Det er ikke ofte at jeg fortæller folk hvilken diagnose jeg bokser med.
Både fordi det faktisk sjældent rager folk hvad der står i min journal men også fordi at jeg ofte får en kommentar i stil med “Ej du ligner slet ikke en med den diagnose”
Den kommentar får mig virkelig tit til at tænke over om mennesker med fx. skizofreni eller med angst eller ja hvilken som helst psykiatrisk diagnose, ser ud på en bestemt måde?
Ser alle med skizofreni ens ud? alle med depression? angst?
Kan man virkelig se på folk at de har en bestemt diagnose og er der en facitliste der fortæller konkret hvordan de skal se ud eller hvordan de skal opføre sig?
Igennem min tid i psykiatrien som snart tæller 17 år, har jeg stiftet bekendtskab med rigtig mange forskellige mennesker.
Mange med den samme diagnose men med vidt forskellig udstråling.
Jeg føler at man nogle gange er nød til at forsvare at man har en bestemt diagnose fordi der er et eller andet billede af at mennesker med fx. skizofreni skal opføre sig på en bestemt måde.
Jo selvfølgelig er der måske nogle mennesker hvor det er mere tydeligt at de bokser med psyken men vi er også rigtig mange som tager et skjold på, putter en læbestift på og sætter håret i en smart frisure.
Det er klart at mange ting kan påvirke hvordan folks billede af diagnoser er, fx. som film.
Mange film viser et bestemt billede af hvordan mennesker med forskellige diagnoser ser ud og så tror jeg at “almindelige” mennesker regner med at alle med den diagnose ser ud eller opfører sig som karakteren i filmen.
Den usoigneret person som taler med væggene, den fuldstændig opkørte person der kan klare hele verden, den super kloge person som kan klare alle de kompliceret regnestykker.
Men problemet er at disse skildringer af diagnoser ret sjældent har passet på de mennesker som jeg har mødt i psykiatrien og min tid på de psykiatriske afdelinger.
Man kan tage 10 mennesker med samme diagnose og deres opførsel og udseende vil med en stor sandsynlighed være lige så forskellig.
Jeg har mødt mennesker som ikke har kunne finde energi til et tage et bad og tage rent tøj på – samtidig har jeg også mødt mennesker med samme diagnose som hver morgen tager et bad og iklæder sig slips og nypudset sko.
Jeg syntes det er vildt problematisk og jeg er også godt klar over at det nok er umuligt at skifte folks billede af mennesker med en bestemt diagnose så længe de bliver påvirket af film, sociale medier og hvad der ellers bidrager til at man åbenbart skal se ud på en bestemt måde
– for gør man ikke det, så kan man åbenbart ikke kæmpe med den diagnose man nu har fået af psykiatrien.
Men det samme problem findes jo også ved fysiske sygdomme, specielt når vi eksempelvis snakker om hvem der må bruge handicap parkeringen ved supermarkedet.
Der er nogle der mener at de skal bestemme hvem og hvorfor, men igen er problemet at ikke alle sygdomme er til at se.
Jeg oplever at flere og flere angriber mennesker når de stiger ud af bilen, at de mener at man ikke kæmper med noget fordi man ikke går med krykker eller sidder i en kørestol.
Men rigtig mange sygdomme – både med psyken men også fysisk, mange gange kan være fuldstændig usynlig.
Men hvorfor er det egentlig at vi mennesker mener at vi skal være “politi mænd” ? hvorfor mener nogle mennesker at de har ret til at afhøre og dømme andre?
Jeg syntes virkelig at det er en adfærd som er bekymrende og det er desværre ikke kun på parkeringspladsen at det er et problem.
Man ser på sociale medier hvordan helt “almindelige” mennesker angriber andre med kommentarer som “Du kan ikke have skizofreni, for du kan sidde og lave videoer på facebook”.. “Du kan ikke være depressiv, for du sidder og griner på det billede!”
eller fx. “Du kan ikke have så ondt at du ikke kan arbejde, når du sidder ved bordet og laver perler”
Og jeg syntes virkelig at det er en virkelig trist udvikling og rigtig mange glemmer at det ikke bare er ligetil at få bekræftet at der er et eller andet som måske ikke er, som det burde.
Man går ikke bare hen til en automat og smider en 20’er i og får et stykke papir med en tilfældig diagnose.
Ofte skal man igennem et langt og hårdt forløb for at få noget klarhed over hvorfor man har ondt, er udmattet eller trist eller ja.. symptomerne kan være mange og forskellige.
Men jeg sidder stadig her med spørgsmålet “Hvordan skal jeg se ud? hvordan skal jeg opføre mig?”