Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Joan Remil
Da jeg var 18 år, fik jeg for første gang psykofarmaka. I forbindelse med min fars dødsfald var jeg blevet “småpsykotisk,” og lægen sagde ved udskrivelsen af pillerne, at det var en engangsforestilling. Men som 21-årig kom jeg igen i berøring med psykofarmaka, da jeg blev indlagt på Odense psykiatrisk afdeling, åbent afsnit. Her erklærede lægerne mig for lettere maniodepressiv, og i et par måneder fik jeg ordineret anti-depressiver, men det var så også bare det i denne omgang. Og de næste fem år fik jeg virkelig fik udrettet noget – uden at være på medicin. Jeg tog studentereksamen, var på højskole og rejste rundt i Norge og Afrika, men da jeg kom hjem og skulle starte på Københavns Universitet, knækkede filmen for alvor. Jeg blev både manisk og psykotisk, og derfor var det nødvendigt at indlægge mig på Københavns kommunehospitals lukkede afdeling, hvor jeg fik Cisordinol og litium – og hermed var en ond spiral begyndt. Denne medicin forandrede så at sige min sjæl, den lavede i hvert fald om på min personlighed, så jeg fra at befinde sig i en psykose, hvor 3. verdenskrig udspillede sig, pludseligt blev lavet om til en zombie, der sad dagen lang og hæklede og strikkede. Så fik jeg andre utroligt stærke bivirkninger og kunne ikke sidde stille, men steppede omkring og hu-hej. Efter lang tid kom jeg på den åbne afdeling på Sct. Hans. Fra at have været en aktiv ung kvinde uden medicin befandt jeg mig i et ingenmandsland, hvor medicin og terapi var dagens indhold. Hvad var min fremtid? Den var ikke lige til at få øje på. En dag blev jeg gravid med min daværende kæreste, og jeg droppede al medicin og gennemgik en utrolig god graviditet uden psykofarmaka. Men efter fødslen tog det fart igen, fordi jeg fik en fødselspsykose, som krævede psykofarmaka, igen Cisordinol og Lithium.
Mennesket er en sej sjæl, så det lykkedes mig at komme i gang igen, denne gang som hjemmehjælper, men jeg for alvor indfanget i den onde cirkel og fortsatte med medicinen. Og det har jeg gjort lige siden, og været gennem mange indlæggelser og endnu mere psykofarmaka. På et tidspunkt ødelagde medicinen mit stofskifte, så jeg fra at være en slank pige på 55 kg på et halvt år accelererede op på 78 kg. Igennem en lang periode var jeg faktisk svingdørspatient på de psykiatriske afdelinger, hvor lægerne afprøvede et utal af psykofarmaka på mig – Trilafon, Cisordinol, Nozinan, Oxazepam, Rivotril, Truxal… Ja, listen er lang, og så var der jo også seranasen, som gjorde mig mere psykotisk, end jeg var i forvejen. I dag får jeg 20 mg Cisordinol, 200mg Truxal, 2 1/2 antidepressiv Saroten, 0,15 mg Rivotril og 0,5 mg Rivotril (som PN), så jeg kan føre en vel indkapslet tilværelse i en glasklokke, passe min medicin, komme på mit værested og i det hele taget opføre mig som en vaskeægte marginaliseret person. Og ja, det var så min historie om historien bag receptblokken, kort fortalt.
Joan Remil, 51 år, bor i en lys treværelses lejlighed i Hvidovre. Joan Remil har netop anskaffet sig trådløst
internet, så hun kan skrive på sin bærbare, imens hun er i dialyse. ”Ellers bliver det sgu for kedeligt, at ligge der,”
som hun siger. Joan Remil har skrevet i Outsideren i mange år, og planlægger at udgive en antologi om sit liv på
forlaget Gallo.