Skrevet af Frank Jensen
Jeg er glad.
Jeg er frisk.
Fuld af forhåbning selvom verden ramler sammen omkring mig i form af krig og politisk kamp. Jeg har lært mig bedre at kende i form af en adfærd, hvor jeg mister interessen for det, jeg laver og glemmer alt andet, for så er der noget nyt. Det er min ADHD, der er på spil og styrer min adfærd.
Det har haft mange konsekvenser i mit liv.
Jeg vil lige pointere, at det er lettere at kigge bagud end fremad. Når jeg ser bagud, har jeg brudt kæresteforhold pludseligt og uovervejet uden en grund. Jeg mistede bare interessen. Det samme har gjort sig gældende for arbejdsforhold. Jeg gik bare videre i mit liv som om intet var hændt.
Når jeg ser tilbage på min skolegang, har den også været problematisk. Jeg passede ikke ind i skole-kassen, som den var indrettet dengang jeg startede i 1962. Jeg var nærsynet og det blev først opdaget i 3. klasse, hvor jeg fik briller og kunne begynde at følge med i tavle-undervisningen.
Det var ikke noget, der fremmede min interesse for skolen, at jeg ikke rigtig kunne følge med de første 2 år. Jeg fandt ud af, at jeg kunne blive væk fra skolen uden konsekvenser, og det gav mig kun mindre lyst til skolen med den mulighed. Derfor blev jeg væk fra skole. På den måde var jeg forud for min tid. Jeg var i skolevægring før det blev opfundet.
Den måde, der blev undervist på fangede mig ikke. Jeg fik prædikatet ”dum” af mine lærere – men ikke af mine klassekammerater. Jeg endte med at forlade skolen i 10. klasse med en ubrugelig eksamen og begyndte min vej som ufaglært på arbejdsmarkedet. Jeg passede stadig ikke ind i kasserne.
Jeg flagrede og tumlede rundt som en sommerfugl, der aldrig havde lært at være sommerfugl. Jeg fik et alkoholmisbrug i forsøget på at dæmpe følelserne og følelsen af ikke at passe ind i noget. Til sidst magtede jeg ikke den tilværelse mere med masser af forskellige job og alkoholmisbrug. Jeg fik førtidspension i 1999. Holdt op med mit alkoholmisbrug i 2002 og har været ædru siden. Jeg er ved at lære at leve med ADHD og mig selv som jeg er, glad for den, jeg er.
Jeg er glad for, at jeg har livet, og at jeg ikke har fået ødelagt livslysten.
Den tekst, du lige har læst, er blevet til på Outsiderens Skriveværksted, som finder sted hver torsdag kl. 12.30–14.30. Her skriver vi for at styrke vores stemmer og dele vores outsidererfaringer – med både sårbarhed og styrke.
Skriveværkstedet er åbent for alle outsidere, der har lyst til at skrive. Der kræves ingen særlige forudsætninger – kun nysgerrighed og mod til at udtrykke sig. Vi skriver på egne præmisser, men gør os altid umage med at gøre vores erfaringer tilgængelige for andre.
Har du lyst til selv at være med – eller vil du bare høre mere? Så skriv til: redaktion@outsideren.dk

