Foto: Getty Images

Når psykiatrien åbner det bugnende medicinskab – om informeret samtykke ved medicinsk behandling

Et samtykke til medicinsk behandling er kun gyldigt, hvis patienten har fået fyldestgørende information om behandlingen. Med afsæt i 20 års erfaring med psykiatrien og sin juridiske baggrund sætter Ditte spørgsmålstegn ved, om patienter får tilstrækkelig viden om psykofarmakas effekt, bivirkninger og udtrapning, før de siger ja til behandling.

Skrevet af Ditte Rust

Hvis der er noget, psykiatrien excellerer i, så er det at udskrive recepter på medicin. Selv var jeg da heller ikke langt inde i min psykiatriske ”karriere” førend jeg stiftede bekendtskab med psykofarmaka. Og ét præparat blev hurtigt til mange.

Som det er tilfældet med al anden frivillig behandling i psykiatrien, så forudsætter medicinsk behandling, at den enkelte patient samtykker til behandlingen. Spørgsmålet er imidlertid, om der i psykiatrien er tilstrækkelig opmærksomhed på og viden om denne grundlæggende patientrettighed? Som jurist med levede erfaringer skal det være min påstand, at dette ikke er tilfældet, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.

Mig og psykiatrien går ”way back”

Psykiatrien og jeg har allerede haft den tvivlsomme ære at fejre 20-års jubilæum og undervejs har jeg fået ordineret alle typer psykofarmaka; dvs. både benzodiazepiner, antipsykotika, antidepressiva, centralstimulerende stoffer samt stemningsstabiliserende medicin. Omend jeg er taknemmelig over psykiaternes ihærdige forsøg på at hjælpe mig, så er det min erfaring, at psykofarmaka sjældent frembød den hjælp og symptomlindring, som jeg ellers blev stillet i udsigt ved ordination og opstart. Videre har jeg på egen krop erfaret, at dét af trappe ud af medicinen ofte viste sig langt vanskeligere end fortalt og forventet.

Efterfølgende har jeg reflekteret over de mange gange, hvor jeg opstartede medicin på noget nær et fravær information om forventet effekt, potentielle bivirkninger og seponeringssymptomer. Et gyldigt samtykke til medicinsk behandling forudsætter nemlig, at man som patient har modtaget fyldestgørende information om den pågældende medicin.

Qua min uddannelsesmæssige baggrund som jurist burde jeg have reflekteret over de nævnte oplevelser langt tidligere end nu. Desværre har psykisk lidelse det med at overskygge alt andet, hvilket hos mig også inkluderer den nysgerrighed og sunde skepsis, jeg ellers er ganske veludstyret med. Derfor er det også min formodning, at jeg langt fra er den eneste patient, der i psykiatrien har indtaget medicin på et mangelfuldt informationsgrundlag.

Kort om det informerede samtykke

Udgangspunktet for al behandling i sundhedsvæsenet er, at ingen behandling må indledes eller fortsættes foruden patientens samtykke. Dette grundlæggende princip er lovfæstet i sundhedslovens kapitel 5, hvoraf også følger, at et samtykke alene er gyldigt, hvis det gives på baggrund af fyldestgørende information om den foreslåede behandling, herunder om effekt, potentielle bivirkninger og seponeringssymptomer samt om de forventede konsekvenser af at takke nej til behandling.

Mig og medicinen

Mit første møde med psykofarmaka var tilbage i 2006, hvor jeg under en langvarig indlæggelse blev behandlet i månedsvis med betydelige mængder benzodiazepiner. Først da jeg havde fået nok af de sederende bivirkninger og derfor i protest nægtede at sluge de små piller, indså jeg konsekvenserne af behandlingen. Jeg husker stadig følelsen af det voldsomme ubehag og den skam, der var forbundet med at erfare, at jeg uforvarende og blændet af autoritetstro var blevet gjort afhængig.

Mit indtag af benzodiazepiner skete som sådan frivilligt, da jeg afgjort ønskede medicin, der kunne mindske min angst. Alligevel var der aldrig tale om et gyldigt samtykke, idet jeg ikke indtog pillerne på baggrund af fyldestgørende information om medicinen. 

Benzodiazepinernes æra er ovre, men tomrummet er for længst fyldt ud

Mens vi nu i højere grad taler åbent om risikoen for afhængighed af benzodiazepiner er det min formodning, at mange patienter i psykiatrien fortsat føler sig ført bag lyset, når de opdager, hvor vanskeligt det er at udtrappe fra andre typer af medicin såsom antidepressiva og antipsykofarmaka. 

Hverken antipsykotisk eller antidepressiv medicin er angivet i den juridiske regulering som værende afhængighedsskabende, hvilket tilsyneladende skyldes, at de ikke i klassisk forstand er forbundet med et misbrugspotentiale. Alligevel er det min erfaring med både antidepressiv og antipsykotisk medicin, at disse er absolut lige så vanskelige at trappe ud af som benzodiazepiner, hvorfor der for alle disse typer af psykofarmaka burde stilles ensartede, strenge krav til fyldestgørende information som forudsætning for et gyldigt samtykke. 

Videre er der efterhånden mere og mere forskning, der stiller spørgsmålstegn ved, om de gavnlige effekter af psykofarmaka står mål med de ofte betydelige bivirkninger. Man kan dermed spørge sig selv, om patienter takker ja til medicinsk behandling på baggrund af information om den tvivlsomme effekt – eller om de forsat bildes ind, at medicin er den eneste og rette kur mod deres lidelse?

Ovenstående spørgsmål kan fremstå kontroversielt og provokerende, da der indrømmet er stor uenighed blandt psykiatere om effekten af forskellige typer psykofarmaka. Det essentielle er dog, at psykiatrien desværre ikke har tradition for at dele sådanne effekt- og evidensmæssige usikkerheder med os patienter. I stedet holdes vi ofte hen med forældet og ensidig information om gavnlige effekter, hvilket betyder, at vi ikke meningsfuldt kan vurdere, om den forventelige effekt står mål med potentielle bivirkninger og seponeringssymptomer. 

Hvad vi ikke ved, har vi ikke ondt af – eller?

Ud fra kombinationen af mine levede erfaringer og min juridiske indsigt er det min vurdering, at de samtykker, vi som patienter giver til medicinsk behandling ofte er ugyldige, da forudsætningen om tilstrækkelig information ikke er imødekommet. 

Med denne artikel håber jeg at bringe mere lys på vigtigheden af, at de juridiske regler om informeret samtykke bliver iagttaget. I modsat fald er der risiko for, at vi som patienter giver samtykke i blinde, hvilket ikke bare er i strid med sundhedsloven, men tillige er en hån mod såvel vores integritet som autonomi.