Ovartaci var en person i forandring. Han ikke bare forandrede sit køn. Jeg vil vove den påstand, at han også forandrede sig selv psykisk, i form af sin kunst. Der skete en slags recovery. Ovartaci blev ikke rask, men han fik et liv på egne præmisser – både med og uden symptomer.
Skrevet af Jacob Provstgaard Sonne Knudsen
Jeg er ikke den store kunst-kender eller kunst-ekspert. Ovartaci har dog rørt noget i mig, og gjort mig nysgerrig på hans malerier og dermed hans recoveryproces, som jeg går ud fra, at han har oplevet gennem sin kunst. Jeg skriver det her med hjertet, og en menigmands indtryk af denne maler, digter og ingeniør.
Hans borgerlige navn var Louis Markussen. Mange vil måske mene, at Louis Markussen skal omtales hende, idet han forsøgte at skifte køn. Han gik fra ham til hende, og sluttede livet som mand igen. Jeg vælger at sige han/ham, da han endte som mand.
Louis Markussen fødtes i 1894 i Ebeltoft. I 1913 blev han uddannet maler. Han bliver indlagt på Risskov i 1929, og får her diagnosen skizofreni. Han tvangsindlægges på grund af paranoia og uligevægtighed. Her er han i de næste 56 år, indtil hans død i 1985 i en alder af 91 år. Igennem hans liv skiftede han først køn fra mand til kvinde, og til sidst fra kvinde til mand. Han beundrede kvinden, og ville derfor selv være en kvinde. Det resulterede i, at han skar sin egen penis af med en høvl, da han ikke kunne få en kønsskifteoperation.
I august måned 2024 havde jeg en fantastisk oplevelse, der bragte endnu mere solskin i mit sind, på denne solrige dag på Ovartaci Museet i Århus. Her blev jeg mødt af de meget venlige og imødekommende museumskustoder, der fortalte ivrigt og livligt om Ovartaci. De anbefalede, som en lille fin introduktion, at man skulle se dokumentaren om Ovartaci i museumsbutikken, hvilket jeg gjorde.
Jesus og helikopteren
Efter dokumentaren på omkring 20 min., som var meget oplysende, skræmmende og interessant, blev mit sind åbnet op med nysgerrighed. Med filmen blev jeg opmærksom på et liv som kort fortalt var farvestrålende. Den fortalte om hele hans liv, på både ondt og godt. En skræmmende historie hvor han skar sin egen penis af, hvor han selv havde berettet, at han intet kunne mærke. I filmen var der også en historie omkring, at han skulle udsmykke et kapel med nogle malerier. Efter at have udsmykket kapellet, havde han en snak med Jesus om, at han skulle male billederne over. Han brød ind i kapellet en nat og overmalede dem.
Efter filmen gik jeg ind i selve museet, der var tyk af hvad jeg vil kalde en rigtig Ovartaci stemning. Farvestrålende malerier sprang mig i øjnene. En kæmpe håndlavet helikopter pyntede loftet. En han selv have designet, med henblik på, at den skulle kunne flyve, dog uden at have held til det. Rundt omkring var der høretelefoner, hvor man kunne høre ham selv fortælle, om hans tid som egypter, kineser og en fandens fantastisk fantast som han selv sagde. Der var også lidt dystert, da der var meget mørkt, og specielt hvor hans dukker var udstillet. Jeg har et lidt uhyggeligt indtryk af hans dukker. De er tomme i ansigterne og lavet af gammelt sengetøj fra hospitalet.
Udstillingen havde en evne til at suge mig ind i fortællingen om Ovartaci. Nogle gange vågnede jeg op fra denne drømmende verden, og bevægede mig videre til de næste kunstværker i museet.
Feminim egypter
Dette berigende indtryk gjorde, at jeg blev fascineret af kunstneren. Det gav mig også håb om at komme sig, da han forandrede sig som menneske.
I alle de år han var indlagt, lavede han, hvad jeg vil kalde en magisk kunst, der er stærkt inspireret af den egyptiske oldtidskunst. I hans malerier optræder der gerne elegante kvinder, med nærmest kattelignende ansigter. De er meget slanke, med store øjne, som er karakteristiske i hans billeder. Det feminine springer ud af malerierne.
Det magiske består i, at han fortalte, at han engang havde været egypter i fortiden. Denne historie synes jeg, at man kan se i hans malerier. Hans fantasi var lyslevende, så måske skal jeg kalde den mere fantasifuld end magisk. Dette oplevede jeg, da jeg besøgte Ovartaci Museet i Århus. Jeg er ikke den store billedkunst-fan, men her tog jeg mig selv i at stå at dvæle ved kunsten, hvor jeg på andre kunstmuseer hurtigt passerer forbi kunstværkerne. Jeg var blevet forelsket.
Selvterapeutisk recovery
Min egen erfaring med det kreative som en recovery proces, er god. I den tid jeg har lagt arm med poesien i form af digte og raptekster efter, at jeg blev syg, har gjort, at jeg har vokset og gradvist fået det bedre. Ikke alene har digtningen givet mig selvterapi, hvor jeg har kunnet komme ud med alle mine tanker, positive som negative, men det har givet mig adgang til en verden med forbedret selvtillid. De rosende ord, af mine skriverier, har givet mig et nøk opad i positiv forstand. Mine tanker er blevet delt, og mange af modtagerne har givet mig et genkendende nik, og en konstruktiv kritik. Min recovery har altså ikke kun bestået af min produktion af tekster, men også min omverdens forståelse. Dette mener jeg, er kimen til en god recovery. Du er selv herre over dine egne valg, og dermed din egen vej i recoveryen, men dem ved siden af, har også en stor betydning.
Forandringen i kreativiteten
Jeg mener, at Louis Markussen måske gennemgik en recovery proces i sin produktion af værkerne. Dette begrunder jeg med hans rejse i kunsten og hans historie. Han startede med at være indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Risskov, og senere fik han udgang, hvor han fik en cykel, som blev symbolet på hans frihed. Der kunne han cykle rundt i Risskov. Jeg mener, at uden kunsten ville han ikke være nået dertil.
Mit møde med Ovartaci, har vakt noget i mig. Jeg vil kalde det for en slags kunstforelskelse. Jeg er som sagt ikke den store kunstelsker og kender, men ham her står for mig som noget specielt.
Er det fordi, at jeg kan genkende noget af Ovartaci i mig selv?
Jeg ved i hvert fald, at det kreative er en enorm drivkraft for mig selv, til at holde mig oven vande.Der sker en forandring i mig med det kreative. En forandring til det bedre. Selv Ovartacis kunst har forandret mig. Det har givet mig en energi til at se på anden kunst. Det tror jeg også er godt for min recovery, hvor det kan oplyse og udvikle mig som menneske, fordi det sætter gang i refleksioner, som i bund og grund handler om at være til, og retten til dette. Han har ikke reddet mig, men er en inspiration.
Om Museum Ovartaci:
Museum Ovartaci forener kunst og psykiatri. Det ligger på Olof Palmes Allé i Aarhus N og rummer en omfattende samling af værker skabt af den tidligere patient og kunstner Ovartaci, som var indlagt i 56 år og skabte fantasifuld, dragende kunst.
Museet kombinerer kunst, kulturhistorie og socialt ansvar og giver et nuanceret indblik i psykiatriens historie og menneskene bag diagnoserne.
Læs også Pia Johanssons personlige refleksion over Ovartaci i artiklen: Mit forhold til Ovartaci
