Kommentar til Psykiatritopmødet: Et nyt paradigme og en blomsterkasse

Vi har taget plads på forreste række i biografens store sal, for hende jeg følges med kan kun bevare koncentrationen, hvis hun sidder så tæt på scenen som overhovedet muligt, og jeg har brug for plads til mine lange ben, min rygsæk med hundemad og en ekstra trøje – for man kan jo aldrig vide – og til Milo, min servicehund. Milo kan vel mærke, at mine nerver er spændt mere end sædvanlig i de uvante omgivelser, og han er heller ikke vant til så store arrangementer, så han klatrer op i skødet på mig til kun bagbenenes tåspidser er tilbage på jorden. Hvis han kunne få hele kroppen med, ville han givetvis gøre det, men en labrador retriever er akkurat for stor til den manøvre. Det er en velkommen afledning fra postyret omkring os, mens publikum finder på plads.

Poul Nyrup har indfundet sig ved siden af scenen. Han kommer hen til os, rækker hånden frem og byder os velkommen. Er det en politikerrefleks udløst af fotografernes tilstedeværelse? Det er lidt akavet at trykke i hånd nede fra det dybe biografsæde med en hund i skødet, men jeg siger goddag og hilser fra mine forældre, som mødte Poul Nyrup til en workshop i anledning af arbejdet med etablering af et museum på Livø. Min fars forældre mødte hinanden, da de begge var ansat på Åndssvageforsorgens anstalt på øen, hvor Poul Nyrups far var anbragt i løbet af sin ungdom. (Jeg ved ikke, om Poul Nyrups far mødte mine bedsteforældre.) Den garvede politiker virker en smule usikker. ”Livø – ja, ja” svarer han tøvende og er tilsyneladende optaget af noget andet. Det er også en stor dag, og han skal på scenen om et øjeblik. Den ivrige fotograf, som dokumenterer begivenhederne dagen igennem og bestandigt skifter objektiver, som han henter i en kuffert, der ligger opslået i et hjørne, bukker sig ned til mig og fortæller, at han netop har taget et billede af mig, imens jeg trykker hånd med den forhenværende statsminister. ”Det skal du næsten have – det må vi lige finde ud af”, tilføjer han.

Børn og unge, børn og unge, børn og unge

Efter den officielle åbning byder konferencieren Ida Auken velkommen. Ida Auken er en del af et af de relativt almindeligt forekommende politikerdynastier. Hun var som ungt folketingsmedlem en del af partiet SF’s spektakulære ekspansion og kollaps under Villy Søvndals formandskab. I dag er hun, efter et rettidigt partiskifte, socialdemokratisk kirke- og sundhedsminister. Ministeren taler om det store indtryk, mødet med psykiatriens brugere har gjort. Hun får tårer i øjnene, da hun fortæller om en ung mand, der har skrevet et digt om sine selvmordstanker, og om, på invitation fra Poul Nyrups organisation, at sidde over for en ung kvinde med helt udslukte øjne. Måske er det sociologernes indtog i det politiske kommunikationsarbejde, eller den omsiggribende, algoritmedrevne segmentdifferentiering, der præger talen, for det er ikke forholdene for psykisk syge eller psykisk sårbare hun taler om, men børn og unge, som er psykisk syge eller sårbare. Hun vender tilbage til det igen og igen. Børn og unge, børn og unge, børn og unge – og familier. Det er så konsekvent, at publikum kan forstå, at den, der er psykisk syg eller sårbar og mere end 35 år gammel, mageligt kan balancere sit lod som politisk subjekt på spidsen af en nål – selvmordstanker eller ej.

Ministeren forsikrer, at hun tager børns og unges mistrivsel meget alvorligt og trøster tilhørerne med, at der er en masse psykiatere under uddannelse. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Man ser det for sig. Små børn i deres bedste tøj og med splinternye skoletasker føres i spændt forventning afsted til første skoledag som så mange små sparegrise, der bare venter på, at deres sjæl og nerver er flået sådan i trevler af den verden, de voksne har stablet op omkring dem, at de er lige til at sprætte op og tømme ned i medicinalindustriens lommer.
Hvis den omtalte kohorte af psykiatere beter sig, som det forventes af dem og følger de af de gråhårede eminencer i Dansk Psykiatrisk Selskab til Sundhedsstyrelsen dikterede retningslinjer, vil de nemlig ordinere psykofarmaka i lange baner til børn og unge i mistrivsel, indtil de bliver bedøvet i hvert fald så meget, at de voksne ikke bemærker nogen symptomer længere.

Vores viden om langtidseffekterne af psykofarmaka er begrænset af, at der ikke er megen medicinsk forskning på området. Vi ved dog for eksempel, at en udbredt effekt af SSRI-præparater er en stærkt reduceret kønsdrift. Det er en stor omvæltning for voksne mennesker, at deres sexliv svinder ind til ingenting, og landets lave fødselstal drøftes allerede med stor bekymring. Hvad betyder det for en hel generations åndelige og kropslige udvikling at blive tilvænnet et stof med en effekt, der af dem, der har prøvet det, sommetider beskrives som kemisk kastration, endnu før puberteten og den første oplevelse af uforvansket liderlighed har indfundet sig? – En effekt, der vel at mærke kan vare ved, også efter behandlingen er afsluttet. Det er der heller ikke forsket indgående i, men vi kan afvente svaret og resultatet af sådan et eksperiment, når de lovede psykiatere om nogle år er færdiguddannede og i fuld gang med deres virke.

Livet er andet og mere end forebyggelse

Det tager 12 år at uddanne en psykiater, fortsætter Ida Auken, der lyder, som om hun hellere vil være minister for sygdom end for sundhed. Imens vi venter på dem, skal vi også trække på andre faggrupper, siger hun, og tilføjer, at foreningsaktiviteter og et stabilt familieliv forebygger psykisk sygdom for børn og unge, og udstiller med al mulig tydelighed sin behjertede uduelighed.

Det er ikke meningen med leg, sport og kappestrid, modelskibe, fællessang, lejrbål og musik, at aktiviteterne skal forebygge mistrivsel – den mistrivsel, der tilsyneladende regnes for et grundvilkår for børn og unge i dag, hvis ikke de voksne griber ind med forebyggende indsatser – eller med piller, indsprøjtninger og bæltefiksering om nødvendigt. Tværtimod er det netop i legen, sporten, sangen og lejrbålet mm., at meningen med livet kan findes.

Det, børn og unge – lige som alle andre – har brug for, er et liv med meningsfulde forbindelser til menneskeheden og til verden omkring sig, helt fri for trusler om et mislykket liv, hvis kroppen ikke er pæn nok, karaktererne ikke er gode nok, uddannelsen ikke gennemført hurtigt nok, eller studiejobbet ikke prestigiøst nok til at sikre et fuldtidsjob bagefter hængende over hovedet. Jeg er bange for, at ministeren har en slem skuffelse i udsigt, hvis hun virkelig tror på, at flere psykiatere er løsningen på de udfordringer, de børn og unge, hun er så optaget af, står overfor.

At tale med et menneske: En revolution i psykiatrien

Temaet for årets psykiatritopmøde var Traumebaseret Tilgang (TBT) til psykisk lidelse. Et begreb med stort potentiale i den forstand, at det udspringer af den velbegrundede antagelse, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem traumatiske oplevelser i menneskers liv, og de patologiserede adfærdsmønstre, vi udvikler senere hen. Et offer for seksuelle overgreb i barndommen kan for eksempel reagere på tandlægebesøg og andre hverdagssituationer, hvor den kropslige autonomi i en eller anden grad er begrænset med voldsom angst. Tandlægens opgave vil med en traumebaseret tilgang til angstproblemet ikke nødvendigvis bestå i nogen særlig interesse for patientens traumatiske oplevelser, men i en opmærksomhed på, hvad han eller hun kan gøre for at forklare, hvad der skal ske, og aftale eventuelle pauser og nonverbale signaler på forhånd for at sikre, at patienten føler så meget kontrol over, og tryghed i situationen som muligt. Det er en fremragende ide.

At det med opmærksomhed, nærvær og interesse er muligt at få mennesker omkring sig til at føle sig bedre tilpas end uden, er der sådan set ikke noget nyt i. (Emma Gad skrev en berømt bog om det for næsten 120 år siden). Den tilgang står imidlertid i stærk kontrast til den i psykiatrien rådende opfattelse, at psykopatologier har en egen uafhængig eksistens, der kan identificeres med diagnostiske tests og betegnes med diagnoser, som endeligt tillægges forklaringskraft i sig selv, ligesom en forstrukket sene i regi af den somatiske lægekunst kan forklare smerter i foden. Det er vel derfor mennesker i dyb krise kan komme ud for at blive diagnosticeret med depression og ordineret piller efter at have afkrydset et 12-punkts spørgeskema om humør og aktivitetsniveau de foregående 14 dage, uden at behandleren har set dem i øjnene undervejs.

Hvad psykiatrien kan lære af en receptionist

Talen om opmærksomhed på patienternes oplevelse vækker minder fra min tid som cykelbud. Dengang mødte jeg mange receptionister (direkte oversat til ‘modtagere’) i kontorbygninger over hele byen. Det er en faggruppe, hvis vigtigste opgave tilsyneladende er at møde de mennesker, der træder ind af døren på en måde der får dem til at føle sig godt tilpas. En af kollegerne havde udviklet den teori, at jo mere ryggesløst advokaterne inde i kontorerne bagved sled i det for at finde lukrative huller i leje- og skattelovgivning etc., des sødere var receptionisterne ude foran. Jeg ved ikke om man nødvendigvis behøver stygge advokater for at få søde receptionister, men der var virkelig forskel på modtagelsen fra det ene kontor til det andet, og de dygtige receptionister formåede – uden selvudslettelse eller kompromis med egen værdighed overhovedet – at bibringe gæsten (i dette tilfælde et cykelbud) den oplevelse at være noget nær det vigtigste i hele verden, og gå derfra med en følelse af taknemmelighed for det ganske korte møde, det kræver at hente eller bringe en kuvert fra den ene advokat til den anden. Hvorfor er det så naturligt i den ene sammenhæng og så tilsyneladende nærmest umuligt i en anden? (Nuancerne i modtagelsen er i øvrigt noget cykelbude hurtigt udvikler en fin fornemmelse for og ivrigt diskuterer på torvet i de stille stunder).

En blomsterkasse og et forlorent håb om kulturændring

Grundlægger af Kompetencecenter for Traumer, psykiater Cæcilie Böck Buhmann, præsenterer et eksempel på traumebevidst tilgang i en dansk sammenhæng. Det kommer fra et bosted, hvor en mandlig beboer havde for vane at gøre en højlydt og frembusende entré i fællesarealet. Hans adfærd gjorde de øvrige beboere bange og forårsagede en masse uro i huset. Takket være et TBT-pilotprojekt lykkedes det at afdække, hvorfor beboeren opførte sig som han gjorde. Vejen til afklaringen var lige så enkel, som den var revolutionerende: man talte med manden, hvorved det åbenbaredes, at overgangen fra hans egen lejlighed til fællesarealet med de mange mennesker udløste voldsomme angstreaktioner i ham. Det var for ikke i metaforisk forstand at blive trængt tilbage eller bryde helt sammen, at han pustede sig op og indtog rummet, så der knapt var plads til andre. Lejligheden havde indgang ud til fællesarealet, og der var frit indkig, når døren stod åben. Den bratte overgang fra det private til det offentlige levnede ikke manden et øjeblik til at omstille sig fra det ene til det andet, og det var takket være den for huset som helhed uhensigtsmæssige adfærd, at han overhovedet kunne komme ud af lejligheden. Projektarbejdet resulterede i en løsning, i form af en rumdeler i brysthøjde, med nogle stueplanter på toppen, anbragt som afskærmning mellem opholdsarealet og døren til lejligheden. Derefter gik problemet i sig selv.

Jeg tror eksemplet blev præsenteret som en succeshistorie – men jeg er ikke helt sikker og jeg har selv svært ved at se den som sådan – selv om det uden tvivl var godt både for den hårdt pressede mand og hans naboer at få monteret den blomsterkasse.
At der skulle et nyt paradigme, antageligt med powerpointpræsentationer, udvalgsmøder, onboarding og projektkonsulenter til, før nogen af institutionens ansatte kunne mønstre åndsnærværelse til at tale med de mennesker, deres arbejde handler om og omsætte det, de lærte ad den vej til handling, fortæller den væsentligere historie om et system i dyb, dyb krise.

Projektets håndgribelige eftermæle er en rumdeler med stueplanter på. Har det også udvirket en grundlæggende kulturændring? Er det et udtryk for tillid eller for blåøjet naivitet at tro på, at resultaterne kan modstå et forstemmende henfald under presset fra dokumentationskrav, underbemanding og nye paradigmer med nye buzz-ord og tidsbegrænsede projektforløb? Jeg har svært ved at tro på det, og jeg har svært ved at dele den optimisme dagens festlige stemning lægger op til.

Så er det tid til frokost.