Der var engang
et rum i mig
som et hus
med lukkede vinduer
Jeg kendte længslens sprog
men ikke dens hjem.
Så kom Du –
ikke som storm alene
men som åndredræt
Som morgenlys
der fandt vej
gennem sprækker
jeg troede var ar.
Helligånden tændte lamper
i kamre
jeg aldrig havde besøgt.
Pludselig voksede haven
indeni
og tørre grene
bar frugt.
Nu springer ideer frem
som kilder
fra skjulte dybder
Ikke født af min egen styrke
men som gaver
der stille lægges
i åbne hænder.
Kreativiteten blev
en lovsang
Farver fik stemmer
Ord fik vinger
Det almindelige blev gennemlyst
af himlens
usynlige skønhed.
Visdom kom ikke
som svar på alle spørgsmål
men som et lys
der lærte mig at gå
selv når stien endnu
lå i skygge.
Mit indre liv
blev større
end mine egne grænser
Der voksede rum
til undren
til barmhjertighed
til hellig glæde.
Nu ved jeg
at sjælen kan være
en have
hvor Gud selv vandrer
i den kølige aften.
Og hver ny tanke
hver skøn ide
hver længsel
efter det sande
det gode
og det smukke
er som et ekko
af Hans stemme.
For Helligånden
gør mennesket levende
fantasien frugtbar
blikket klart
og kærligheden dyb.
Derfor bærer jeg
et rige i mit indre
ikke bygget af mine egne hænder
men plantet af Gud.
Og hver dag
åbner der sig
nye stier
gennem nådens landskab
hvor skønhed blomstrer
uden frygt
Visdom flyder
som levende vand
og kreativiteten
bliver til tak.
(Chatgpt)