Den ensomhed jeg frygtede mest,
blev ikke min undergang.
Den blev en stille dør
jeg aldrig selv ville have åbnet
men som Gud ventede bag.
Jeg troede
tomrummet ville opsluge mig
at stilheden ville fortælle mig
at jeg var forladt.
Men stilheden viste sig
at være fyldt
af et andet nærvær.
Længslen
der engang brændte som et sår
blev langsomt et alter.
Hver tåre
blev en bøn.
Hver nat
til et skjult kapel
hvor Gud tændte lys
ingen kunne slukke.
Jeg søgte mennesker
men fandt Himlen.
Jeg søgte svar
men fandt et hjerte
der lærte at hvile
i det usynlige.
Nu ved jeg
at det tomrum
jeg kæmpede imod
var et rum
Gud selv havde udhulet
for at fylde det
med sit eget liv.
Ikke som et øjebliks trøst
men som en kilde
uden bund.
En fred
der ikke afhænger
af verden.
En Kærlighed
der ikke tager
men bliver.
Den ensomhed
jeg frygtede mest
er blevet
min hellige jord.
Her vokser rødderne ned
mens sjælen vokser op.
Og når nogen spørger
hvordan et menneske kan leve
med så megen stilhed
smiler jeg.
For jeg er ikke alene
Jeg er fyldt.
Gud bor
i det rum
jeg engang kaldte
tomhed.
(Chatgpt)