Foto: Johnny Jensen

Bogomtale: Det er jo bare sådan, jeg er – En ny forståelse af menneskeliv i en diagnosetid

Hvad sker der, når de forklaringer, man har haft tillid til som fagperson, kommer til kort i ens egen familie? I en ny bog deler psykolog Nicola Nyhave de erfaringer, der har ført hende til et kritisk blik på psykiatrien og psykiatriske diagnoser. Med afsæt i sit liv som psykolog og mor undersøger hun, hvad psykiatriens forklaringer og behandling gør ved vores forståelse af os selv og hinanden.

Skrevet af Boris Lauritzen

Måske har du allerede hørt om Nicola Nyhaves nye bog Det er jo bare sådan, jeg er – En ny forståelse af menneskeliv i en diagnosetid. Den har nemlig på kort tid fået en del omtale, og torsdag i sidste uge medvirkede Nicola og hendes bonusdatter Caroline Due i TV 2’s Go’ aften Danmark sammen med børne- og ungdomspsykiater Pernille Juul Darling. Bogen ser ud til at ramme en samtale, mange har brug for at tage.

Nicola trækker på erfaringer fra sit arbejdsliv og fra livet som mor i en familie, hvor flere af børnene har fået diagnoser. Med bogen giver hun os indsigt i de erfaringer og refleksioner, der har ændret hendes forståelse af lidelsens årsager, og i hendes blik på den hjælp og behandling, vores samfund tilbyder i dag. Bogen er et vigtigt bidrag til debatten om mental sundhed, diagnoser og samfundets indretning i det hele taget.

Omsorg og plads til tvivl

Noget, der særligt gør indtryk på mig, er den sensibilitet og omsorg, hun behandler alle perspektiver og erfaringer med. At se anderledes på sine og andres tidligere forståelser og handlinger kan være smertefuldt, særligt når det handler om vores børn og ønsket om at hjælpe dem. Nicola giver plads til den kompleksitet og til de dilemmaer, der følger med at søge hjælp. Og hun deler den tvivl og afmagt, der kan lede os til noget, der faktisk ikke altid hjælper.

Bogens nuancerede blik er en enorm kvalitet. Kritikken af psykiatrien og diagnosernes betydning følges af en forståelse for, hvorfor man som både lidende, pårørende og fagperson søger forklaringer og behandling. Gennem erfaringer, samtaler og refleksioner undersøger Nicola sammenhængen mellem vores forståelse af menneskelig lidelse og de muligheder, vi giver mennesker for at leve, forstå sig selv og udvikle sig. Den foregiver ikke, at der findes letkøbte løsninger. Det i sig selv er et væsentligt pejlemærke for bedre veje at gå.

Erfaringer i dialog

I Outsideren kender vi også Nicola Nyhave og Caroline Due. For nylig holdt Caroline, der er musiker, en dialogkoncert hos os, hvor hun optrådte med sin musik og de erfaringer, sangene er vokset ud af. Caroline synger vidunderligt, og hendes sange og fortælling gør stort indtryk. Det fortjente lige en indskudt bemærkning.

Caroline medvirker også i bogen sammen med sine søskende i samtaler og refleksioner over diagnosernes konsekvenser og mødet med en psykiatri, der ikke var helt den hjælp, de og familien søgte.

Nicola sammenfletter sine egne erfaringer og refleksioner med forskning, aktuel samfundsdebat, børnenes journaler og samtaler med dem. Børnene, der nu er voksne, kommer selv til orde med deres erfaringer af ikke at blive mødt og forstået. Det hele giver bogen en kolossal tyngde og troværdighed.

Bogen fortjener at blive fremhævet som et eksempel på en personlig og politisk fagbog, der ikke taler på vegne af eller på afstand af dem, der har erfaringerne – ikke tager ordet for dem – men er i dialog og søger forståelse og nye veje sammen.

Vi skal også rette blikket mod vores fælles liv

Jeg læser også bogen som far til to drenge, der er og har været i massiv mistrivsel og begge har fået psykiatriske diagnoser. Og jeg genkender tydeligt, at vi bor i en kultur, der først og fremmest søger problemerne og løsningerne hos individet. Der er brug for at gøre op med den kultur og de strukturer, der gør menneskers lidelse til individuelle, psykiatriske problemer, og som får os til at sætte lighedstegn mellem mere hjælp og mere psykiatri.

Bogen giver anledning til at genoverveje et blik, der er blevet så optaget af sygdom hos den enkelte, at menneskets livssammenhæng og vores samfund forsvinder ud af syne.

Selvom Nicola ikke lover lette løsninger, slutter hun bogen med en ønskeliste til forandringer. Og hvad skal vi så gøre anderledes? Det vil jeg ikke folde ud her, men lade stå som en invitation til at læse bogen. For ønskerne til forandring får deres vægt af de erfaringer, den tvivl og de erkendelser, der går forud. Den vej er værd at følge hende på.

Nicola Nyhave: Det er jo bare sådan, jeg er – En ny forståelse af menneskeliv i en diagnosetid. Samfundslitteratur, 2026. 346 sider.


der.