Læs Catrines fortælling om et barn, hvis mor en dag mistede grebet om den virkelighed, de indtil da havde været fælles om. Det bliver begyndelsen på en ensom kamp for at forstå, hvad der sker, og finde tilbage til den normale verden. Mens de voksne omkring hende forsøger at gøre situationen normal, forsøger hun selv at finde hjælp og holde sammen på verden.
Skrevet af Catrine Thygesen
Det er en skoledag ligesom alle andre – tredje klasse. Året har været omskifteligt med flytning og ny skole, nye familieforhold at forholde sig til og en masse u-adresseret uro.
Moren kommer og henter i fritidsklubben, og skynder på hende, da de skal ud og købe ind. Der er en hektisk stemning, men barnet tænker, at det blot handler om, at de som sædvanlig skal nå en række aftaler, og reflekterer ikke yderligere.
Hun venter i bilen, mens moren går op i lejligheden for at aflevere taskerne. Hun venter længe, men der kommer ikke nogen ned. Hun kalder. Moren står pludselig foran døren til opgangen, og ser forvirret og bange ud.
Barnet går over og spørger: ”hvor bliver du af mor?”
Svaret kommer prompte: ”Vi skal alle dø, jorden er gået under, T.”
Barnet forstår ingenting, og bliver ved at spørge for at få fornuften tilbage i situationen, som pludselig føles ukontrolleret og angstfremkaldende:
”Mor, hvad er der galt, hvorfor siger du de mærkelige ting?”
Svarene kommer messende og fortvivlet, øjnene søger væk fra barnets og ud i verden eftersøgende de utallige farer, som hun oplever de begge er udsat for.
”Vi skal dø, T. Der er ikke noget at stille op.”
Det har sneet og er koldt. Barnet forstår instinktivt, at de må gøre noget for at komme ud af situationen, som føles uudholdelig.
”Mor, vi skal ud at købe ind, kan du ikke huske det? Hvor er nøglerne henne? Kan vi ikke gå op i lejligheden?”
Svarene kommer igen messende: ”Alt er jo ligegyldigt, jorden er gået under, kan du ikke forstå det, T?”
De går ind i opgangen og op på etagen.
”T, vi må ud herfra, vi kan jo ikke trække vejret.”
Barnet ser mistroisk op på sin mor.
”Hvad mener du, mor?”
”Her er ikke noget ilt herinde, kan du ikke mærke, vi er ved at blive kvalt?”
Døren er låst, da de kommer op, ikke et spor af nøglen. Moren virker forvirret, når barnet efterspørger den. Øjnene er sorte og ser på noget, som er langt væk fra opgangen og barnet.
Pludselig virrer moren med hovedet: ”T, du må ikke lytte til nogen af de ting, jeg siger til dig, jeg er ikke normal lige nu.”
Barnet oplever det sortner for øjnene. Virkeligheden er blevet til kaos, til helvede på jord.
”Hvad sker der, mor?”
”Mor er syg lille skat, du skal ikke høre på mig.”
De kommer ud af bygningen, og moren forsvinder lige så hurtigt fra virkeligheden, som hun var tilbage. Hun messer for sig selv igen, og begynder at bevæge sig i takt med ordene. De begynder at vandre rundt om bygningerne. Barnet kigger ud ad strandvejen fuld af biler og mennesker, og begynder at opfatte virkeligheden, som opdelt i normal og kaos – hvor de to er fanget i det sidste, og ikke kan komme tilbage – måske aldrig tilbage til den samme virkelighed, som hun vågnede op til bare 10 timer tidligere.
Hun husker, at farfaren vist nok bor indenfor en overskuelig afstand, men hvilken retning er det, og kan de overhovedet finde derhen? Hun beslutter sig for, at det må kunne ordnes.
”Mor, vi skal ud i bilen, vi må køre et sted hen for at få varmen.”
Moren protesterer svagt, men er ude af stand til at modsætte sig, og sætter sig mekanisk ind bag rattet i bilen. Hun messer stadig, og barnet fornemmer, at ideen er dumdristig, men samtidig at alle andre muligheder virker udelukkede. Bilen kører 100 meter, førend moren kører ind i en snedrive, hvor den sidder endelig fast. Godt det samme, tænker barnet, da det er ved at være klart, at moren ikke er i stand til nogle former for kontrolleret handling, udover de få øjeblikke af klarsind, der opstår med længere tids mellemrum.
”M bor herhenne, mor. Skal vi ikke gå hen og banke på og få hjælp?”
Barnet mærker, hvordan det føles vigtigt at bevare virkeligheden, bevare normaliteten, som om dette blot er en normal dag med hændelige uheld og ikke den dag, hvor verden forsvandt. Moren protesterer igen ikke. Klokken er mange nu, det er mørkt, og villavejene ligger stille hen.
Der bliver åbnet i villaen, og varme, latter og duften af mad trænger ud i mørket.
”Vi har lukket os ude”, siger barnet, og stryger forbi moren ind til venindens værelse, hvor hun skynder sig at lukke døren og virkeligheden ude. De sidder sammen på værelset, og ser TV og spiser Matadormix. Venindens forældre har stort middagsselskab, og veninden fortæller, at hun har fået lov til at få to poser Matadormix helt selv som fredagsslik. Barnet hæger sig fast ved situationens grad af normalitet, lægger sig under dynen og fylder sig med slik.
”Nå, men T, vi har fået fat i en låsesmed, og dig og din mor må nok se at skynde jer hjem og se, om han dukker op.”
Venindens mor står i døren til værelset. Barnet tænker: Du svigter os. Du magter os ikke. Vi er dømt til kulde og ensomhed og udelukkelse af den normale verden. Udadtil smiler hun, og lader som alle andre som om situationen er normal, og det er helt ok, at skulle tilbage til ensomheden i mørket.
De vandrer hjem i sneen, sokker og tøj er vådt og udmattelsen begynder at sætte ind.
Da de kommer til lejligheden, er der ingen låsesmed. Barnet begynder at frygte, at de er fanget for evigt i denne lomme af mørke og vanvid. Hun løber op på første etage. Var der ikke engang en pige i lejligheden under dem, som havde smilet til hende. Hun ringer på. Faren åbner og går ud fra, at barnet gerne vil lege.
”S, kom ud og sig hej, det er pigen ovenpå, der gerne vil lege!”
Barnet kigger ind i en anden virkelighed, hvor far og barn sidder og ser tv sammen, hvor normaliteten stadig er på plads.
”Jeg ville egentlig bare høre, om jeg kunne låne telefonen, vi er nemlig låst ude”, siger barnet.
Denne gang er moren placeret udenfor rækkevidde, da det er blevet klart, at hendes messen vanskeliggør situationen, og umuliggør muligheden for at opretholde normaliteten for barnet. Hvis de bare kan foregive at være normale, er der en chance for, at folk ikke lukker døren i.
”Ja da, den står på kontoret.”
Barnet tænker så det knager – hun kan huske sit eget telefonnummer og også morens arbejde. Men alle andre numre er forsvundet. Pludselig husker hun onklen og tantens nummer, hvor hun ofte er på besøg. De tager røret med det samme.
”A, mor er mærkelig, hun siger en masse mærkelige ting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det hele er så mærkeligt, vi kan ikke komme ind i lejligheden.”
”Hej T, du skal se, det er ikke noget særligt, bare sæt dig ned og pas på din mor, så skal vi komme og hente jer. Der er ikke noget galt med din mor, hun skal bare sove.”
Barnet falder sammen af lettelse, ansvaret er givet videre, og for en stund kan hun fjerne angsten og tankerne og håbe, at de voksne kan genskabe normaliteten.
Da onklen kommer, tager han moren ud i bilen og siger: ”nå lille L, du skal vist bare have en god lur og et glas vin. Der er intet galt med dig.”
Barnet kigger vantro på familien, som så stædigt fastholder normaliteten og derved tvinger det til at ændre på sin egen opfattelse af, hvad der uafvendeligt er ændret på denne dag.
”Nu skal du ikke bekymre dig mere om det, T. Din mor skal ikke på hospitalet da, nej nej. Dette er bare fordi din mor er lidt udkørt. I morgen er hun helt sig selv igen. Smut du nu op og leg med de andre børn på værelset.”
Barnet smiler udadtil, skubber al mørket og angsten ned i maven, da der tydeligvis ikke er plads til de følelser i denne virkelighed.
I det mindste er ansvaret for en stund taget væk, og nu skal hovedet bare også forstå, at verden ikke er gået fra hinanden alligevel. Det var åbenbart bare en stor misforståelse.
Følelsen af at være fanget i en anden verden end alle andre er dog ved at blive etableret som en permanent tilstand i barnet.