slags medicin.
På vej hjem huskede jeg mig selv på vigtigheden af afstigmatisering, hvilket fordrer åbenhed og ærlighed. Det hele handlede jo bare om en recept, og at indløse den burde hverken volde kvaler, vække skam eller koste nævneværdig energi. Alligevel måtte jeg konstatere, at dagens batteri var ved at være fladt og at der syntes at være en uoverskuelig lang vej til afvikling af min selvstigmatisering. Og pillerne: de ligger fortsat i æsken.
Den tekst, du lige har læst, er blevet til på Outsiderens Skriveværksted, som finder sted hver torsdag kl. 12.30–14.30. Her skriver vi for at styrke vores stemmer og dele vores outsidererfaringer – med både sårbarhed og styrke.
Skriveværkstedet er åbent for alle outsidere, der har lyst til at skrive. Der kræves ingen særlige forudsætninger – kun nysgerrighed og mod til at udtrykke sig. Vi skriver på egne præmisser, men gør os altid umage med at gøre vores erfaringer tilgængelige for andre.
Den opmærksomme læser har bemærket, at dette er den første af flere tekster om temaet selvstigmatisering. Følg med på siden for kommende bidrag.
Har du lyst til selv at være med – eller vil du bare høre mere? Så skriv til: redaktion@outsideren.dk