Et øjeblik med håb – Skriveværkstedets stemmer

Et øjeblik med håb

Af H

Håb, det fandens håb. Hver gang jeg håber, går det galt. Det synes jeg i hvert fald.

Jeg håbede, at hun ville hjælpe mig. Jeg håbede, at der kom hjælp til min forpinte tilstand. Der var blot et håb. Ikke noget konkret, ikke noget af det, der skal til for, at gøre drømme og ønsker til mål eller planer.

Og der, I min forpinte tilstand af magtesløshed og fortvivlelse, tabte jeg min forstand.

Tanken, som indeholdt håbet, blev vendt til en tanke om, at det var noget jeg manglede at gøre. Som et barn, der påtager sig skylden for en forældres manglende evne til at elske. Jeg tabte min forstand til den ene tanke, at hun, hjælperen, ventede på, at jeg gjorde noget.

I min lejlighed, på min knirkende stol, dér i tusmørke, kom tanken til mig. Det var det blå lys, der startede det. Hvor kom det fra? Det startede med det blå lys på himlen. Også så kørte bussen forbi. Dér inde i bussen, i halvmørket, lyste de blå tjek-ind cirkler, glødende og pulserende. Og tanken kom: “Du skal tjekke ind hos Eva ”

Absurd som den var, kunne jeg ikke slippe den. Som en evighedshoppebold hoppede den op og op igen. “Du skal tjekke ind hos Eva””.

Jeg sad og strikkede “du skal tjekke ind hos Eva”. Jeg købte ind ” du skal tjekke ind hos Eva”. Jeg lavede mad “du skal tjekke ind hos Eva”.

Og uanset hvor meget jeg fortalte mig selv, at det var absurd og at Eva for længst var gået på pension, så vendte den ubarmhjertigt tilbage igen og igen og igen. Jeg var flov, følte mig magtesløs over ikke kunne styre mine tanker. Magtesløsheden gjorde mig vred. Imens jeg var sammen med andre mennesker, var tanken stille. Der var på ingen måde tvivl om, at det var min egen tanke.

Jeg begyndte at undersøge om jeg kunne finde Eva igen. Det var et skråplan, men jeg var vred over tanken og så ingen anden udvej end, at tale med hende om tanken.

Jeg ringede op til det hospital, hun var ansat på sidst. Jeg googlede Eva‘er, jeg fandt nogle og kun en med det rigtige efternavn. Jeg ringede til en klagefunktion på hospitalet. Skrev mails til andre. Ringede og snakkede med den afdeling hun havde været ansat på. Men ingen kendte hende.

Jeg var lost, ingen hjalp mig. Der var blot én der sagde: ” det du har gang i der er ulovligt “. Så jeg stoppede.

Jeg gik til lægen. Lægen ringede til en psykiater. Hos psykiateren fik jeg medicin og en samtale. Jeg havde en psykose.

 

Et øjeblik med håb

Af Stella

Jeg tror håbet fik mig til at sætte en alarm i går aftes.

Det var en plan jeg havde lagt for mig selv.

Jeg vil hen og snakke med juristen.

Det første jeg gjorde, da jeg kom derind og medarbejderen tilbød mig et glas vand, var at græde. Hun rettede sig op i sin stol, lænede sig frem og lagde sine hænder på mine.

Jeg var velkommen på trods af mine huller i loftet, mine tomme gryder og mine støvede hylder. Jeg sad der og betroede mig til en fuldstændig fremmed.

 

Hun spurgte mig om mit navn og jeg endte faktisk med at give hende både mit danske kørekort og mit svenske identifikationskort. Hun bad mig logge på min E-boks og efter det var klaret, gav jeg hende bare min telefon.

Hun sad der med mine ID-kort ved siden af og begyndte sit arbejde med min sag.

Jeg lagde noget af mit liv i hendes hænder.

Jeg stolede fuldt ud på et menneske, jeg kun lige har hilst på.

 

Jeg sagde tak på flere forskellige måder, inden jeg gik videre, for hun har reddet min sommer. Jeg har skrevet hendes navn ned, for jeg vil gerne lære det.

Tak for din troværdighed, din ydmyghed, din nøjagtige måde at gå til min sag på.

Ja, Stenbroens Jurister har nu en mappe, der hedder Stella. Jeg er blevet en case.

De dokumenterer deres arbejde, for de er meget grundige i alt de gør.

 

Jeg er en case, men Thea i dag viste mig, at jeg også er et menneske.

Jeg sidder faktisk og græder, mens jeg skriver disse ord.

For det er så sjældent at blive mødt med så stor rummelighed og omsorg af et fremmed menneske. Jeg har gjort alt det rigtige, og hvis jeg ikke får svar inden 14 dage, så kan jeg kontakte dem igen. Min rygsæk føltes lettere, da jeg sagde “Tak for hjælpen” og spankulerede ned til metroen igen.

 

Det var en lille ting. En lille ting, der virkelig har rykket noget indeni mig.

Tak for at give mig håbet tilbage.

 

Et øjeblik med håb

Skrevet af Michala Snefred

Håbløsheden slår ned…

Jeg kommer til at tænke på en dag langt ind i foråret 2026. hvor jeg sad i min sofa og tænkte “Bare jeg ikke spilder de lyse dage med for meget sygdom og krise”. Situationen på mange fronter var uvis og ustabil, hvilket jeg har det svært med – også når jeg ikke kan se en synlig ende på det.

Håb og livsmod

Her kommer min evne til at håbe på det gode i livet på prøve. Min håbløshed er med mange tanker om at livet er nytteløst, hvis der ikke snart kommer en livsmening.
Håb om fremtiden og livsmod, synes jeg går hånd i hånd. Det svære er også at få det sagt højt til sine nærmeste, for det er meget skamfuldt, når jeg har negative tanker om livet.

Grobund for håb og livsmod

Det spirende håb viste sig først efter jeg gjorde ting jeg ikke havde lyst til eller kunne mærke gjorde noget godt for mig. Håbet og at sige det der gør det svært at leve højt giver mig en bedre grobund at stå på, fordi jeg bliver hørt, set og mødt af betydningsfulde mennesker. Disse mennesker kan hjælpe mig med en hensigtsmæssig forandring, hvor det handler om at jeg skal trives med alle mine skavanker og behov, som ikke imødekommes i det ordinære arbejdsmarked.

Ærlighed, åbenhed og tålmodighed er vejen frem

Der er også tale om en eksistentiel krise, hvor jeg er nødt til at tænke kreativt og gøre noget andet. Mit håb om fremtiden bliver grønnere af at flere mennesker bakker mig op og tror på mig og at det hele ordner sig, så længe jeg gør det jeg gør nu; at medvirke i samarbejdet og mødet med mennesker, at være åben og fortælle hudløst ærligt til rette vedkommende hvad jeg har problemer med, som står i vejen for at jeg kan leve mit liv fuldt ud og ikke bare overlevelse.

Håb, som følges af tålmodighed, er nødt til at være der og derudover acceptere dét, som det er.

Pyyhaaa…jeg tager lige en slurk kaffe.

 

 

Et øjeblik med håb

Skrevet af Frank Jensen

I slutningen af december 2025 blev der indkøbt Podcast udstyr, efter jeg havde givet udtryk for at Podcast ville være et godt alternativ til den skrevne tekst. Der blev hurtigt fundet en makker til mig. En der er god til lydredigering. Håbet var stort måske levende og virkeligt. Der blev snakket om at søge hjælp hos en der havde erfaring med at lave Podcast. Det levede. Der blev lavet en jingle til Podcasten. Jeg blev fyldt med energi, glæde og utålmodighed – vi skal i gang.

Der skete en masse i Outsideren, dagene gik og det blev hverdag igen. Langsomt sivede håbet og energien ud af mig som gassen i en ballon fra Tivoli.

En dag skete det så, en dag i juni 2026. Der blev afholdt et møde om at starte op med planlægning af lære at lave Podcast og få gjort Podcast projektet virkelig gjort. Håbet blev tændt. Ballonen fra Tivoli blev pustet op igen og boltrede sig livligt i luften. Ideerne blev flere og virkeligere som mødet skred frem og der blev lagt en plan med 4 møder hvor vi skal tage imod erfaringer og prøve udstyret. Glæden over at være med i denne proces er ubeskrivelig.

Fra at håbet næsten var forsvundet sammen med ideerne til at det hele er tændt igen. Nogle ideer og drømme er mere realistiske end andre. Jeg glæder mig til at lære de færdigheder der skal til for at lave gode og interessante Podcast. Jeg kan lide at lave nyt, lære og udvikle. Det er en spændende proces.

Begejstringen er stor og forventningen til at videregive Outsider erfaringer, historier og andet fylder mig på en eventyrlig måde. Jeg er spændt på at prøve at være med til at udfylde det rum der er mellem det skrevne, teater og film.

 

Et øjeblik med håb

Skrevet af Susanne Bang

I princippet begynder jeg hver dag med et håb. Et håb om en god dag. Jeg kan bede de højere magter om at skænke velsignelse over dagen, velsigne dem jeg skal møde, velsigne hvad end, jeg skal blive en del af den dag. Et gruppemøde, et foredrag. En social aftale.

Håbet kan være en begyndelse, som en medskaber af hele bevægelsen denne dag.

Helt lavpraktisk handler det om at møde op til dagen, og verden og andre mennesker med tilgængelighed. Følelsesmæssig og fysisk tilgængelighed. At sige ja til dagen, vejen og livet.

Uden håb i optimistisk forstand, så er det svært at tillade kærlighedens flow. Uden håb er det svært at modtage det gode. Uden håb er det svært at komme nogen vegne. Med håb bliver flere ting mulige. I princippet er alting muligt, hvis man tror; men ”håbet” er dog mere spinkelt end ”tro”.

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses, står der i Det Nye Testamente, i brevet til Hebræerne, kapitel 11, vers 1.

Da jeg var syg i sindet, og havde haft mit første alvorlige sammenbrud håbede jeg på raskhed.

Det var som en lige linje at håbe fra A til B. Nu er der gået mere end 25 år og forløbet har været langt mere komplekst. Som en usynlig og uigennemskuelig og indviklet labyrint. Hvis jeg var en ludo-brik, så var jeg blevet slået godt og grundigt hjem mange, mange hundrede gange. Men jeg kendte til håbet. Og hver eneste gang lykkedes det mig at gribe fat i det, hvor spinkelt det end var. Nogle gange tog det mig måneder uden lys. Senere blev intervallerne mellem håbløshed længere, og håbløsheden varede i kortere tid, men altid var der håb et sted. Nogle gange var håbet så tyndt som en sytråd i bomuld, der knækker let. Andre gange var håbet som tykke sejlerreb, altid med de bedste knuder. Aldrig give op.

Når jeg nu møder modgang, så vælger jeg at se det som gaver.

Modgang er som en fordring til at gå med mod. Modgang er som gaver Livet skænker mig, der bare ikke er pakket pænt ind. Som i overhovedet ikke nikke nej pakket pænt ind. Og, jeg kan vende ansigtet op mod himlen og skrige højt, imens jeg flår i den grimme pakke, med ordene: ”Jeg ved at der kommer noget godt ud af dette, men jeg kan ikke se det lige nu!

Så er det ligesom at universet svarer med det samme, og skænker mig en dyb ro, jeg samler mig og ved, at der findes løsninger, som ligger forude.

Jeg kan begynde at søge efter løsninger, og forsigtigt praktisere et aktivt håb, når jeg er klar.

Lars Muhl har sagt, at hvis man leder efter svar i problemernes verden, finder man dem ikke. Man må finde sine svar i løsningernes verden. Forbliver man i problemernes verden, så er det problemer man finder, ikke løsninger.

Jeg siger ofte til mig selv, at der findes ikke et eneste problem uden en løsning. Og jeg kan endda berolige mig selv ved tanken om, at der findes løsninger, der er til det fælles bedste for alle.

Tak. «Tak» er i bydeform, men det bemærker man sjældent.

Håbet om at ville noget, genererer handling. Et håb kan omsættes til mål, drømme og planer. Jeg kan undersøge: er der noget, jeg selv kan gøre i dag, eller i morgen? Eller er tiden til at se an, eller vente?

Uanset hvad, så er tilliden til det, jeg håber på, så ganske vist ofte også en tillidserklæring til mig selv – og processen.

Tak.