Hvad gør det ved et menneske at frygte at miste det sted, hvor man endelig føler, man hører til? I denne personlige fortælling skriver Henning Gade om misbrug, selvbestemmelse og følelsen af at stå et usikkert sted mellem tryghed og udstødelse – og om hvorfor respekt, tydelighed og menneskelig sikkerhed kan være afgørende, når man forsøger at forandre sit liv og endelig finde vej ud af et alkoholmisbrug.
Skrevet af Henning Gade
Jeg sidder oppe i min lejlighed på bostedet og har det forrygende, for jeg har drukket mig en let rus på. Jeg bliver aldrig rigtigt helt fuld, kun halvfuld. Jeg hører disco dasco fra mit ungdomsårti i 90’erne i døgndrift. Jeg er ved at skifte over til Kim Larsens sidste nye og mere glade album “Øst for Vesterled”, da det pludselig banker på døren
Ind kommer bostedets chef og min rusmiddelbehandler. Jeg bliver overrasket over at se dem, da de aldrig kommer på visit, slet ikke chefen. Jeg får straks bange anelser.
Chefen fortæller i et vrissent toneleje, at “vi gider ikke at du er påvirket i fællesarealerne”. De synes ikke, jeg er i orden. Jeg prøver derfor at svare, at jeg vil skifte mine alkoholholdige dåseøl ud med de alkoholfrie. Det har jeg gjort før.
Men egentlig er jeg stresset og bange for at blive sat på gaden, for chefen har faktisk autoritet til at annullere mit lejemål. Jeg ved, at det allerede er sket for to andre, der hvor jeg bor. Bliver jeg den tredje?
På en måde var det ikke uventet, at de kom efter mig. Hver eneste morgen drønede jeg jo i Netto efter en ramme med 18 dåseøl, som jeg skjulte i et stort net. Som regel kunne jeg komme tilbage uden at blive opdaget, men det er alligevel sket nogle gange, at jeg er blevet ‘taget’. Så har de sagt, at jeg skulle smide dem i affaldscontaineren, og efter en kort diskussion har jeg givet efter og kasseret dem. Selvom det er en hund lige ud af vinduet, så var jeg ganske enkelt bange
Jeg ved jo godt, at jeg bor i et misbrugsfrit hus.
Derfor er jeg bange for, at besøget i mit hjem ender med, at jeg blev smidt ind i et andet botilbud, hvor misbrug er tilladt. Så ville jeg miste alt det gode, jeg har her, fordi hele den bydel, som bostedet ligger i, er nybygget og dermed meget mere handicapvenlig end alle andre steder, jeg har boet. Jeg ville nok også skulle vinke farvel til min opvaskemaskine og vaskemaskine, og derfor skulle til at vaske op i hånden og vaske tøj i en vaskekælder. Alt det er uhyre svært, når man som jeg sidder i kørestol.
Det vigtige – myndighed
Faktisk var jeg meget konkret bange for at blive sendt tilbage til mit gamle bosted, hvor jeg boede, før jeg kom her. Der blev jeg altid gjort forkert, hvilket man ikke gør her. Det var som om, man ikke havde nogen myndighed der, den blev altid trådt under fode. Jeg blev altid dikteret, hvad jeg skulle gøre. Derfor kalder jeg også mit gamle bosted diktaturet.
At blive sendt tilbage dertil føles som en stærk kvalme i mellemgulvet, som jeg har kendt hele livet, lige fra dengang jeg blev mobbet, til alle de gange, jeg er blevet fyret for ikke at være hurtig nok som bygningsmaler. Derfor var det så voldsomt. Det var diktaturet, der bankede på døren, det var diktaturet, jeg havde forsøgt at undgå, hver gang jeg skjulte mine dåseøl.
Det var så voldsomt.
Faktisk var de syv år på mit gamle bosted et helvede på jord. Det var bare spydigheder hele tiden. Hvis de fx ikke synes den mad jeg spiste, var god nok, så kunne de finde på at sige : det er jo ikke særlig sundt! Det vidste jeg jo allerede godt, men jeg laver den mad jeg kan. Eller hvis jeg tog bussen op i byen, så sagde de: “Sikke en masse motion, du fik der, hva.” Der var også et tidspunkt, hvor jeg spiste en liter is om dagen, så jeg tog 30 kg på i løbet af tre måneder, men så ligesom brokkede de bare, at “hvis jeg gerne ville have diabetes, så skulle jeg bare fortsætte.” Engang var de også mindre tilbageholdende og sagde bare “ad, hvor klamt”, da de så mig spise wienerbrød om morgenen.
Uanset hvad jeg gjorde, fik jeg hele tiden at vide, at jeg bar mig forkert ad. Det gjorde ikke, at jeg kunne stoppe, men bare at jeg følte mig umyndig, og ikke passede ind.
Det gode møde: sikkerhed og alkohol-afvender
Det er vigtigt for mig, som for alle andre mennesker at have selvbestemmelse og myndighed over eget liv, det er der en tilfredsstillelse i, for bliver man frataget den ret, mister man friheden.
Men friheden, det er ikke så meget at kunne gøre alt muligt eller have mange penge, det er især muligheden for at passe ind og være ok som man er. Jeg passede ikke ind i skolen, jeg passede ikke ind på arbejdet, jeg passede ikke ind på mit gamle bosted, og nu var jeg ved at miste det eneste sted, jeg har passet ind – nemlig her, hvor jeg bor nu.
Egentlig har jeg et kanongodt forhold til chefen. Det viste sig igen nogle uger efter hun bankede på, hvor hun var med som bisidder til et møde med min psykiater. Jeg skulle tale med ham om, hvordan man langsomt kunne trappe ud af et misbrug. Jeg fortalte ham om min frygt for at blive sat på gaden eller blive sendt tilbage til diktaturet. Lidt overrasket sagde hun bare: “Det gør jeg ikke, Henning”.
Det var en kæmpe lettelse at høre det, og her en måned efter er jeg blevet mere obs på helt at blive fri af misbruget, så nu mixer jeg de alkoholholdige med de alkoholfrie og min plan er at gå helt over til alkoholfri inden for de næste tre måneder. Jeg har også lavet nogle ok aftaler med misbrugsbehandleren om at tage en uge ad gangen, hvor jeg holder mig halvt på vandvognen og det er gået over al forventning. Det giver mig modet tilbage og giver mig en følelse af myndighed og at høre til. Jeg kan trappe ud på min egen måde og få opmuntring undervejs.
Det er den slags, der virker: trinvise, opmuntrende aftaler og sikkerhed for, at man har en plads, hvor man har det godt. Det er meget bedre end det øvrige personale, der bare beder mig kassere den ramme jeg lige har købt, når de opdager mig, for resultatet bliver jo bare, at jeg drøner ned efter en ramme mere, når vedkommende er gået hjem.
Hvad kan vi gøre?
Jeg sidder tit og tænker på, hvordan man egentlig kunne lave mere sikkerhed og følelse af at høre til, også selvom man ikke altid følger reglerne, for eksempel om misbrug.
For det første skal der ikke være nogen spydigheder. Det synes jeg faktisk også går godt. Alle pædderne her i huset er gode til at respektere mine grænser og mine behov og kommer ikke med udtalelser om, hvad jeg skal gøre og ikke skal gøre. Det oplever jeg faktisk som en form for myndighed, og det giver mig tryghed i hverdagen, som så giver mig omsorg for pædderne.
Men måske kunne man gøre endnu mere! For jeg ved jo faktisk slet ikke, hvad der skal til for at blive smidt ud eller blive. Jeg kender slet ikke mine rettigheder! Jeg ville gerne vide, hvad kriterierne er for at kunne blive boende her.
Problemet er, at jeg ikke bare kan stoppe med at drikke, og at jeg heller ikke kan lade være med at komme ud i fællesarealerne. Det betyder så meget for mig at omgås andre mennesker, og at komme på indkøb.
Det kan godt være, at man har mange andre rettigheder, men det er dét her, der er vigtigt jeg ved noget om.
Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste misbruger på botilbuddet, der godt gad at vide hvad rettighederne er i vores situation.
Nu kunne man måske tro, at det var for at kunne misbruge endnu mere, at vi gerne vil kende vores rettigheder, men det er slet ikke sådan. Jeg er også træt af de øl og jeg prøver faktisk at stoppe. Men det er ikke let overhovedet. Og det gør det faktisk sværere, når man ikke ved, hvad man har at holde sig til. Det giver så meget angst!
Kunne man ikke lægge et brev i vores postkasse, hvori der kunne stå : “Hey, er du misbruger? Så gælder disse regler her i huset.” Der skulle også stå, hvad der sker, hvis man overtræder dem, og hvilke trin, inden man bliver smidt ud af huset. Det er sgu den slags, der giver ro på drengen.
Og når man har ro på, ved hvad der kan ske og har tryghed, så bliver jeg myndig og stolt af mig selv, og så kan jeg arbejde mig ud af rusen og stadig have det fantastisk, uden at være underdanig!
Det er alt for svært at være myndig, vise hvem man er, hvad man vil og hvad der er godt, når man ikke kender sine rettigheder.