Illustration: Anja Gissel

Med på holdet

Hvordan støtter man et menneske uden at presse for hårdt? For skribenten bag denne artikel gør det en forskel at blive lyttet til og være fælles om noget. Med erfaringer fra bostedet og fodboldbanen fortæller han om at finde mod og handlekraft, når man føler sig med på holdet.

Skrevet af Anonym (Redaktionen er bekendt med skribentens identitet)

Jeg havde endnu et møde med min kontaktperson, hvor han punkede mig for at ikke holde mit hjem her på bostedet ordentligt. Det var ikke noget, han ville tale om, der var ingen dialog. Han ville ikke høre, hvad der står i vejen, selvom der er nok at tage af, når man er psykisk sårbar. Det var som at tale forbi hinanden. Han stillede for store krav, og det stressede mig.

Det var næsten som om han gav ordrer, men det gider jeg ikke at høre på, ikke her i mit eget hjem. Det har også noget at sige, at han er yngre end mig. Desuden forventer han, at jeg hver gang møder op på mit skånejob. Jeg vasker op i køkkenet. Han ser bestemt ud i blikket. Han virker vredladen. Det bevirker, at jeg selv bliver sur. Det er uværdigt at blive hundset med. Det virker som om, at vi befinder os i hæren og ikke mit hjem.

Illustration: Mette Cecilie Smedegaard

Men at blive stresset på den måde er farligt for mig. Det gør det svært at tænke klart, især når jeg er sammen med dem i mine nære omgivelser. Selvom jeg normalt er god til at lytte, som min kæreste ofte siger, så kan man ende med at snakke i munden på hinanden, når man er stresset. Så får ingen det rum og den plads, de har brug for.

Derfor piner det mig også, når vi taler forbi hinanden på den måde. Når jeg selv bliver lyttet til, føler jeg nemlig også, at jeg har en betydning og er værdsat. Og det er jo også noget, jeg virkeligt selv går op i, at få andre til at føle sig vigtige. Det allerbedste er, når det går begge veje. Så er det helt sikkert, det er en dialog man fører. Både den jeg snakker med og mig selv skal føle sig hørt. Det er grundlaget for en god samtale. Gode snakke er så fede, for så føler både jeg selv og den anden sig vigtige.

Fodbold og fællesskab

Jeg har fx haft en kontaktperson, der var rigtigt god til at motivere mig. Vi tog ud og spillede fodbold, og han var virkelig god til at lade mig komme til orde. Vi talte om Brøndby.

Det hjalp mig til at begynde at dyrke sport igen. Det giver mig også lyst til andre ting.

Jeg kunne godt tænke mig at styrketræne med min kontaktperson igen, ham der ellers også kan være noget punkende. Det hjælper både fysisk og mentalt til at tænke mere klart. Selvom det er hårdt, er styrketræning det modsatte af stress.

Personalet kunne hjælpe til det, ved at spørge, om jeg havde lyst til at træne. De kunne f.eks foreslå en tur hen til et sted, hvor vi kan træne én eller to gange om ugen. De skal ikke give op. Hvis de ikke giver op, er det også en måde at føle sig værdsat på. Hvis de selv er engagerede, bliver man selv motiveret til at fortsætte de gode takter. F.eks ved at give én en peptalk. Det vil også hjælpe, hvis kontaktpersonen har et forhold til træning, fx uddannelse eller selv træner. Det er dog ikke et krav fra min side, men det gør det mere spændende. Kontaktpersonen skal også selv kunne lide at træne. Hvis begge parter kan lide at træne, er man jo på samme hold. Så er igen et sted, hvor vi begge er vigtige

Bliv ved, men uden stress

Det er et dilemma, at personalet skal være vedholdende i deres tilgang til mig, samtidig med, at jeg skal undgå at blive stresset. Min nuværende kontaktperson er god til at motivere mig til at opnå mine mål uden, at jeg bliver stresset. Han har sat et møde i stand med en peer-to-peer medarbejder, om at vi skal ud at se fodbold og også spille fodbold. Så han fortjener en stor ros og cadeau for hans arbejde og flid. Han er god til at se tingene fra mit perspektiv. Det har ført til en god dialog. Og det gør også, at jeg kan forfølge de mål, der bliver lagt.

Han foreslog blandt andet at peer-to-peer medarbejderen kunne tage på Brøndby Stadion, hvor jeg ikke har været i en del år. Så det ser jeg frem til med glæde. Vi havde igennem længere tid talt om, at det kunne være spændende at tage ud at se fodbold.

Det fede ved fodbold er, at man vinder sammen som hold, og man taber sammen. Ingen er højere end holdet. Holdet er ligesom også det sted, hvor alle er vigtige og ingen presses over på sig selv.

Sammen imod angsten

Det vigtige for mig, er at en kontaktperson får tingene til at ske, og ikke bare snakker uden at handle. Der skal hverken bare snakkes om hvad vi skal gøre, og der skal heller ikke bare snakkes på mig om, hvad jeg skal gøre. Kan vi på en eller anden måde være sammen om det?

Men personalet må gerne gå forrest. Min handlekraft bliver styrket, hvis min kontaktperson også handler på ordene. Det motiverer mig, når min kontaktperson fører tingene ud i livet. Det inspirerer mig til selv at være produktiv i mit liv.

Hvis ens kontaktperson gør noget konkret, så tager jeg også fat. Så løfter man i flok. Det er mere givtigt at være sammen om noget frem for at være alene. Det er nemmere at foretage sig noget, også når jeg er sammen med min kæreste. Jeg har mødt en del psykisk sårbare, der har tendens til at isolere sig. Skal selv ud mindst en gang om dagen. Det er vigtigt for mig at få luft.

Det liv jeg synes om, handler særligt om at dele med mine nærmeste. Når vi deler, kan jeg også meget mere og vil gerne stille op og være modig. Fx har jeg været til fodbold med en peer to peer. Det var en succes. Tog med for at face min sociale fobi. Det var en turnering, vi deltog i ved Sundby Idrætspark. Det var et stress element i starten. Så blev det bedre undervejs. Jeg joinede ind og spillede med. Det var som om jeg kunne trække på nogle erfaringer fra min ungdom, hvor jeg havde et stort netværk og spillede fodbold. Det hjalp også, at min søde kæreste var med.

Så hvis jeg her til sidst skal give et råd til andre med lidt af de samme problemer, så handler det måske om, at man ikke skal tænke, at man skal gøre alting selv. Det er helt ok at fungere bedst på et hold, også hvor det måske er andre, der rykker først. Det betyder stadig, at du skal gøre en masse. Der er stadig brug for mod til at face de svære ting og derfor er der også brug for sådan nogle som os på holdet.

Denne artikel er blevet til i samarbejde med Nis Bjarnhof fra Foreningen Nye Perspektiver, som gennem skrivehold på bosteder og et nært samarbejde med Outsideren er med til at styrke stemmer og bringe erfaringer og fortællinger som denne frem og ud i verden.