Jeg er god til at … – Skriveværkstedets stemmer

Jeg er god til at…

Skrevet af Evy

Jeg er god til at…
Savne. At savne det liv, som jeg “burde” have fået. At savne den kvinde jeg kunne have været blevet.
Mest af alt, er jeg god til at savne min eneste ankerperson.
Jeg kan svømme, ja sågar drukne i det savn, som jeg har.

Savnet er sorgens bedste ven. Savnet er kærlighed i et af de forvrængende spejle i Hurlumhej Huset.
Hvis man anskuer livet som et hurlumhej hus, er jeg vel i virkeligheden god til at elske?

At elske bør ske i en vekselvirkende proces mellem mennesker – Nej, mellem levende væsner. For min kat har bare at elske mig!

Men kan man være god til at elske, hvis man er uelskelig?

Der findes flere bestemmende aktører i mig, som definerer hvorvidt jeg er uelskelig.
De gamle brosten, som har set nok så meget trafik. Hvor hjulsporene tydeligt fremgår efter årevis af slitage.
Og så findes der skovbunden, hvor de fine nye dyrespor langsomt er ved at skabe nye stier. Hvor mos og bregner viger for den trædende og nye perspektiver kommer til syne.

For følger jeg den nye vej – eller rettere sti, så er jeg ikke alene god til at savne og at elske, så er jeg god til at være elskværdig og tilgivende overfor mig selv.

Men nye stier er svære at træde, når de indre bølger går højt.
Når jeg drukner i sorg, og i savnets smerte.
Brostenene er velkendte og tages nærmest på autopilot.

 

Jeg er god til …………

Skrevet af Frank Jensen

Jeg er god til mange ting!

Hvad er jeg bedst til?

Jeg ved det ikke, og hvis jeg vælger det jeg er bedst til, bliver det som en konkurrence om at være bedst.

Jeg har længe ønsket at føle “jeg er mig”.

Jeg har i mange år tjekket andre og prøvet at være som dem. Resultatet var ikke særligt vellykket. Der skete noget, da jeg besluttede mig for blot at være mig og ikke længere give mig selv lange forklaringer, men blot føle hvad jeg har lyst til og så gøre det når det kan lade sig gøre. Der begyndte mit sande selv at vokse og få styrke til friheden til at gøre det jeg ville og lade være med at gøre det jeg ikke ville.

Jeg modnedes og blev mere uafhængig af omverdenens meninger.

Jeg blev mere Frank.

Jeg nyder følelsen af helhed og at kunne træffe beslutninger om, hvad jeg gør og ikke gør.

At lade være med at gøre noget, er lige så meget handling som at gøre noget.

 

 Jeg er god til at…

Skrevet af: Michala Snefred

Dejen driller og Kategorina kategoriserer

Jeg er god til at holde mig selv i en alt for lille springform, som var jeg en dej der flyder over og brænder på og bliver tør og kedelig.

Jeg oplever tit at idéer kommer så hurtigt som et maskingevær kan skyde, at jeg mangler Lykkehjulets Kategorina til at hjælpe mig med at se hvad jeg vil først.

Grøn stærs blik og ufærdige billeder

Jeg glæder mig som et lille barn, når noget nyt skal ske. Både med premiere-nerver, “Hvad nu hvis” og “Det bliver fedt at kunne lære og lege frit”.

Jeg må indrømme at mit syn for at se på mine styrker har fået grøn stær og kan kun se dem enten i glimt eller ufærdige billeder. Ufærdige billeder, der mangler kunstnerens penselstrøg og farvevalg for at udtrykke sit indre.

Service-menneske

Derfor bruger jeg ikke en servicehund, men et service-menneske, der kender mig rigtig godt som vejleder og viser mig det jeg skal se eller gense. Dét, der er med til at jeg bliver et mere intakt eksemplar af hele mig.

Det er soleklart hvorfor man ikke kommer sig alene, når jeg tænker på eksemplet, hvor jeg har synssvækkelse med grøn stær og må hjælpes til at se klart. Dog har jeg ikke blindestok, for helt blind er jeg heldigvis ikke.

Værdi og identitet

Jeg har i øjeblikket meget fokus på mig og min værdi, som også er et identitetsspørgsmål. Det efterlader mig eftertænksom og mærker i solar plexus, at der er noget jeg ikke skal fortsætte med at gøre på samme måde.

Det er i relationen med mine forældre. Jeg er god til at give dem alt for mange rettigheder, når det handler om respektløs hensynsløs opførsel.

Jeg må nok se i øjnene, at det er evnen til at ville give alle en mulighed for at vise mig noget andet end det uhensigtsmæssige og ønsket om en harmonisk kærlig kontakt. Det er meget tydeligt.

Jeg erfarer igen og igen, at jeg stadig anses for at være et barn, der er uerfaren og uvidende og har brug for hjælp og vejledning.

 

Jeg er god til at…

Skrevet af Susanne

Jeg er god til at gå i stå. Der er talrige gange i mit liv, hvor jeg mere eller mindre bevidst har valgt at gå i stå, da jeg havde brug for en pause – var løbet udtrættet ind i intetheden i mit forsøg på at flygte fra Altet. Der var kaos, der var et mørke, der var ulmende gråsorte skyer, som fyldt med plutonium og atomaraske. Åbne øjne i et hav af røgslør. Åbne øjne, der ikke kunne lukkes. Tvunget vågen i et levende mørke.

Hvor var stikkontakten, hvor jeg kunne tænde for lyset?

Som lille pige, på første sal i midteværelset i det gule parcelhus i forstaden, havde min mor sat en lille plastikdims i stikkontakten ved indgangen til mit værelse. Den var hvid og orange, og lyste konstant, imens den sad i stikket. Da hun lukkede døren og gik, og jeg skulle sove, skulle jeg ikke blive bange for spøgelser. Men, jeg blev bange for spøgelser.

Hvis jeg lagde mig med ansigtet vendt mod væggen, en ru sandpapirstapetseret væg, så kunne jeg ikke se troldene løbe under sengen på den anden side. Og hvis jeg vendte mig om og lå med hovedet vendt mod værelsets midte så kunne jeg ikke se edderkopperne, der kom kravlende op ad væggen bag mig, på vej til at overfalde.

Jeg ved ikke om min mor tænkte, hvad der ellers kunne forstyrre mig midt om natten.

Jeg var et trist barn, et ængsteligt barn, et krænket barn.

Jeg voksede op af alder men modnedes ikke, jeg var ikke klædt godt nok på til livet, da voksenlivet kaldte.

Efter flere totale sammenbrud var det blevet almindeligt at tage retræter.

Retræte er et ord, jeg straks tog på mig, da jeg hørte det for første gang og lærte det at kende.  Alain Toper, der har skrevet bøger om Recovery kalder retræte en nødvendig praksis for mange. At have brug for at kunne trække sig. Det kan man gøre på mange måder. Desværre, kan man sige, har jeg haft brug for at tage pauserne som længerevarende ophold på psykiatrisk afdeling, da det var det mest omsorgsfulde sted jeg kendte på daværende tidspunkter.

Et vendepunkt kom i december 2006, hvor jeg træf en bevidst beslutning om at blive min egen omsorgsgiver. Det gik op for mig, at de søde sygeplejersker havde deres egen familie at tage hjem til, når de fik fri.

Det var tid til, at jeg skulle skabe min egen familie. Skabe et omsorgsfuldt netværk for mig selv. Jeg opsøgte familie, og arbejdede for en tættere kontakt til mine nærmeste. Det var tid til at lære om venskaber og kærlighed i praksis. Jeg skulle også til at blive min egen bedste ven, og min egen bedste kærlige forældre.

I stedet for at gå i stå, som en indlæggelse på mange måder var for mig, så blev mine nyfundne bevidste retræter til platforme for videre vækst.

Når jeg begyndte at investere i alle mulige og umulige måder at være god ved mig selv på, voksede en helt ny selvfølelse frem – som af intetheden.

Det var tid til at finde et jeg, og bestyrke det.

Det var tid til at acceptere hele mig, hele min fortid og finde ståsted i et evigt nu.

Det var tid til at finde tilbage til mig selv, og ind til det egentlige.

En ny tilværelse i bevægelse var begyndt.

 

Jeg er god til at …

Skrevet af B

Jeg er god til at mærke, hvor lidt eller hvor meget jeg er i overensstemmelse med mig selv. Det betyder ikke, at jeg er i overensstemmelse, men jeg mærker mig selv, kender mig selv, i den afstand, jeg mærker.

For mig er det vigtigt at være bevidst om den afstand, fordi den viser mig mine værdier og giver retning til det, som er svært at navigere i.

Det at være identisk med sig selv er umådeligt svært, for det kræver, at man både er tydelig for sig selv og for andre. Vores identitet er måske på en vis måde den sociale side af personligheden. Personligheden peger på vores psykologiske dispositioner, mens identiteten peger på vores sociale dispositioner.

Der er en forunderlig dobbelthed i identitet. Den kan både være frigørende og det modsatte. Man kan låse sig selv fast på en identitet eller blive pålagt en af andre. Identitetsbegrebet kommer aldrig til at rumme hele mennesket.

Og det tror jeg nogle gange glemmes i de identitetspolitiske kampe. Den nationale identitet, kønsidentiteten, den politiske identitet, den faglige identitet og måske også identiteten som syg tildeles nogle gange større vigtighed end hele det menneske, vi altid også er. Og så kan vi føle os svigtet eller krænket, når vi ikke bliver mødt som det, vi identificerer os som.

Hvis vi i stedet forstod identiteter som forskellige dragter, vi iklæder os for at give vores forskelligartede værdier form, så kunne vi måske holde bedre fast i, hvem vi er, uden at forveksle det hele med alle de ting, vi kan identificeres med.

Apropos afstand er disse tanker i øvrigt heller ikke kun identiske med mine. De stammer også fra – og er derfor i hvert fald delvist identiske med – en tanke, som Hannah Arendt finder hos Sokrates i Platons Gorgias: At det er bedre at være uenig med hele verden end, som én, at være uenig med sig selv.