I artiklen “Tid til at gentænke hospitaler“, bragt i Outsideren i 2025, beskrev Pedro Monzó mulige forbedringer af indlæggelser og udskrivningsforløb i psykiatrien. I denne artikel deler han personlige erfaringer og refleksioner om bipolar lidelse og processen, der ledte op til diagnosen. Hvornår bliver livets kriser til sygdom? Hvad er egentlig hvad, når det gælder symptomer på bipolar lidelse og bivirkninger ved antidepressiv medicin? Og hvor går grænsen mellem biologisk sårbarhed, erfaring, behandling og tilfældighed? Med afsæt i egne erfaringer skriver Pedro fra et mellemrum mellem diagnose og selvforståelse og udforsker landskabet mellem arv, livserfaringer, medicin og menneskelig sårbarhed.
Skrevet af Pedro Monzó
En af mine refleksioner handler om den proces, der leder frem til en diagnose – den fine grænse, der kan afgøre, om man får en diagnose eller ej. Et tilbagevendende spørgsmål er, hvorvidt en såkaldt bipolar lidelse overhovedet findes som sygdom, eller om det snarere er en række uheldige omstændigheder, der fører til tilstanden.
Bipolar lidelse har ifølge lægevidenskaben en høj arvelighed – mellem 60 % og 80 %. Genetiske faktorer kan forklare op til 80 % af risikoen for at udvikle lidelsen. Generne forårsager ikke i sig selv bipolar lidelse, men de øger sårbarheden, især i samspil med belastende miljøfaktorer som kraftig stress, langvarige traumer i barndommen, søvnmangel eller brug af rusmidler.
Genetisk sårbarhed + belastning = risiko for at udvikle lidelsen
Med det in mente kunne det næsten virke, som om jeg var forudbestemt til at få en diagnose. Min mor havde fået diagnosen maniodepressiv. Samtidig har jeg selv haft perioder med arbejdsrelateret stress, søvnproblemer, lejlighedsvis brug af rusmidler og måske også uforløste traumer.
Jeg havde alle ingredienserne til at vinde det bipolare lotteri.
Jeg havde alle ingredienserne til at vinde det bipolare lotteri. Men jeg vidste det ikke. Jeg levede faktisk et nogenlunde normalt liv – indtil jeg pludselig begyndte at leve et andet liv, som ikke var så almindeligt.
Den første svære depression
Min første episode førte til en alvorlig depression, som varede næsten et år. Den markerede begyndelsen på psykiatrisk og psykologisk behandling, starten på medicin – og den “officielle” tilkendelse af min diagnose.
I dag, næsten 20 år senere, har jeg stadig ikke helt accepteret den diagnose. Jeg vender igen og igen tilbage til spørgsmålet om genetisk disposition og om, hvorvidt jeg kunne have håndteret den første episode anderledes – og om muligt bedre.
Når jeg tænker tilbage på mit liv, så har jeg stået ansigt til ansigt med forskellige typer af udfordringer, som jeg ikke havde de rette forudsætninger for at håndtere, hverken praktisk eller følelsesmæssigt.
Er forebyggelse mulig?
Spørgsmålene melder sig:
Hvad nu hvis jeg dengang havde haft større viden om konsekvenserne ved medicin og havde sagt nej?
Hvad hvis der havde været et fællesskab af mennesker i samme situation, som jeg kunne have talt med?
Hvad hvis jeg allerede dengang havde kendt til redskaber som meditation eller mindfulness, som jeg senere begyndte at praktisere?
Kunne jeg så have undgået min diagnose?
Omvendt husker jeg den første lange depressive periode som ekstremt lidelsesfuld, med mange søvnløse nætter og intens angst igennem længere tid. Jeg kunne ikke se nogen vej ud, og jeg er ikke sikker på, at jeg havde haft kræfterne til at komme igennem denne fase uden medicin.
På det tidspunkt virkede det givne som den eneste mulighed.
Kan medicin påvirke diagnosen?
Jeg har også spekuleret på, hvordan medicin kan påvirke vejen frem mod en diagnose.
Forestil dig en patient – i dette tilfælde mig selv – med en svær depression, der starter hos en psykiater og får ordineret antidepressiv medicin. Efter et par måneder, hvor man ikke ser den ønskede effekt, øges dosis. Denne gang virker medicinen. Efter nogle uger begynder patienten at få det bedre. Faktisk så godt, at han udvikler en hypoman fase.
Hypomani er en tilstand, hvor man føler sig usædvanligt godt tilpas, med øget energi, kreativitet og socialt overskud – men desværre også med overdreven opstemthed (eufori) og manglende søvn, blandt andre symptomer.
Efter nogen tid falder patientens stemningsleje igen kortvarigt, og igen beslutter man at øge dosis af antidepressiva. Og endnu en gang – nogle uger senere – opstår en hypoman fase.
På dette tidspunkt stilles diagnosen bipolar lidelse type II, fordi to kriterier er opfyldt:
- Svær depression
- To hypomane episoder
Og det er netop her, at jeg begynder at undre mig over, hvor disse udsving, i forbindelse med medicineringen, egentlig kom fra? De udsving, som var medvirkende til, at min diagnose blev stillet.
Når det er sagt, er dette blot refleksioner. Jeg sætter ikke afgørende spørgsmålstegn ved de fagprofessionelles arbejde. Min behandling blev fulgt tæt af både psykiater og terapeut, som var i tæt kontakt med hinanden. Jeg havde tillid til mine behandlere og følte mig tryg. De var en vigtig del af mit team i mange år – faktisk er min terapeut det stadig.
Livshistoriens tyngde – og hele det genetiske læs
En anden refleksion handler om arvelighed og om, hvorfor den påvirker nogle familiemedlemmer mere end andre.
Det oplagte svar er, at det handler om graden af genetisk påvirkning – som ved så mange andre sygdomme. Men samtidig opstår et andet spørgsmål: forskningsbias.
De fleste, der får diagnosen, har en familiehistorik. Men vi ved ikke, om det også gælder den anden vej: hvor mange med en familiehistorik udvikler faktisk lidelsen?
Vi har ikke i samme grad undersøgt søskende eller andre slægtninge, som ikke bliver diagnosticeret.
Da jeg var 5 år gammel, blev min mor indlagt i omkring et år. I hele den periode boede jeg hos min morbror og tante langt væk. Jeg har næsten ingen minder fra den tid, og overraskende nok heller ingen følelser af sorg, eller frygt forbundet med den tid. Jeg så næsten ikke mine forældre, og jeg havde begrænset kontakt med mine to ældre søskende.
Hvordan påvirkede det dem? Er det det samme at opleve noget sådant som 5-årig og som 10-årig? Kan den slags erfaringer have betydning for en senere diagnose?
Er jeg måske stadig på en måde i gang med at lede efter den mor, jeg manglede dengang?
Det lyder næsten som begyndelsen på en roman – men igen: det er blot refleksioner.
Realiteten er nok, at vi deler en vis procentdel DNA, men at vi hver især arver forskellige kombinationer. Måske var det bare mig, der kom til at bære det tungeste genetiske læs.