Jeg havde lidt af manier i 23 år.
Jeg har nu ikke mærket mani eller hypomani i 10 år.
Jeg ser nu, at manien var
En maske jeg gemte min bag.
Et skjulested.
En overlevelsesmekanisme fordi jeg havde lært, at jeg ikke måtte blive ked af det, og jeg ikke turde sætte en grænse og sige ´Faneme NEJ!!´
Mine manier var ´pæn pigens ansigt´
Udadtil.
Jeg er vokset op med, at jeg kun var ønsket og elsket, når jeg var glad og nem at være sammen med..
Selv ved min mors begravelse, som 18 årig, grinede jeg på vejen hen til kirkekaffen efter bisættelsen.
Aldrig har jeg haft det så dårligt, som da jeg havde mine manier.
Jeg turde ikke engang at blive deprimeret.
Jeg var i det hele taget så skræmt og bange for at være mig selv, og vise, hvem jeg var, at mit liv, i ja 23 år, var et liv uden mig.
´Gør med mig, hvad I vil, og jeg smiler stadig´
Mit indre skreg efter grænser (jeg ikke turde sætte) og integritet.
Først da jeg fandt modet til at trække en grænse – vælge mig selv før dem.
Vælge at autensititet skal være mit eneste udtryk, om så jeg mister
Alle på kontoen…
Først da –
Forsvandt min maske.
Og jeg holdt op med at være manisk.