Det store i det små

Hun gjorde ikke meget væsen af sig, men satte spor, der stadig virker. Læs Boris’ beretning om hans bedstemor, små mønter i et køkkenskab og et øjeblik, hvor et menneske fik større betydning, end han dengang kunne sætte ord på. Fortællingen er en sammenskrivning af to tekster skrevet på Outsiderens Skriveværksted.

Skrevet af Boris Lauritzen

En lille ting med stor betydning … det er min bedstemor et godt eksempel på. Hun var ikke særlig høj. Jeg var vist ikke meget mere end otte år, da jeg voksede hende over hovedet. Hun gjorde heller ikke noget større væsen af sig. Men hun betød utroligt meget for mig mens hun levede, og hendes betydning er ikke blevet mindre af, at hun i 2014 – som hundredårig – svandt ind til ingenting og døde. Hun findes ikke mere i virkeligheden, hvilket langt fra er ensbetydende med, at hun ikke virker. Jeg bærer hendes betydning med mig hver eneste dag, og forsøger at give betydningen videre.

Jeg begyndte at ryge i en relativt tidlig alder. Selvom jeg nok dengang syntes, mennesker så ret seje ud, når de røg, så var det ikke sådan et bevidst valg, som for eksempel at begynde at gå til svømning.

Jeg kan huske, at jeg allerede da jeg var lille, en gang imellem fik lov til at tænde min mors smøger for hende. Jeg husker også, at jeg var meget imponeret over, at min far kunne rulle hjemmekrøl i hånden, mens han kørte bil. Det ville jeg også lære. Og det lærte jeg da også. Men det er slet ikke den historie, jeg vil fortælle.

Jeg var 12 år gammel, da jeg begyndte at ryge. Det startede i det små, men ret hurtigt blev det til et forbrug, der oversteg min købedygtighed baseret på mine beskedne ugentlige lommepenge. Det med rygning lyder måske som om jeg mest hang ud på gadehjørner og samlede erfaring til min fremtidige kriminelle løbebane. Det kunne også godt have været tilfældet, men det blev det ikke.

Jeg havde særligt et menneske i mit liv, som jeg skylder en stor del af æren for det. Det er min bedstemor. Hun boede i nabobyen, og da jeg var dreng, besøgte jeg hende ofte flere gange om ugen efter skole. Min bedstefar døde i 1988, og hun var derefter begyndt at læse bøger og orientere sig udad mod verden på nye måder. Hendes måde at være i verden på, passede rigtig godt til det menneske, jeg var ved at blive. Jeg elskede at komme hos hende, og jeg ved også, at hun elskede at dele timerne med mig. Det var godt at have sådan en bedstemor.

Ude i hendes køkkenskab havde hun en række små plastikbeholdere med mønter i. Sådan nogle fra banken til 5’ere, 10’ere og 20’ere. Jeg fik sommetider en mønt af hende. Dem kunne jeg bruge på en iskage, som hun sagde. Jeg brugte dem på smøger. Men på trods af det lille tilskud, så manglede jeg ofte penge til en 10-pak. Når min bedstemor gik på toilettet, så sneg jeg mig sommetider hen og tog en enkelt lille mønt. Ja, jeg stjal faktisk fra min egen bedstemor. Det er jeg meget lidt stolt af.

Efter 3-6 måneder – jeg kan ikke præcist huske, hvor længe det foregik – kom hun en dag ud fra toilettet med en helt særlig mine, som jeg aldrig glemmer. Hun havde sådan en kropsholdning, som om der var noget i hendes system, der var kortsluttet, lukket ned. Armene hang som døde pølser og ansigtets folder udtrykte en blanding af bedrøvelse og uforståenhed.

”Boris, du stjæler fra mig,” sagde hun. ”Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det skal du stoppe med.”

Jeg mærkede en enorm skam, og selvom min krop, mit blik og mit rødmende ansigt med garanti afslørede alt, så benægtede jeg alt. Hun holdt bare fast i sin blanding af bedrøvelse og uforståenhed, og gentog: ”Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det skal du stoppe med.”

Da jeg kørte hjem på min cykel, vidste jeg, at jeg aldrig ville gøre noget lignende igen.

Men hvorfor fik min lille bedstemor så stor betydning? Det kan man godt være nødt til at klemme øjnene sammen for at se, for det er i sagens natur svært at få øje på, når noget tager sig småt ud, ligegyldigt hvor meget det end kan betyde.

Det er meget lettere at få øje på det små, der er blæst op og ud af proportioner. Nogle gange kan man heldigvis lure, at det blot er opblæst ubetydelighed, men det er desværre ikke altid så let.

Men det store, der ikke selv giver sig til kende som stort, kræver opmærksomhed at erfare som sådan. Og jeg tror, at det store i det små findes, når nogen ser det frem i andre. Den store betydning findes måske altid allerede i det små. Og måske min bedstemor betyder noget stort, fordi hun var i stand til at se betydning frem i andre.