Når systemer ikke kan finde ud af at tale sammen, er det mennesker, der betaler prisen. Trine Petersen, kendt fra dokumentaren Trine on Fire, deler her sine erfaringer med behandlingsdom, bosted, psykiatri og somatik – og spørger, hvad der skal til for, at samarbejdet faktisk virker.
Skrevet af Trine Petersen
Jeg undres, når jeg gang på gang oplever, hvor dårligt samarbejde der er mellem de sundhedsfaglige instanser.
Der mangler sparring og kommunikation mellem somatikken, psykiatrien, bostederne, de retspsykiatriske ambulante tilbud og distriktpsykiatrien. Det er som taler de hvert deres sprog.
At være behandlingsdømt i et splittet system
For nu at tage udgangspunkt i mig selv.
Jeg bor på et bosted, og har en behandlingsdom. Min behandling varetages af et særligt tilrettelagt tilbud til behandlings dømte (RAS).
Det er dem, der har ansvaret for min behandling, og dem, der i sidste instans afgør, hvornår der er indikation for indlæggelse. Kommunikationen med mit bosted er her ekstrem vigtig, da der ikke må ske misforståelser. Jeg vil sige om det, at denne vurdering af min tilstand afhænger meget af, at det er en sygeplejerske, der kender mig, der træffer beslutningen om at indlægge mig. Hvis ikke min vanlige sygeplejerske er til stede, er der sket fejl, som bare ikke må ske. Et eksempel er, at det var blevet besluttet, at jeg skulle hentes af politiet.
Når koordinering bliver livsvigtig
Jeg ventede i 8 timer, hvor personalet her måtte følge mig over alt, da jeg var selvmordstruet. Da personalet ringede efter 6 timer, viser det sig, at transporten slet ikke var bestilt.
Det er bare et af mange eksempler på, at systemerne ikke snakker samme sprog, og af at der er alt for travlt.
Når jeg så er på en hospitalsafdeling, ser jeg tit, at personalet ikke er vant til, at RAS skal spørges, når det gælder udgange, orlov og udskrivelse. Dette har betydet, at jeg faktisk har fået et ja til udgang mv., men måtte så sande, at det en halv time efter bliver et nej efter kontakt med RAS. Det er meget frustrerende, og skaber unødige konflikter.
Mellem bosted og afdeling
Så er der afdelingens kontakt med bostedet. Den er fuld af misforståelser, ja, ligefrem nærmest skænderier. Sidst jeg oplevede det, var en nytårsaften, hvor det blev besluttet to dage før, at jeg kunne komme på orlov denne aften. Så var der opstået et problem med maden. Den var bestilt udefra, og det var derfor ikke muligt at skaffe en ekstra kuvert med så kort varsel. Konflikten mellem afdelingen og bostedet gik på, hvem der havde ansvaret for det, og om dette skulle afgøre, om et hjemmebesøg var muligt. Det endte med, at jeg kom hjem, men først efter en længere drøftelse mellem afdelingssygeplejersken og lederen herfra. Set i mit perspektiv, må jeg sige, at kontakten mellem bostedet og afdelingen er anspændt, og at jeg som patient bliver klemt og skal tage parti.
Somatik og psykiatri – to verdener
Så når vi til kontakten mellem psykiatrien og somatikken.
Jeg har i mange år været selvskadende, og har derfor tit været i kontakt med somatikken. Det kan der siges meget om… Men et er sikkert, og det er, at det ikke er tilfredsstillende. Somatikken er så dømmende og berøringsangst over for det psykiatriske. Hvor har jeg dog oplevet meget ydmygende og nedværdigende behandling.
Nu skal somatikken og psykiatrien lægges sammen. Det bliver spændende, om det vil kunne mærkes som patient.
Jeg syntes ikke, jeg vil udpensle bloddryppende historier, men vil gerne give udtryk for, at det enkelte gange har været livstruende for mig, at jeg har været i en psykose og samtidig været i ringe fysisk forfatning.
Her har jeg gud ske lov haft pårørende, der har kunne tale min sag.
Når det fysiske ikke bliver taget alvorligt
Når jeg har et fysisk problem, som overhovedet ikke handler om min psykiske sygdom, kan jeg mærke, at jeg langt fra altid bliver taget alvorligt.
Jeg har en type 2-diabetes, og samtidig en trang til at overspise. Det er en meget uheldig kombination, som jeg bebrejder mig selv.
Et normalt blodsukker ligger på en 6-7 stykker, men mit er tit oppe på 11-12 og nogle enkelte gange mere, hvis jeg virkelig har overspist.
Jeg har været på akutmodtagelsen med det.
De nærmest hånede mig, og havde ingen forståelse for hvor svært, det er at have en spiseforstyrrelse, og en diabetes samtidig.
Jeg kan kondolere, at dels mangler der forståelse for og finføling med svære psykiske problematikker i somatikken, og at det samme faktisk gør sig gældende den anden vej.
Når erfaring ikke ændrer praksis – Hvad kan vi gøre?
Jeg er EN AF OS-ambassadør, og har været ude på akutafdeling for at fortælle om mine erfaringer. Jeg kunne mærke, det gjorde indtryk på dem. Dog har jeg ikke kunne mærke en forskel, de gange jeg er kommet som patient efter oplægget. Det er ærgerligt, at det skal være sådan … Hvad kan vi gøre?